Ikke så ringe endda!

Er der virkelig behov for endnu en “Ringenes herre”-anmeldelse? Hvad kan der siges om Peter Jacksons exceptionelle og exceptionelt episke film, som ikke allerede er blevet sagt? Ikke meget, naturligvis, men ofte er det interessant at dissekere og debattere megahits, når mediestormen er stilnet af. Det er nu et årti siden, at trilogiens første del gik sin sejrsgang over alverdens biograflærreder (puha, hvor tiden går stærkt), men selvom Hollywood fortsat bombarderer os med storladne blockbusters, er der ingen nyere filmisk bedrift, der har overgået Jacksons ditto. Jovist, der er udkommet bedre film, men set som et overordnet værk er “Ringenes herre”-trilogien et næsten ufatteligt ambitiøst, omfattende og underholdende unikum.

Der er ingen grund til at spilde masser af tid eller plads på at recitere plottet – filmenes samlede, verdensomspændende omsætning på omtrent tre milliarder dollars antyder, at de fleste af os kan genfortælle trilogien med kirurgisk præcision. J.R.R. Tolkiens tre klassiske bøger, som filmene tager udgangspunkt i, beretter om konflikten mellem Midgårds gode og onde kræfter, som udløses, da en magtfuld ring bliver opsporet af den stygge troldmand Saruman og hans lakajer. Den unge Frodo, som er en diminutiv hobbit, indvilger i at drage til ondskabens domæne, Mordor, sammen med en række krigere for at destruere det lille smykke, som Saruman og Co. kan bruge til at udløse skumle kræfter, som ingen af rigets godhjertede mænd, elvere eller dværge vil kunne bekæmpe.

Tolkiens litterære hovedværk var angiveligt det 20. århundredes bedst sælgende bog næstefter Koranen og Biblen. Jackson havde mildest talt noget at leve op til, og en af hovedårsagerne til filmenes enorme popularitet er uden tvivl det faktum, at Jackson og hans kollegaer placerer karaktererne i forgrunden, mens de eventyrlige scenerier og magiske elementer forbliver i baggrunden.

Filmene er netop tiltalende, fordi de ikke blot er spækkede med alle de betagende steder, væsner og hekserier, der hører sig til i et ordentligt eventyr, men fordi de samtidig tager hånd om så basale menneskelige værdier og følelser som venskab, længslen efter at finde hjem og kampen for kærlighed, selvtillid og sjælefred. Allerede fra begyndelsen af trilogiens første del, “Eventyret om ringen”, tror man fuldt og fast på det virkelighedsfjerne univers. Vigtigst af alt engagerer man sig følelsesmæssigt fuldstændigt i karakterernes rejser og skæbner. En af Jacksons største genistreger var også at gøre selve ringen til en karakter – især takket være det fornemme lydarbejde har ringen en evigt skræmmende og trykkende tilstedeværelse, således at man aldrig glemmer dens styrke.

Man må naturligvis heller ikke glemme alt det hårde og fornemme arbejde, som filmenes utallige tekniske mirakelmagere – effektfolk, lydmænd, skræddere, fotografer osv. – har lagt i filmene. Her ti år efter premieren på den første film virker nogle af effekterne en smule forældede, og mange af de kunstige baggrundsbilleder skiller sig voldsomt ud fra realoptagelserne i New Zealands ægte natur. Og selvom Andy Serkis’ mimik og rustne stemme gør den hæse, hærgede Gollum både tro- og mindeværdig, så ser han immervæk computergenereret ud. Men man bliver aldrig hevet ud af fortællingen, og for hver forældet effekt er der femten overvældende sekvenser – lige fra heltenes flugt fra den ildspyende Balrog i “Eventyret om ringen” til det sidste, episke slag i “Kongen vender tilbage”.

