Kom igen, tøser!

Det er vel ikke helt galt at postulere, at de fleste mandfolk på denne planet har undgået “Sex and The City” som pesten? Personligt har jeg ikke just undveget HBO’s epokegørende tv-serie, som kørte fra 1998 til 2004, men på den anden side har jeg heller ikke ligefrem opsøgt den. Jeg har dog set nok afsnit på aftener, hvor flimmerkassen ikke havde meget at byde på, til at vide, at der er adskillige gode grunde til føljetonens succes. “Sex and The City” var ikke bare en af flimmerkassens utilgiveligt få tv-serier med stærke, uafhængige kvinder i centrum, det var også et ofte fascinerende og hudløst ærligt studium i forholdet mellem kønnene i vores moderne tidsalder. I modsætning til, hvad myterne antyder, så er “Sex and The City” altså ikke uegnet for mænd.

Desværre forløb seriens overgang fra fjernsynet til det hvide lærred ikke helt gnidningsfrit. “Sex and the City: The Movie” var omtrent lige så lang som en hel håndfuld afsnit af tv-serien, og man kunne tydeligt mærke, at filmmagerne slet ikke var vant til at fortælle historier, der varede mere end lige godt 30 minutter. Der var for mange ligegyldige, parallelle handlingsforløb, flowet var ujævnt, og flere af karaktererne fik for megen spilletid, mens andre nærmere fremstod som statister. Men selvom “Sex and The City 2” fik langt værre anmeldelser end sin forgænger, så synes jeg egentlig, at de to film har de samme styrker og svagheder.

Vi hænger atter ud med føljetonens fire fortryllende veninder – Samantha, Miranda, Charlotte og Carrie – og igen er der nogle af dem, som får mere tid i rampelyset end andre. Carrie er franchisens omdrejningspunkt, så naturligvis fokuseres der især på hendes personlige eskapader. Hun er stadigvæk gift med sit livs store kærlighed, Mr. Big, men efter blot to års ægteskab er deres dagligdag allerede begyndt at blive lidt rutinepræget. De små irritationsmomenter hober sig op, og et sammenbrud synes under opsejling.

Filmens manuskriptforfatter/instruktør, Michael Patrick King, destillerer dramaets slagkraft en anelse ved at gøre Bigs handlinger så stødende og stupide, at det bliver for let kun at holde med Carrie. Men scenerne mellem de to udstiller fornemt komplikationerne i et moderne ægteskab, og ingen af filmens andre sekvenser er nær så følelsesladede. Indtil “Sex and the City 2” fortaber sig i en masse tåbelig fis og ballade i Abu Dhabi, dissekerer den faktisk rollen som hustru, mand, mor, far, ven, veninde, forretningskvinde og elsker i det 21. århundrede med den samme ærlighed og ærbødighed, som serien var kendt for.

Den rødhårede Mirandas personlige rejse i den første film var den mest spændende at følge, men i toeren er hun blevet reduceret til en omvandrende bagatel. Hun er knap nok med i filmens første tredjedel, og da tøserne drager til mellemøsten, er hun øjensynligt kun med for at forklare de lokale skikke, som hun lige har læst om på flyet. Søde, naive Charlotte havde næsten intet at tage sig til i den forrige film, men her får Kristin Davis til gengæld mere spillerum i rollen. Davis brillerer især i en enkelt forbavsende rørende scene, hvor Charlotte og Miranda diskuterer moderskabets mange udfordringer.

