Bonellos nye klæder skjuler Saint Laurent

Der er ingen mangel på store personligheder at lave film om. Den legendariske og i lige grad notoriske Yves Saint Laurent er én af dem. Så meget, at to film om hans liv fik premiere næsten samtidig. Den ene havde premiere sidste forår, men vi har måttet vente på Bertrand Bonellos fortolkning af hans liv. Den er fotograferet af den talentfulde Josée Deshaies, hvis kræfter for ofte spildes på kedelige film, og så kan der endda prales af Helmut Berger på rollelisten.

Gaspard Ulliel i titelrollen er intet mindre end en naturkraft, der river alle omkring sig med i sit kølvand, hvor man enten kan prøve at følge med eller drukne. Han veksler veloplagt mellem to sider af Saint Laurents personlighed: det ene øjeblik stirrer han melankolsk ud i intet, mens en af de evige cigaretter hænger fra hans hånd, og i det næste får han et skælmsk, næsten dæmonisk blik, og så gives der los med vilde fester eller skarpe kommentarer. Hans bevægelser er bløde og elegante, men giver også indtryk af en konstant tilstand af døs, der lige så godt kan være forårsaget af livslede som af alkohol og stoffer. Kort sagt er det på ingen måde svært at tro på ham som Saint Laurent.

Problemerne begynder i det snit man har lagt i det biografiske. Der springes helt over hans tid hos Dior, hvor han stod i lære og havde sit store gennembrud. Derimod begyndes der i 60’erne, hvor han er midt i en større deroute personligt og mentalt. Umiddelbart er der intet i vejen med at ville fortælle historien om kunstneren i krise, og hvordan han bearbejder den. Problemet er her, at Bonello slet ikke kan holde fokus på netop det. Han fortaber sig i unødvendige orgiescener, der endnu engang udviser den umodne voyeurisme, som Bonello alt for ofte forfalder til i sine film; senest i bordelfilmen “House of Tolerance”.

Værst er de endeløse diskoscener. I en scene, hvor Saint Laurent først møder sin homme fatal, Karl Lagerfelds muse, Jacques Bascher, panorerer kameraet fra Basher henover det fyldte dansegulv til dunkende musik og til en tydeligt betaget Saint Laurent. Herefter panorerer kameraet i samme adstadige tempo tilbage igen, og Bascher sænker koket blikket, hvorefter vi endnu engang får lov at betragte neonlyset og de dansende skikkelser i en efterhånden uendelig scene, før vi ender ved Saint Laurent igen. Frustrerende.

Saint Laurents kjoler er smukt realiserede. Hans ikoniske farveladeeksplosion af en kollektion fra 1976 krydsklippes med billeder af alle dem, der ikke kunne holde til de vilde liv og gik til grunde i stoffer, sex og druk. Det er så fedt og så lækkert og så stærkt – og netop derfor er det så synd, at der ikke er en historie, der kan lægge bund til det visuelle. Forestil jer Kejserens nye klæder, hvor man kun kunne se tøjet og ikke kejseren.