Bang Bang Orangutang

Da “Abernes planet: Oprindelsen” i sin tid blev annonceret, var jeg overbevist om, at der var tale om en forsinket aprilsnar. Hvorfor dog spilde kræfter – og en halv milliard kroner – på at puste nyt liv i en af filmhistoriens værste franchises? Jovist, “Abernes planet” fra 1968 er en af science fiction-genrens største milepæle, men den blev efterfulgt af fire fortsættelser, to tv-serier og et remake med Mark Wahlberg, som alle var sværere at kæmpe sig igennem end et abebur uden udluftning. Men af uransagelige årsager har 20th Century Fox atter valgt at genoplive føljetonen.

“Abernes planet: Oprindelsen” tager desuden udgangspunkt i den tredje og klart dårligste “Abernes planet”-fortsættelse, “Oprør på abernes planet”, så seriens nyeste kapitel har på forhånd alle odds imod sig. Men “Abernes planet: Oprindelsen” er ikke nogen tam efteraber – det er faktisk en af de bedste film, som årets hæslige blockbustersæson har disket op med.

Filmen foregår få år ude i fremtiden, hvor en ung og ambitiøs videnskabsmand, Will Rodman, har udviklet et medikament, som muligvis kan kurere Alzheimers. Rodman har testet stoffet på en række primater, der alle udviser tydelige tegn på styrket intelligens efter eksperimenterne. Efter en voldsom ulykke bliver Rodmans faciliteter dog lukket ned, og dyrene aflives, men forskeren tager en af aberne med hjem – en baby ved navn Cæsar, der har arvet sin mors unikke intellekt. Som titlen (og seriens andre film) antyder, går noget galt hen ad vejen, og et opgør mellem de behårede abekatte og os homo sapiens synes uundgåeligt.

Umiddelbart ligner “Abernes planet: Oprindelsen” den gennemsnitlige blockbuster anno 2011: Historien er ligetil, der er klart definerede helte og skurke, og filmen har alle de obligatoriske computereffekter og storstilede actionsekvenser, som man forventer af en kostbar Hollywood-produktion på denne tid af året. Men “Abernes planet: Oprindelsen” adskiller sig også på flere punkter fra årets mange metervarer om megarobotter, rumvæsner og pinagtige pirater.

Her er noget så sjældent som en potentiel blockbuster, der både er eftertænksom og tålmodig – forcer, som mange moderne filmmagere åbenbart opfatter som brister. “Abernes planet: Oprindelsen” tager sig god tid til at introducere sine nuancerede figurer (af alskens racer), så vi faktisk føler noget for dem, når de kommer i fare, og der er flere lange, tavse passager, hvor vi kun får lov til at overvære computerskabte aber kommunikere via håndtegn. Den slags sekvenser kunne let have virket ufrivilligt grinagtige, men instruktøren Rupert Wyatt og hans 3D-animatorer præsterer den sjældne, svære kunst at gøre computergenererede pixels lige så dragende og livagtige som skabninger af kød og blod.

Andy Serkis fortjener en stor del af æren for netop den bedrift. Via avanceret computerteknologi har Serkis begavet den computerskabte Cæsar med sine bevægelser og grimasser, på samme måde som Serkis “spillede” kæmpegorillaen i Peter Jacksons “King Kong” og Gollum i “Ringenes herre”-trilogien. Aberne ser ikke altid fuldkommen troværdige ud (især ikke når de interagerer med rigtige mennesker), men takket være Serkis og Co. lever man sig så meget ind i den hårdt prøvede Cæsars kamp, at man inderligt håber, at hans revolution mod menneskeheden lykkes. Det er ikke altid dyrene, som er dyriske.

Faktisk er aberne langt mere interessante end menneskerne, hvoraf de fleste blot er snerrende fjolser. James Franco er overbevisende som den sympatiske Rodman, og pudsigt nok har han en rigtig god kemi med Cæsar, men ikke med sin ægte medspiller, Fredia Pinto, som er fuldkommen anonym som Rodmans kæreste. Garvede kendinge som Brian Cox og John Lithgow imponerer i mindre biroller, men filmen tilhører de computerskabte væsner.