Rome - Sæson 1

InstruktionMichael Apted, Allen Coulter, John Maybury, Alan Poul, Steve Shill, Alan Taylor, Timothy Van Patten, Adam Davidson, Julian Farino, Carl Franklin, Jeremy Podeswa, Alik Sakharov, Mikael Salomon, Roger Young

GenreAction, Action, Drama, Drama, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Rome – Sæson 1

4 6
Et imperiums fødselTil trods for, at verdens dyreste tv-serie, “Rome”, hverken er helt så skarp eller spændende som nogle af HBO’s andre store satsninger, underholder fortællingen om to soldaters sammenflettede skæbner under den romerske republiks fald stadig på højt niveau. Udgivelsen af den komplette første sæson på dvd indeholder i alt seks discs, og byder på en stor stak velproduceret ekstramateriale men også en kedelig teknisk brøler, der skæmmer det ellers fornemme helhedsindtryk.
“Rome” er et storladent historisk drama, der begynder i år 52 før Kristus, hvor de to soldater, Lucius Vorenus og Titus Pullo, vender hjem til Rom efter otte år med blodige krigstogter i udlandet. De kunne ikke være mere forskellige; hvor Lucius er både pligtopfyldende og tro mod sin smukke kone, er Titus den drikfældige ballademager, der horer sig gennem tilværelsen, fordi han ikke rigtig har andet at give sig til. Begge bliver de mere eller mindre tilfældigt blandet ind i de mange politiske intriger og voldsomme magtkampe, som hærger byen, og fører til, at den 400 år gamle republik styrtes af general Cæsar. Cæsars ambition er at gribe magten og gennemføre vidtrækkende sociale forandringer, hvilket bestemt ikke falder i god jord hos den dekadente overklasse, der hidtil har siddet tungt på magten i den evige stad.

Målet med “Rome” har været at skabe så præcis en skildring af det gamle Rom som muligt, og fange de mange politiske og sociale nuancer, der kendetegnede millionbyen for 2000 år siden. Rom var en på alle måder farverig by med et væld af forskellige kulturer og samfundslag, der eksisterede side om side i et samfund, der på den ene side var meget moderne, mens det på den anden dyrkede det ekstremt barbariske og havde en mildest talt afslappet holdning til seksualitet. Den megen vold og sex gengives i vanlig HBO-stil råt for usødet i serien, der med sin fuldstændige mangel på blufærdighed er både provokerende og dragende. “Rome” forarger på den fede måde og fanger fermt datidens ekstremt relative opfattelse af, hvad der var god moral.

Det ses tydeligt, at “Rome” har været dyr at lave, og selvom man i serien aldrig helt får indtryk af, at der lever over en million mennesker i byen, udgør genskabelsen af Rom ikke desto mindre en imponerende ramme om handlingen. Selv de mest storslåede sekvenser skildres dog altid fra enkelte personernes synsvinkel, og der dvæles ikke ved de enormt detaljerede kulisser og kostumer, hvilket giver serien et henkastet og autentisk præg. Fokus ligger først og fremmest på personerne og lige fra de to hovedroller til de mange biroller, der omfatter bl.a. Cæsar, hans familie, ærkerivalen Pompey og ikke mindst Kleopatra, har forfatterne, med afsæt i historiebøgerne, fået skruet mange nuancerede personer sammen. Skuespillet er af høj kaliber med Kevin McKidd, Ciarán Hinds og Polly Walker blandt dem, der skiller sig særligt ud.

Handlingen er bygget op omkring Lucius og Titus’ venskab, Lucius’ familie og ikke mindst opgørerne mellem Cæsar, Pompey Magnus og senatet i Rom. En kompleks historie, hvor såvel store som umiddelbart banale begivenheder viser sig at få afgørende betydning for magtbalancen som historien skrider frem. En del af seriens styrke udspringer af de mange små skift, der opstår i alliancerne mellem personerne. Handlingen kommer imidlertid først for alvor i kog i sidste halvdel af sæsonen, og det er f.eks. ikke alle aspekter af Lucius’ familieforhold, der er lige spændende. Man savner noget drama, og selvom hensigten har været også at skildre romernes hverdag, kunne konflikterne her godt være skarpere og mere intense. Derudover skifter tonen i første sæson flere gange brat fra alvorlig til lettere selvironisk, som når Titus fjoller rundt, hvilket ikke altid virker lige passende.