Jacksons skildring af Tolkiens majestætiske Midgård, som er en kombination af computerskabte billeder, detaljerede modeller og New Zealands bedårende landskaber, fremstår mest imponerende i ”Eventyret om ringen”. Trilogiens første kapitel etablerer på fornem vis både Midgård, rigets mytologi og dets vigtige indbyggere. Og det giver god mening, at ordet eventyr indgår i filmens danske titel, for filmen er klart trilogiens mest eventyrtypiske del. “Eventyret om ringen” byder på talrige fabelagtige locations og adskillige besynderlige væsner, og i bedste Homer-stil farer filmen hastigt fra den ene gribende begivenhed og lamslående location til den næste. På én gang visuelt storslået og forbavsende følelsesladet – “Eventyret om ringen” er simpelthen en perfekt start på sagaen.

I seriens anden del, ”De to tårne”, bliver der både trådt på bremsen og skiftet gear. Nye karakterer introduceres i flæng (og oftest alt for hurtigt), og de gamle får ikke den tid i rampelyset, de fortjener. “De to tårne” synes aldrig rigtig at komme i gang, men på trods af det langsomme tempo er “De to tårne” uden tvivl den af filmene, som har mest gavn af de ekstra scener, der er tilføjet i den forlængede udgave af filmen (allerbedst er de nye scener med de heroiske brødre Boromir og Faramir). De nye scener gør filmen mere helstøbt, men der er stadigvæk mange langsommelige passager. Det store slag ved Helm’s Deep er dog en sensationel sekvens, men hvem end, der valgte at gøre dværgen Gimli og elveren Legolas til omvandrende punchlines, bør få revurderet sin humor.

Men med seriens tredje (og sidste) del, ”Kongen vender tilbage”, var filmmagerne tilbage i topform. Fra grandiose slag, som aldrig er set mage, til intime øjeblikke, der sætter gang i tårekanalerne – en mere passende afrunding på den største filmsaga i årevis kunne man næppe have forestillet sig. Og dog. For der er jo den der slutning… Efter filmen tilsyneladende har nået sit naturlige klimaks, får vi pludselig kastet en masse scener i hovedet, som virker fuldkommen overflødige, og som end ikke burde have figureret i den forlængede udgave af filmen. Hvorfor skal vi se Frodo tage af sted på en eller anden jolle? Hvorfor skal vi se Sam blive gift? Og hvad med den famøse scene, hvor figurerne bryder ud i højrøstet latter i slowmotion? Den bizarre sekvens (som er blevet genstand for adskillige YouTube-parodier) fremstår mest af alt som en cadeau til Tolkiens forkærlighed for stærk tobak.

Det føles lidt som at være til en god koncert, hvor kunstneren bare ikke aner, hvornår han skal holde inde med de unødvendige ekstranumre. Filmens emotionelle punch blødgøres, fordi filmen ikke slutter på sit højeste, men med en kavalkade af trivialiteter. Alligevel er der ingen tvivl om, at filmen fortjente alle sine 11 Oscars, og den forlængede version af “Kongen vender tilbage” er også en klar forbedring i forhold til biografudgaven. Især det sidste opgør med den djævelske Saruman savnede man i biografen. Som helhed er trilogien en triumf i mere end én forstand, og vi kommer næppe til at bevidne en lignende filmisk bedrift snarligt. Som helhed opnår trilogien følgende karakter:

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Da biografudgaverne af “Ringenes herre”-filmene udkom på Blu-ray sidste år, lød der et ramaskrig. Tre så nye, dyre og succesrige storfilm burde se mere eller mindre ufejlbarlige ud i High Definition, men seriens første kapitel, “Eventyret om ringen”, så ikke mærkbart bedre ud på Blu-ray, end den gjorde på dvd. Billedet var utrolig uskarpt takket være et overforbrug af støjreduktionsfiltre, som også reducerede detaljerigdommen. De to andre film imponerede heller ikke synderligt i HD. Kritikken haglede ned over udgivelsen, så der var god grund til at forvente, at der ville blive rettet op på de veldokumenterede fejl, før de forlængede udgaver af filmene udkom på Blu-ray.

