”Say hello to my little friend!”

Ligesom mange andre kultfilm blev Brian De Palmas “Scarface” trynet af pressen og ignoreret af biografgængerne, da den i sin tid udkom. De Palma blev endda Razzie-nomineret i kategorien ‘årets værste instruktør’. Men den har siden hen erobret kritikernes gunst og en enorm fanskare. Før jeg genså filmen på Blu-ray, havde jeg blot set “Scarface” en enkelt gang for adskillige år siden, hvor jeg selv havde svært ved at forstå, hvorfor filmen fortjente en renæssance. Ja, ærlig talt følte jeg, at “Scarface” var et endeløst og meningsløst voldsorgie badet i blod, sex og stoffer, men da jeg begyndte at gense filmen, blev jeg øjeblikkeligt tryllebundet.

Det er bestemt ikke let at have et dumt svin som omdrejningspunkt, for det kan nemt blive så svært at forholde sig til karakteren, at historien bliver umulig at leve sig ind i. P.T. Anderson mestrede den svære balancegang i “There Will Be Blood”, og det samme gjorde Martin Scorsese i “Raging Bull”. Men selvom “Scarface” har en markant mindre sympatisk herre i centrum, den cubanske gangster Tony Montana (Al Pacino), forbliver man grebet i filmens tre timer. Montanas adfærd er ellers så ækel, at man som tilskuer burde blive skræmt langt væk, men ligesom i “The Godfather” giver Pacino os her et tilbud, vi ikke kan afslå: Et ufatteligt underholdende studium i én mands selvdestruktion.

“Scarface” er ren Shakespeare i dens skildring af én grådig gangsters orkestrering af sin egen succes og sit eget fald. Det kan måske virke mærkeligt at sammenligne litteraturhistoriens største stykker med en spillefilm gennemsyret af vulgære svadaer, pastelfarver og forældet synthesizermusik, men der er afskygninger af Macbeth i Oliver Stones manuskript til “Scarface”, der ligeledes skildrer en tyrannisk fyrste, som fældes af sit eget magtbegær. Ligesom Macbeth overdænges Montana med dystre profetier, der spår hans endeligt, og i hovedrollen leverer Pacino en teatralsk præstation, som den britiske barde formentlig ville have elsket på de skrå brædder. Pacinos præstation burde ikke fungere på film, men det gør den.

Ved første øjekast virker Pacino endda en anelse overgearet – som en mand, der har fået lidt for frie tøjler til at lade sin indre svinehund slippe løs. Men der går ikke længe, før man blot stirrer måbende i uforbeholden beundring. Pacino lever sig fuldstændigt ind i rollen, og man følger ham gladelig til kulkælderen i Montanas sjæl, for der er en vildskab i Pacinos præstation og en glohed glød i hans øjne, som på én gang er skræmmende og forbavsende dragende. Han er som en frådende, brølende løve i zoologisk have – man kan ikke vende blikket væk, og samtidigt nager frygten for, at han pludseligt kommer springende imod os og flår os itu. Selv den cubanske accent mestrer Pacino ubesværet.

Selvom Montana nærmest er gået hen og blevet en forgudet antihelt (hvilket i sig selv er mere skræmmende end alle filmens spændingsmomenter tilsammen), så var det bestemt ikke tilsigtet, for hverken Pacino, De Palma eller Stone portrætterer nogensinde Montana som andet end en koldblodig satan. Pacino tilføjer dog den helt rette dosis sarkasme, der gør Montana udholdelig, hvis ikke sympatisk. Samtidig ligger der en nærmest pervers nydelse i at se Montana give sine lige så gemene kollegaer igen med samme mønt… at se den kriminelle underverden bryde i brand under en kaskade af den samme benzin, som holder den kørende. Men Montanas beundrere har åbenbart ikke bemærket, at filmen altså håner, ikke hylder, mandens depraverede og hæmningsløse livsstil.

Romancen mellem Montana og hans chefs elskerinde, som spilles af Michelle Pfeiffer, føles dog som en påtaget og underudviklet del af historien, så en perfekt film er “Scarface” ikke. Men De Palma beviser gang på gang, at han er en mester – nærmest på niveau med Hitchcock – i at skabe suspense. Den berømte skudduel på Babylon-natklubben og scenen på et nedslidt hotel, hvor et møde mellem Montana og en gruppe colombianske pushere går grueligt galt, er to af de mest nervepirrende sekvenser, der nogensinde er blevet optaget på celluloid. Skræmmende, skelsættende scener som disse supplerer fornemt De Palma og Stones både flotte og foruroligende udstilling af den amerikanske drøms skyggeside.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Det er svært ikke at blive overvældet af transferets detaljerigdom. Bare tjek scenen i cubanernes flygtningelejr, hvor utallige puder bliver revet itu, og hver eneste lille fjer i luften er fuldstændig tydelig. Indimellem er hudfarverne en anelse lyserøde, og spinkle glorier optræder i ganske få skud, men billedet er knivskarpt og praktisk talt pletfrit (en smule overkommelig snavs optræder i nogle af de allermørkeste sekvenser), kontrasten er solid som cement, og farvegengivelsen er upåklagelig i næsten alle scener.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er mindst lige så imponerende som transferet. Ligesom i mange andre film fra 1980’erne lyder dialogen her indimellem lidt spids, men som regel kommer både replikkerne, lydeffekterne og musikken klokkeklart igennem. Der er også flere effektive panoreringer – såsom da en stor helikopter passerer kameraet i kapitel 3, hvor man vitterligt drejer hovedet for at tjekke, om ens egen stue passeres af en række rotorer. Nye lyde er ikke blevet tilføjet, og filmens oprindelige mix er blevet omdannet til surround med måde og respekt – brugen af musik og lyd i baghøjtalerne skaber en fornem auditiv atmosfære. Universal har desuden været så venlige at inkludere filmens oprindelige stereo-lydspor. God beslutning.

Ekstramateriale

I alt ni dokumentarer medfølger, som tilsammen varer cirka 121 minutter. Filmmagerne, skuespillerne og alskens andet godtfolk diskuterer filmens skabelse og den virkelige krig mellem ordensmagten og den kriminelle underverden. Dokumentarerne er velproducerede og enormt underholdende – især den, som fokuserer på den censurerede og decideret grinagtige tv-udgave af filmen. Her er også 23 minutters slettede scener i middelmådig billedkvalitet, og flere af dem er faktisk ganske fascinerende. Endnu bedre er diskens interaktive funktioner. Man kan slå en tæller til, som registrerer, hver gang der bliver skudt og sagt ”fuck”, og her er også et superbt video-kommentarspor, som præsenterer utallige relevante interviews og klip under filmen. Fans bør ikke sidde tilbage med nogen ubesvarede spørgsmål efter at have tjekket ekstramaterialet.