‘My little savior’, siger Amanda, den døende danserinde, til sin nye sygeplejerske, Maud.

Maud har givet sig hen til Gud efter et voldsomt dødsfald på den stue, hvor hun havde vagt på hospitalet. Mere forklaring får vi ikke.

Med blodindsmurt ansigt kigger Maud op på stuens loft. Op mod en højere magt. Hendes kald er et andet sted. Gemt væk i et lille skodværelse uden fristelser.

Hun skal redde Amanda Köhl, der er på sin egen, trodsige vej direkte mod helvede. Fanget i en kørestol kæderyger den tidligere danserinde sig gennem den sidste tid af sit liv med druk og sex med kvinder i en slags foragt for den Gud, der har taget hendes krop og liv fra hende. Hun skal leve. Ikke frelses.

Det handler om frelse. Maud skal redde Amanda. Det er Guds plan. I hvert fald ifølge Maud. Hun har fået en ny chance. Den skal gribes for enhver pris. Ikke bare som en sygeplejerske, der skal få Amanda til at have det godt gennem sin sidste tid, men som en sjælefrelsende helgen.

Det fungerer vanvittigt godt. Det skyldes især de to kvindelige hovedroller og den skærende kontrast imellem dem. Begge med en overflade, der kan briste hvert sekund.

Morfydd Clark i titelrollen balancerer perfekt mellem selvsikker troende og knækket kvinde, mens Jennifer Ehle som Amanda har de spydige og religionskritiske kommentarer liggende klar lige bag sit venlige ansigt.

Det er gyserudgaven af “First Reformed“. En spiral ned i vanviddet i søgen efter en mening med troen på Gud.

Men hvor Ethan Hawkes præst beskæftigede sig med en samfundskritik henvendt militærveteraner, klimafrygt og pseudo-terrorisme, så er Morfydd Clarks helgen en psykotisk vanvidsgyser fra A24 – selskabet, der skræmte mig med “Midsommar” og “The Lighthouse”.

For lynhurtigt står det klart: Amanda er fysisk syg, ja, men hvem er egentlig mest syg, når det kommer til patient og plejer?

Maud prøver en enkelt gang at komme tilbage til sit gamle liv. En tur i byen, et vanvittigt tilfældigt knald. Skal hun leve livet og nyde nuet? Nej, dæmonerne fra fortiden er for tæt på, så hun rækker ud til Gud.

Hendes ekstreme tro på Gud er det, der gør “Saint Maud” uhyggelig. En tragedie om at skulle gøre det rigtige i Guds navn. Uanset om det betyder klamme spasmer, når hans kraft går igennem kroppen eller tegnestifter i sålen, så man kan mærke Jesu smerte.

Alt imens den umiddelbart stakkels Amanda viser sit sande jeg for Maud. Hendes før så venlige ‘my little savior’ får en mere ironisk klang. Driver hun gæk med Maud? Er hun en frister? Er Satan tættere på end først antaget? Det er paranoid vanvid.

Uanset om Amanda mener det ironisk eller ej, så er jeg sikker: “Saint Maud” er min lille frelser.