Den evigt liderlige Samantha nedlægger som sædvanligt mænd på stribe, men hendes personlighed (i hvert fald i denne film) er næsten ikke-eksisterende. Det havde været oplagt at granske den aldrende dames problemer med libidoen, men hendes relativt høje alder affejes lynhurtigt med et par jokes. Her havde King og Co. mulighed for at runde sagaen af med manér gennem pigernes kollektive rejse ind i de midaldrendes rækker, men i stedet har han klynget sig desperat til status quo. Da pigerne drager til Abu Dhabi omtrent halvvejs gennem filmen, drukner alle observationerne, dramaet og endda pigerne selv i et hav af klicheer, halvracistiske stereotyper og platte jokes. Det virkelighedstro verdensbillede fordamper, og det samme gør charmen. Lad os håbe, at tøserne får en tredje og sidste film, og at den bliver lavet ordentligt.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 1.78:1. “Sex and The City 2” er spækket med overdådige ørkenbilleder og betagende skud af ekstravagante bygningsværker, som simpelthen ser fantastiske ud på Blu-ray. Detaljerigdommen er praktisk talt altid i top, og der er aldrig noget i vejen med kontrasten eller sortniveauet. På trods af de mange kraftige farver forekommer farveblødning aldrig, og farverne fremstår naturtro hele vejen igennem. Hverken glorier, udtværing eller snavs optræder.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix benytter sig hovedsageligt af fronthøjtalerne, men under flere af filmens største scener – såsom brylluppet i starten af filmen – leverer baghøjtalerne flere små, veludvalgte lydeffekter, der gør den auditive atmosfære troværdig. Musikken folder sig også fint ud via samtlige kanaler, men ellers er baghøjtalerne relativt tavse, og subwooferen disker heller ikke op med meget. Jeg bed ikke mærke i nogen exceptionelle panoreringer, men dialogen er trods alt også lydsidens vigtigste element, og samtlige replikker gengives krystalklart. Støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

Instruktøren Michael Patrick King har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Selvom King tydeligvis ikke er bekendt med sin films svagheder, så diskuterer han “Sex and the City 2” med en entusiasme og en varme, som får én til at lytte nøje til hans udsagn. Derudover er her seks dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 80 minutter. Naturligvis bliver der talt en del om filmens look og kostumer, men her er bl.a. også en interessant gennemgang af de forskellige mandlige karakterer, der har optrådt i “Sex and the City”-serien og filmene. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.

En ørkenvandring

En lang serie og en spillefilm var åbenbart så meget, som man kunne trække denne franchise, der med dette nyeste indslag i rækken har efterladt den sidste smule charme og sjov i indkøbskurven og nu blot fortsætter som en slags parodi på sig selv.

De berømte piger er ikke længere kvinder af kød, blod og botox, men er nu blot reduceret til et par personlighedsløse mannequiner, der som omvandrende tøjstativer skal sælge produkter i denne meget lange reklamefilm for alverdens gejl.

Da vi sidste gang fulgte tøserne, var Carrie omsider blevet gift med sin drømmeprins i form af Mr. Big, men nu finder hun livet med ham temmelig kedsommeligt – hvilket dårligt kan undre i betragtning af, hvilket passivt mumlende vakuum, den mand er. De har tilsyneladende absolut intet tilfælles og intet at tale om. Hvad fordrev de mon tiden med før ægteskabet? I mellemtiden har Miranda sit hyr med en mandschauvinistisk chef, der behandler hende temmelig nedladende, og Charlotte er helt nedkørt over at skulle tage sig af sine børn, eftersom de hele tiden spilder kagedej på hendes designerkjoler. Da Samantha bliver tilbudt en rejse til Mellemøsten sammen med sine tre veninder, beslutter de sig derfor alle for at komme lidt væk fra det hele.

Rejsen til det eksotiske Abu Dhabi bliver imidlertid også det kardinalpunkt, hvor filmen for alvor kapper livlinen til resten af universet og holder op med at handle om noget, der bare minder om menneskelige væsner. Pigerne dukker op i et nyt perfekt farvekoordinerede tøjsæt pr. scene, og vi bliver trukket gennem den ene mere bizart overdådige opsætning efter den anden, mens vi gentagne gange hører dem udbryde ”Ih!”, ”Åh!” og ”Nøj!” over al den virkelighedsfjerne luksus. Hvornår var det sidst, du så en film, hvor man brugte fem minutter blot på at introducere et hotel? Det er i det hele taget et godt spørgsmål, hvorfor filmen skal bruge 146 minutter på at fortælle en historie, der er så fattig på egentlig indhold, at den knap nok ville have kunnet udfylde et halvt af tv-seriens afsnit, og mens vi trækkes gennem den ene computerskabte location efter den anden, begynder kedsomheden stødt at snige sig ind på én. I det mindste havde den første film et slags plot og nogle observationer at handle om. Denne her har bare… lir.

Irriterende er det også at konstatere, at hver gang filmen synes at være tæt på rent faktisk at komme med et meningsfuldt budskab, så skal det straks undermineres af plat humor. Det gælder ikke mindst i en scene, hvor Samantha verbalt udfordrer det kvindeundertrykkende menneskesyn i Mellemøsten, men bliver reddet fra de rasende mænd af en gruppe kvinder, der tilsyneladende har designertøj gemt under burkaen(!)