VideoStilistisk er “Rome” tilbageholdende og billederne har ikke været udsat for så stærke filtre som i f.eks. “Deadwood” eller “Carnivale”, der begge har et mere markant visuelt udtryk. Hvor nogle scener i “Rome” kan minde lidt om BBC’s tv-rekonstruktioner af historiske begivenheder, er optagelserne overvejende flotte og gengives suverænt på dvd. Der er overhovedet ingen slitage eller defekter og alt står knivskarpt, så der rigtig er mulighed for at studere afhuggede arme og hoveder i detaljer. I enkelte mørke scener dukker der lidt gryn op, mens farverne ændrer en smule karakter, men det er småting ved et ellers fantastisk transfer.
AudioHvad angår lyden, er der dog problemer, og i stedet for det engelske Dolby Digital 5.1 lydspor, der findes på såvel den amerikanske som den britiske dvd-udgave af “Rome”, må vi herhjemme nøjes med et 2.0 spor. Skuffende for en tid, hvor næsten alle amerikanske tv-serier udgives med 5.1 lyd, og det avancerede lyddesign på “Rome” taget i betragtning, virker udeladelsen fuldstændig hovedløs. Forklaringen må være pladsmangel, men hvorfor så ikke smide de italienske og spanske 2.0 spor over bord, og finde pladsen der? Den danske udgave indeholder ikke færre skiver end i alle andre regioner, hvor der har været plads nok.

Det engelske 2.0 lydspor er udmærket med jævnlig brug af baghøjtalere og subwoofer, men det har slet ikke den grad af detaljer eller bund, man normalt kender fra 5.1 standarden, der utvivlsomt ville have gjort lydoplevelsen større. Alt tale står dog tydeligt og er let at forstå for dem, der foretrækker deres serier uden undertekster.

EkstramaterialeWarner skal have ros for at have overført samtlige ekstrafeatures fra den amerikanske udgivelse i stedet for helt at fjerne dem, som det har været tilfældet med udgivelserne af bl.a. “Deadwood”. De seks “Rome” dvd’er leveres på behørig vis i en lækker træboks omgivet af et papcover, mens der også er vedlagt en Character Guide booklet – der er en nødvendighed for at kunne finde rundt i det store persongalleri.

Skiverne indeholder i alt otte kommentarspor med bl.a. producent/forfatter Bruno Heller, den historiske konsulent Jonathan Stamp samt skuespillerne Kevin McKidd og Ray Stevenson. Sporene er udmærkede, selvom der er mange pauser, og byder på diskussioner af såvel seriens indhold over for historiske optegnelser som skuespillernes egne iagttagelser. McKidd kommenterer afsnit 11, der er et af de bedste og blodigste i første sæson, men der er desværre ingen bidrag fra Mikael Salomon, der har instrueret det. Det er en omfattende introduktion, ikke bare til det historiske Rom, men også selve produktionen. Der er desuden et udførligt tekstspor med historiske facts til hvert afsnit.

Foruden et lille billedgalleri og en kort introduktion til personerne, indeholder dvd’erne fire dokumentarprogrammer med en spilletid på godt halvanden time i alt. De to første indslag, “Caesar’s Triumph” og “Gladiator”, kigger nærmere på to af seriens fedeste sekvenser, Cæsars triumftog i afsnit 10 og gladiatorkampen i afsnit 11. I den første får vi et indblik i de mange forberedelser, der skulle til for at skabe den enorme sekvens, og måden man har valgt at filme den på. I indslaget om gladiatorerne afsløres det bl.a., hvordan man lavede de blodige effekter.

Den tredje dokumentar, “The Rise of Rome”, kigger nærmere på produktionen som helhed og de mange elementer, der skulle til for at genskabe et historisk korrekt Rom. Der er masser af interviews og bag kameraet optagelser, hvilket også gør sig gældende for den fjerde og sidste dokumentar, “When in Rome”, der diskuterer kulturen i det gamle Rom. Programmerne er udmærkede om end det hele bliver lidt overfladisk i de to sidste indslag, hvor man sagtens kunne have taget grundigere fat i f.eks. de enkelte instruktørers tilgang til serien.

Første sæson af “Rome” er rigtig god underholdning med interessante personer, komplekse intriger og en fantastisk iscenesættelse af det gamle Rom. Selvom dramaet i nogle perioder bliver lidt slapt, er serien aldrig kedelig, hvilket i høj grad skyldes det rigtig gode skuespil. Selve dvd-udgivelsen er flot og byder på fremragende billedkvalitet og godt ekstramateriale, mens der desværre ikke er mulighed for at se “Rome” med Dolby Digital 5.1 lyd. Det trækker ned. Hvis man vil have den optimale lydkvalitet, skal der investeres i en af de udenlandske udgaver.

Klik her for at læse Filmz’ interview med Mikael Salomon.


Trailer

Kort om filmen

Roms styrende overklasse har mistet sin folkelige opbakning. Korruption og grådighed har langsomt ødelagt grundlaget, som den romerske republik hvilede på. Samtidigt er Julius Cæsar på march mod hovedstaden efter et langt og succesrigt felttogt i Gallien. Med sig har han, foruden sine krigere og enorme rigdomme, også en snedig plan for, hvordan han vil erobre senatet og overtage magten.