Gnavne, gamle mænd

For en betragtelig årrække siden hørte både Robert De Niro og Al Pacino til blandt de største af de største. Der var ingen over eller ved siden af. Derfor så mange gerne de to skuespillere overfor hinanden i samme film, hvilket lykkedes i Michael Manns “Heat”. Nu er tiden imidlertid løbet fra de to aldrende koryfæer, og behovet for at se de to i samme film igen er næppe helt så stort. Alligevel er ønsket blevet opfyldt i den mislykkede “Righteous Kill”.

Handlingen er tyndbenet og svælger i den gammelklassiske, amerikanske good cop-bad cop retorik, hvor de to kriminalassistenter og partnere Turk og Rooster er netop indbegrebet af den definition. De er trætte af deres usle job, trætte af et samfund, der alligevel blot løslader de udskud, som de lægger i håndjern, og trætte af de mange år, der er frem til pensionsalderen. På sidelinjen går den ene af de to til bekendelse igennem en række interviewsekvenser og indrømmer, hvordan han koldblodigt er morderen bag en serie af mord på forbrydere, som makkerparret i øvrigt også efterforsker. Så enkelt hænger det naturligvis ikke sammen, når det kommer til stykket, og undervejs afslører et eklatant vendepunkt en helt anden dagsorden.

Selv om de to stjerner for længst har toppet, er skuespillet skam hæderligt nok. Alligevel virker det lidt ligegyldigt, når de karakterer, de udfylder, er både usympatiske, uinteressante og desuden lever nyttesløse liv uden regulære formål. Selvtægt er eneste vej frem og eneste måde at slippe af med al råddenskaben, postuleres det, når samfundets retshjul fejler. “Righteous Kill” er en af den slags film, hvor gerningsmanden jagter sin egen skygge, og hvor det i højere grad handler om at pleje sit omdømme end om at skabe retfærdighed og ligevægt.

Alt imens fortsætter drabene. Mistanken kravler naturligvis nærmere og nærmere den ene af de to politikolleger, der har et troskabsbånd og dækker over hinanden, hvis den ene skulle være uheldig at træde åbenlyst ved siden af. Alligevel bliver enkelte kolleger mistænksomme, selv om røgsløret troligt kastes ud. Det umiddelbart eneste spor er de digte skrevet i sonette-form, der konsekvent efterlades ved hver eneste lig og afslører, hvorfor ofret måtte lade livet. “Righteous Kill” kredser om tillid mellem mennesker og det miljø, som et hårdt og småkorrupt job i storbyens politistyrke kan fremelske, særligt når forarbejdet ikke følges til dørs af de dømmende myndigheder.

Det er et stort problem for fortællingen, at vi ikke kender bare det mindste til figurernes baggrunde. Vi ved ikke, hvad der piner dem, eller hvorfor de gør, som de gør. Faktisk er eneste oplysning af nogen art, at Turk har en elskovsaffære med en kvindelig kollega, som partneren Rooster tidligere har delt både lagen og morgenavis med. Det er ikke helt nok og efterlader et noget fladt indtryk. Mere udtalt er dog savnet af et brugbart motiv til de i alt fjorten drab. At førnævnte domstole ikke altid dømmer efter hensigten kan være en bitter erfaring, som man må lære at leve med. Men det kan vel næppe være anstødssten for en politimand til at udøve selvtægt, når han i bund og grund tror på systemets love?

“Righteous Kill” har udtalte huller, og var det ikke for de de to prominente herrers efternavne, så havde filmen formentligt ikke set disse breddegrader. Selv som søndagsfilm havde den haft svært ved at begå sig. Mest interessant er derfor ikke filmens opkog af noget, der er set før i utallige variationer eller for den sags skyld mødet mellem to legender i amerikansk film. Det er derimod gensynet med Brian Dennehy, der efterhånden kun alt for sjældent dukker op på det store lærred. “Righteous Kill” er varm luft og udstiller som så mange film forinden skismet mellem kunst og pengemaskineri. Vil man underholdes, eller vil man udfordres? Her får man ingen af delene.

Video

“Righteous Kill” præsenteres i det anderledes vellykkede anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er skarpt og hverken byder på edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperatur og kontrast holder sig begge stabile, og eneste skæmmende ridse i lakken er for så vidt de enkelte over skulderen-vinkler, hvor Pacino kan opleves ubevidst uskarp.

