Balancen mellem komedie og tragedie kan ofte være hårfin, og kun få mestrer at holde tungen lige i munden, som arbejdsbien Woody Allen – til tider i hvert fald – evner det. I tilfældet “Scoop” har den amerikanske instruktør uden tvivl haft heldet med sig, og det er på trods af, at skuespil nok ikke bør regnes til hans stærkeste sider.

Som titlen antyder, handler det om den evige jagt på den gode historie. Sondra Pransky (Scarlett Johansson) er ud af en amerikansk tandplejerfamilie, og selv om det ligger hende i kortene at foretage et tilsvarende karrieremæssigt træk, har den unge journaliststuderende tydeligvis villet det anderledes. På sin sommerferie i London sættes hun – sammen med den neurotiske tryllekunstner Splendini (Woody Allen) – ved lidt af en tilfældighed på sporet af en kriminalgåde, hvis mage øjensynligt ikke er set siden Jack the Rippers velmagtsdage.

Miraklernes tid er slet ikke forbi, og i bedste Miss Marple-stil efterforsker de to ret så forskellige personager altså en hel serie mord på en række kvinder, der alle har det til fælles, at de er korthårede brunetter med prostitution som hovederhverv. Som ånden i glasset popper den nyligt afdøde journalist Joe Strombel (Ian McShane) op fra tid til anden og hjælper med fra sidelinjen ved at udbrede ledetråde, der alle peger i retning af rigmandssønnen Peter Lyman (Hugh Jackman).

Om Lyman rent faktisk er den morder, de to amatørdetektiver er ude efter, skal naturligvis ikke afsløres her. Men det kommer næppe som den store overraskelse, at den amourøse Sondra – midt i efterforskningens iver – forelsker sig hovedkuls i den hovedmistænkte, hvilket naturligvis komplicerer sagerne en hel del. Enklere bliver det naturligvis ikke af, at hun og Splendini dækker sig ind under at være rigmandsfar og -datter.

Umiddelbart er stærkeste ledetråd det tarotkort, gerningsmanden efterlader ved alle sine ofre, og i det hele taget synes kortspil at være et gennemgående tema for “Scoop”, men det stærkeste kort må dog alligevel være komikken, der et langt stykke af vejen leveres let og elegant i en ping-pong mellem Woody Allens og Scarlett Johanssons finurlige karakterer. Men det komiske islæt tapper også for energi, og måske af samme grund mister filmen lidt af sin veltilpassede spilleglæde undervejs.

Noget alvorligt problem bliver det imidlertid aldrig, al den stund vi jo stadig har en kriminalgåde, der skal løses. Og løst det bliver den – med hiv og sving. Men først skal vi lige igennem en godmodig og lun komedie, der bestemt hører til Woody Allens mere letbenede men også bedre komedier, om end den ikke formår at hamle op med forrige års noget mere tungsindige og drevne “Match Point”, der for i øvrigt excelerer i samme valg af tematik og hovedrolleindehaver.

Så bundsolide kvaliteter har “Scoop” ikke i sin besiddelse – bortset fra tematikken og skuespillerinden – men alligevel bør den bemærkes for det, den i bund og grund er – en underholdende lille perle, der på fornuftig vis formår at knytte komedie og tragedie sammen inden for rammerne af det britisk inspirerede kriminaldrama. Det er ikke stor kunst og formentligt hurtigt glemt, men det er fandens underholdende, mens det varer.

VideoBilledsiden i Woody Allens film har aldrig hørt til styrkerne. Og på billedsiden er “Scoop” da heller ikke noget at skrive hjem om. Filmen leveres i et anamorphic widescreen 1.78:1 format, der ikke hører til forcerne. Billedet står grundlæggende skarpt, men alligevel er det ikke til at komme uden om flere tilfælde af digital støj og edge enhancement. Farvetemperaturen er endog ganske svingende, men derudover er transferet trods alt jævnt acceptabelt.