Men før denne nye BD-udgivelse af “Ringenes herre”-filmene overhovedet var ude i butikkerne, fik folk, der allerede havde fået fingre i den attraktive boks, fremvist klip og screenshots fra udgivelsen på internettet, som antydede, at man igen havde fejlbehandlet filmene under overførelsen til Blu-ray. Farverne i “Eventyret om ringen” var øjensynligt blevet manipuleret så kraftigt, at hele filmen havde fået et grimt, grønligt skær. Da disse skræmmende udpluk fra filmen blev sammenlignet med billeder fra biografudgaven, fremstod det nye transfers farvegengivelse kun endnu mere vanvittig. Men lykkeligvis viser der sig at være tale om en storm i et glas vand – “Eventyret om ringen” ser fantastisk ud i HD, og farverne er aldrig tilnærmelsesvis distraherende.

Jeg er måske i mindretallet med denne opfattelse, men jeg synes faktisk, at “Eventyret om ringen” er den af de tre film, som ser bedst ud på denne nye BD-udgivelse. Måske har man brugt ekstra kræfter og ressourcer på at få netop seriens første film til at se godt ud ovenpå sidste års skuffende udgivelse. Detaljerigdommen er dog overvældende igennem hovedparten af alle tre film – selv i de dunkleste scener og i billedsidens mørkeste afkroge. Men en sjælden gang imellem (oftest i “De to tårne”) daler skarpheden, og små, visuelle detaljer som skuespillernes rynker, skægstubbe og porer bliver en kende utydelige. Heldigvis er den slags detaljer som regel ekstremt distinkte, men hvis man forventer tre fejlfrie transfers, bliver man skuffet.

I et forsøg på at maksimere billedkvaliteten har man fordelt hver enkelt film over to BD-skiver. Eftersom de tre værker hver især varer lige så lang tid som to gennemsnitlige spillefilm, var det en klog beslutning, og pauserne optræder på passende tidspunkter. Hverken glorier eller utilsigtet støj forekommer, og selvom filmmagerne har manipuleret farverne en anelse i forbindelse med denne nye udgivelse, så fremstår hudfarver og alle andre nuancer naturlige og troværdige. Kontrasten er superb, og grynniveauet er sædvanligvis tilpas. I HD er det dog endnu tydeligere end på dvd, når der figurerer computereffekter og kunstige baggrunde (især i de nyindsatte scener, som der formentlig ikke var afsat frygteligt mange penge til at bearbejde), men det er ikke transferets skyld.

Audio

“Ringenes herre”-filmene burde have set bedre ud i HD, men det er svært at forestille sig, at de kan lyde bedre, end de gør her. Hver eneste films lydside gengives via et DTS-HD Master Audio 6.1-mix, og alle tre lydspor er blandt de bedste, denne anmelder nogensinde har lagt øre til. Den auditive atmosfære er fuldkommen fantastisk – der foregår altid noget i samtlige højtalere, men man føler sig aldrig overdynget med unødige lydeffekter. Hver eneste replik er klokkeklar, støj forekommer aldrig, dynamikområdet er astronomisk, og hver eneste panorering er en rendyrket fornøjelse. Subwooferen summer og ryster til den helt store guldmedalje, og den giver både Howard Shores fænomenale, musikalske indslag og lydeffekterne nøjagtig den slagkraft, de bør havde.