Audio

Lydsiden eksekveres i de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, hvor dialogen hele vejen igennem er tydelig og uden snerten af overstyringer. Atmosfæren underneden er veldefineret og suppleres desuden sammen med underlægningsmusikken fint af de mange distinkte effektlyde og enkelte fine lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet består af et søvndyssende kommentarspor med instruktøren og produceren Jon Avnet, der i sit eget tempo kommer omkring holdninger til manuskriptet, scenerne, skuespillerne, tematikkerne med mere. Eneste andet supplement er den forholdsvist korte featurette med interviews med blandt andre Avnet, Al Pacino og Robert De Niro. Den del kommer i sagens natur ikke mindst til at kredse om foreningen af og samspillet mellem de to skuespillere. Men mere materiale er det ikke blevet til, om end det bestemt godt kunne ønskes.

Kom og se girafferne!

For tredje gang i filmhistorien får vi mulighed for at se de to skuespilkoryfæer Pacino og De Niro i samme film. Første gang var i “The Godfather II”, hvor de ikke havde en eneste scene sammen. Anden gang var i “Heat”, hvor de spillede hinandens fjender som bankrøver og politimand, men i “Righteous Kill” er de på samme side som to politimakkere, der jager en seriemorder. Selve gimmicken med at bringe de to skuespillere sammen igen overskygger i høj grad selve filmen, der desværre er en alt for ordinær thriller med indlagt plot-twist.

De to aldrende politimænd Turk og Rooster forsøger at vaske udskuddene væk fra gaderne i New York. De mange år i tjenesten har gjort dem kolde og kyniske, men også frustrerede over, at forbrydere alt for ofte går fri. Så da en seriemorder begynder at hærge byen og henretter voldtægtsmænd og narkopushere, virker det mest af alt som om, de to politimænds bønner er blevet hørt. Men da efterforskningen begynder at pege på Turk, får han og hans makker travlt med at rede trådene ud, alt imens politiet kommer tættere på sandheden.

Instruktøren Jon Avnet, der har så forskellige titler på samvittigheden som “Stegte, grønne tomater” og Richard Gere-thrilleren “Red Corner”, har formået at lokke de herrer Robert De Niro (som Turk) og Al Pacino (som Rooster) med til denne ganske tamme affære, der i sig selv ikke er en decideret dårlig film, men som med kræfter af dette format på plakaten skriger på noget mere. Bevares, begge skuespillere kan ikke sige sig fri for at have valgt med tegnebogen af og til. Hvor genial han end er i film som “Godfather”-filmene, “Djævelens advokat” og “Scarface”, så har Pacino også ligegyldigheder under bæltet så som “Gigli” “S1m0ne” og “The Recruit”. Og De Niro har det sidste årti primært holdt sig til middelmådige thrillers og lallede komedier (bare tænk på “The Score” eller “Familieterapi”).

Men vi ved som tilskuere, at disse to skuespillere kan levere varen. Vi forventer det faktisk, når vi løser billet til deres film – ja, de er jo ofte den eneste grund til, at vi overhoved vælger at se filmen. Derfor skal jeg da også skynde mig at sige, at de to stjerner ikke skuffer i dette henseende. De leverer begge varen, og det er en fryd at få lov til at se dem spille op mod hinanden. I “Heat” fik vi kun et lille glimt af det, men her har de næsten alle deres scener sammen.

Hvad, der derimod ikke leverer varen på noget nær samme niveau, er filmen som helhed. Der er problemer i dens tone allerede fra start. Vi introduceres til et testosteronhørmende univers, hvor mænd er hårde og kontante, og hvor kvinderne helst vil tages hårdt. Kriminaliteten og forråelsen synes at fylde samfundet som overfyldte kloakker, der løber over med bærme. Vores hovedpersoners helte er folk som Dirty Harry, men hvor Clintens reaktionære politimand i 70’erne lånte fra exploitation-genren, efterlader selvtægts-romantikken derimod en mere ubehagelig smag i munden i “Righteous Kill”. Det skal dog siges til filmens forsvar, at dens afsluttende plot-twist (for et sådant skal der naturligvis være i enhver thriller post-“The Usual Suspects”) til dels skyder denne glorificering i sænk, selvom man kan hævde, at det på dette tidspunkt er lidt for sent.