AudioLyden leveres i et engelsksproget Dolby Surround 2.0 lydspor, der kun leveres via fronthøjtalerne. Lyden bærer kraftigt præg af, at efterbehandlingen har været ganske overfladisk, men det gør dog ikke det store, da “Scoop” i høj grad hviler på dialogen, som går klart igennem.

EkstramaterialeEkstramaterialet til “Scoop” er ikke eksisterende. Der er trailers for de kommende dvd-udgivelser, “Notes on a Scandal”, “A Good Year”, “Little Children” og “Skæbne Sporet”. Men derudover er der altså intet at komme efter.

Woody Allen, som ellers pr. definition er en inkarneret Manhattan instruktør, overraskede alle da han hev teltpløkkerne op og flyttede produktionen til London for at lave den alvorlige “Match Point”. Den lå i stil og fortælling meget langt væk fra de typiske Woody film, men ikke desto mindre blev den hans bedst modtagede film i årevis, og en påmindelse om, at han stadig havde skarpt blæk i fyldepennen. Mange, inklusiv undertegnede, opfattede den som et nyt højdepunkt for den aldrende filmmager, men filmen efterlod også mange Woody aficionados skuffede.

For dem er der håb i “Scoop”, der ganske vist stadig foregår i London, men som alligevel er en tilbagevenden til de mere klassiske Allen komedier, som vi kender dem fra “Skorpionens forbandelse” og særligt “Manhattan mord mysteriet”. Woody Allen er selv at finde blandt skuespillerne, om end han denne gang udfylder en knap så fremtrædende rolle og (lykkeligvis) ikke spiller førsteelskeren.

For den hårdkogte, beslutsomme og nu afdøde journalist Joe Strombel (Ian McShane) er der intet, der er mere betydningsfuldt end en god historie. Da han, på vej til det næste liv, endelig får et solidt spor om den berygtede tarotkortmorder, må han derfor nødvendigvis gøre noget. Samtidigt er den lidt usikre amerikanske journaliststuderende Sodra Pransky (Scarlett Johanson) på besøg i London. Hun overværer et trylleshow af den ikke overvældende talentfulde tryllekunstner Sid Waterman (Woody Allen). Som højdepunktet bliver Sondra inviteret til at deltage i tryllenummeret, men hun får sig et chok da den afdøde Strombel henvender sig i et syn. Han beretter, at han har en begrundet mistanke om, at den afholdte og charmerende Peter Lyman (Hugh Jackman) er tarotkortmorderen. Inden længe har den ambitiøse Sondra fået hevet den ikke særligt entusiastiske Sid med på efterforskning, og de opsøger Peter Lyman som Sondra dog hurtigt bliver betaget af.

“Scoop” er et fornøjelig og underholdende lystspil, men ligesom resten af Woody Allens nyere komedier så mangler denne det bid og substans som hans 70’er komedier havde. Til gengæld føles den forfriskende hvilket ikke mindst skyldes Scarlett Johanssons evner til at falde ubesværet ind i universet. Som den lidt nørdede Sondra er hun en glimrende opdatering af den klassiske neurotiske Woody Allen figur. Hun er betagende smuk – men ikke bevidst om det – og hendes evne til at levere de klassiske bemærkninger er lige i øjet. Som skuespiller føles Woody Allen selv mere fri i denne film. Muligvis fordi han for første gang ikke behøver at virke yngre, men roligt kan falde ind i rollen som gnaven gamling.

Glimrende er også Hugh Jackman, men det virkelig scoop i “Scoop” er det umiddelbare bizarre valg at caste “Deadwood”s Ian McShane som den afdøde journalist. Han er noget nær perfekt og besidder i forvejen en stemme, der lyder som om den kommer fra hinsides graven. Det er ganske vist en lille beskeden rolle, men den kommer hurtigt til stjæle opmærksomheden fra resten af historien.