Ekstramateriale

Først den dårlige nyhed: Der er intet nyt ekstramateriale på udgivelsens i alt 15 skiver. Det hele er set før på tidligere dvd-udgivelser af filmene, hvis man altså ser bort fra én splinterny trailer til et kommende “Ringenes herre”-videospil. En forsmag på Peter Jacksons kommende filmatisering af “Hobitten” havde været velkommen. Den gode nyhed: Ekstramaterialet fra alle de gamle dvd-udgivelser er stadigvæk noget af det bedste af sin slags, og man afsætter gerne flere dage til at gense det hele. Hver film har fået sit eget etui, og de tre æsker befinder sig i en flot og guldfarvet boks, som indeholder et kort over Midgård og tre hæfter, der kort beskriver indholdet på de mange diske.

De gamle udgivelsers kommentarspor følger med i denne omgang. Der er blevet indtalt fire kommentarspor til hver film – ét med Jackson og manuskriptforfatterne, ét med designerne, ét med hovedrolleindehaverne og ét med en række af Jacksons kollegaer bag kameraet. I alt 12 kommentarspor medfølger altså med en samlet spilletid på knap to døgn, og fans bør afgjort afsætte to dage i kalenderen til at lytte dem alle igennem fra start til slut – antallet af spændende, sjove og direkte inspirerende anekdoter er simpelthen overvældende.

Som om det ikke var nok med knap to døgns kommentarspor, medfølger alle dokumentarerne fra de oprindelige dvd-udgivelser af de forlængede “Ringenes herre”-film. Man kunne sagtens forfatte hundrede paragraffer om indholdet på hver eneste skive, men med ét enkelt ord kan man lynhurtigt beskrive, hvad dokumentarerne dækker: Alt. Jovist, det er lidt ærgerligt, at dokumentarerne ikke præsenteres i HD, men det er svært at forestille sig, at fans vil sidde tilbage med så meget som ét ubesvaret spørgsmål efter at have fordøjet dokumentarerne, som byder på interviews med praktisk talt alle, som havde en vigtig finger med i spillet foran og bag kameraet.

I øvrigt medfølger alle de gemte klip, som befandt sig på de gamle dvd-udgivelser – altså de forskellige “Ringenes herre”-parodier, som MTV i sin tid producerede, samt et morsomt, iscenesat interview mellem skuespillerne Elijah Wood og Dominic Monaghan. Heldigvis er klippene lettere at finde på Blu-ray end på dvd. Her er også adskillige billedgallerier, som tilsammen indeholder tusindvis af billeder, samt flere scenegennemgange, storyboards og et par udmærkede kortfilm, der blev instrueret af en ung filmmager ved navn Cameron Duncan, som Jackson mødte i New Zealand, mens han optog “Ringenes herre”. Dokumentaren om Duncan, der døde af kræft som teenager, er enormt rørende.

Desuden medfølger alle dokumentarerne fra ‘Limited Edition’ dvd-udgivelserne af filmene fra 2007. Tilsammen varer disse omtrent fem timer, og de er skruet sammen af Jacksons gode ven, Costa Botes, som sammen med Jackson instruerede den morsomme mockumentary “Forgotten Silver”. I modsætning til de resterende dokumentarer ser vi her forholdsvis sjældent filmholdets ’store kanoner’. I stedet hører vi bl.a. fra manden, som er ansvarlig for at montere 250.000 kunstige blade på diverse træer, holdet, der skaber al den kunstige sne, og ham, som smeder sværdene til kampscenerne.

Det lyder måske trivielt og kedeligt, men det er det langtfra. Tværtimod giver Botes’ dokumentarer os en hel unik og forbløffende intim indsigt i skabelsen af disse storfilm. Ved at høre fra alle dem, som man normalt ikke hører om eller fra, kommer filmmagernes bedrift til at virke endnu mere imponerende. Vi får også lov til at overvære nogle af de mindre positive (men enormt fascinerende) hændelser under optagelserne – lige fra Jackson, der brokker sig over ubrugelige rekvisitter, og Liv Tyler, som bliver irriteret over en bidende hest, til Ian McKellen, der glemmer sine replikker, og assistenter, som bliver tvunget til at gennemrode madaffald for at finde en forsvunden filmrulle.