Komplekst karakterportræt indpakket i Disneys glanspapir

Allerede en halv time inde i “Saving Mr. Banks” skal jeg nærmest kæmpe for at holde brækfornemmelserne tilbage. En flashback-sekvens i slowmotion med far og datter på hesteryg i det åbne landskab, tager simpelthen begrebet sentimentalitet til nye højder. ”Hvor er det dog dejligt, at de ikke har glemt de sukkersøde strengeinstrumenter,” var i hvert fald lige omtrent det eneste, jeg IKKE tænkte, da jeg så den storsmilende datter med håret flagrende i vinden komme ridende mod solnedgangen sammen med sin omsorgsfulde far. Men til min glæde og overraskelse viser der sig rent faktisk at være en mening med rørstrømskheden. For uanset hvor usandsynligt det måske lyder, så er de sentimentale flashbacks med til at gøre filmen kompleks.

Det hele starter ellers, som man kunne forvente. P.L Travers – eller Mrs. Travers, som den britiske overklassefrue ønsker at blive tiltalt – tager til USA, fordi hun modvilligt går med til at sælge filmrettighederne til sin bog “Mary Poppins”. På rejsen dertil får alt og alle en nedladende bemærkning med på vejen. Om det så er en grædende baby i flyet eller selveste Walt Disney i det brovtende Hollywood er underordnet. Hvis der er det mindste, som ikke behager Mrs. Travers, så bliver det også kommenteret. Og det er ganske enkelt skide sjovt. Dels fordi Emma Thompson er intet mindre end suveræn i rollen som den snobbede P.L. Travers, men også fordi der ligger et element af sandhed i adskillige af de krasse kommentarer. For når det kommer til stykket, hvad i al verden kan en 60-årig dame så bruge et hotelværelse fyldt med tøjdukker til? Ingenting, naturligvis.

Tøjdukker og nedladende bemærkninger lyder måske ikke som starten på et dybdeborende karakterportræt. Det er det heller ikke. For isoleret set er der ikke meget tyngde i at se den gammeldags P.L. Travers brokke sig over samtlige af Walt Disneys kreative indslag. Det ekstra lag udebliver dog ikke, men kommer noget overraskende fra de sukrede flashbacks, som kigger tilbage på P.L. Travers’ barndom. De første af slagsen er nemlig bare kedelige glansbilleder af, hvad der kunne ligne en noget nær perfekt barndom. Gradvist bliver de dog mørkere og mørkere, og langsomt – men lige så sikkert som Travers’ ubehag over Disneyland – finder vi ud af, hvad der gemmer sig under overfladen. Ikke nok med det så bringer de dystre flashbacks også fornyet mening til de tidligere ellers så glansbilledagtige tilbageblik.

I bund og grund handler “Saving Mr. Banks” nemlig om de bagvedliggende omstændigheder, der er med til at forme os som mennesker. Om det, der gemmer sig bag det polerede ydre. For hvordan er P.L. Travers blevet til en vrissen og perfektionistisk dame? Og hvad var formålet med at skrive “Mary Poppins” overhovedet? Det er spørgsmål som disse, filmen forsøger at besvare. Og for det meste er svarene ikke børnevenlige. Ja, egentlig er “Saving Mr. Banks” – modsat hvad traileren ellers indikerer – en ganske mørk fortælling.

Desværre har filmskaberne følt sig nødsaget til at kompensere for Travers’ dystre fortid med lidt for mange rørstrømske øjeblikke, som ikke har andet formål end at få tårekanalerne på arbejde. Et godt eksempel på det er Travers’ privatchauffør, der fortæller, at han altid snakker om vejret, fordi hans datter, som sidder i kørestol, kun har mulighed for at sidde udenfor i solskinsvejr. Også fremstillingen af “Mary Poppins”-filmen bliver lidt for meget af det gode. Det føles ganske enkelt hult at se den gammeldags P.L. Travers pludselig bløde op for Walt Disneys farverige filmatisering. Travers’ værdier ligger ganske enkelt for langt fra Disneys til, at jeg for alvor kunne købe hendes pludselige forvandling. Her bliver det desværre lidt for tydeligt, at “Saving Mr. Banks” er en Disney-film om en, ja, Disney-film.