San Andreas

InstruktionBrad Peyton

MedvirkendeDwayne Johnson, Alexandra Daddario, Carla Gugino, Paul Giamatti, Ioan Gruffudd, Archie Panjabi

Længde114 min

GenreDrama, Katastrofe

IMDbVis på IMDb

I biografen28/05/2015

Anmeldelse

San Andreas

2 6
Hollywood braser sammen

Selv om det meste af Californien ødelægges af jordskælv, så handler “San Andreas” ikke om det. Den handler om en kvinde, der tog fejl. En kvinde, der ikke kunne se, at Dwayne ‘The Rock’ Johnson er drømmemanden. En kvinde, der lod sig skille til fordel for en slesk stjernearkitekt, som bygger vor tids Babelstårne, der nu smadres i CGI-stumper og stykker. Jordskælvene er en undskyldning for at vise, at hun, kvinden, tog fejl. At manden med muskelnakken og de fremskudte skuldre er drømmemanden. Så meget ødelæggelse for så dum en erkendelse.

Selv Hollywood-skiltet ødelægges af naturens kræfter. Aldrig er så meget blevet ødelagt, uden jeg på noget tidspunkt var nervøs for, at nogen skulle komme til skade. Richterskalen slår ellers rekord, fortæller Paul Giamatti som den kloge forsker med briller og måne i en sidehistorie med stort S og lidt relevans. Men når bygningerne falder sammen, er det ikke tunge ruiner, katastrofe-karaktererne får i hovedet, men udefinerbare, computerskabte murbrokker, der virker lige så troværdige som den primære fortælling i “San Andreas”.

Den er en slags “Baywatch”-fortælling, en ligegyldig individhistorie med smukke mennesker. Den smukkeste af dem er brystbomben Alexandre Daddario på 29 år, der kysses på, når hendes bukser er mest gennemblødt stramme af tsunami-vand. Hun spiller den hjemmeboende datter, der efterlades i jordskælvskaos af sin papfar, stjernearkitekten, der er et dårligt menneske, fordi han er rig. Fordi han ikke har været i Afghanistan som den brystkasse-tatoverede Ray, der nu gør sin pligt som helikopterredder. Nu skal den storbarmede datter reddes hjem af farmand Ray i selskab med den snart forhenværende ekskone, storbarmet spillet med hengivne blikke af Carla Gugino.

At The Rocks Ray er drømmemanden, kan der ikke være mange meninger om. Imens verden omkring ham styrter i grus, har han køligt med tid til at overmande en tyv, der truer med en pistol. Belønningen kommer straks derefter med en sensuel hånd på låret fra ekskonen – hun elsker bare, når han tæver de slemme drenge. Og så er han sjov. Efter parret er landet i faldskærm på et baseballstadion, siger Ray med et lummert blik som afsender: ”Det er lang tid siden, jeg har fået dig til 2. base.” Selv ikke Roger Moore på de dårligste 007-dage kan være med her. Men Ray er også en moderne mand. Super følsom. De havde to døtre – den ene druknede. Han er helt vildt ked af det. Det siger han mange gange. Konen, der tog fejl, trøster: ”Hvis du ikke kunne redde hende, så var der ingen, der kunne.”

Det har hun ret i. Ray kan det hele. Gør, som der bliver sagt. Med et amerikansk flag blafrende i baggrunden. Det kan “San Andreas” ikke. Andre cli-fi-film, som den aktuelle “Mad Max: Fury Road”, har en pointe med sin fucked up verden. At menneskeheden har ødelagt planeten, at vi må ændre os, gøre tingene anderledes for at overleve. Der er ingen pointe med jordskælvene her. Kun den, at lige meget hvor meget Jorden ødelægges, ja, så vil USA altid bestå, så længe de har pumpede mænd, der kan knytte næven og gøre, hvad der bliver sagt. Så længe, man er som The Rock, så vil der altid være en storbarmet kvinde til dig, som du kan få en storbarmet datter med.

Der er én god scene i “San Andreas”. En tsunami er på vej, og The Rock med eks forsøger i speedbåd at nå over den, inden den topper. Inden de bliver smadret imod bredden. Simpel og dygtig spænding. Resten er bras fra Hollywood, der braser sammen, imens en kvinde indser, at hun tog fejl.

Trailer

Kort om filmen

“San Andreas” handler om en pilot i en redningshelikopter, der forsøger at redde sin datter, efter et kæmpe jordskælv har ramt Californien.