Antoine Fuqua er lidt af en sær størrelse. Den forhenværende musikvideoinstruktør har tydeligvis en betragtelig indsigt i filmmediets kunnen, men har udelukkende lavet mainstreamunderholdning, som forsøger at appellere til et bredt, ukræsent publikum. Hans værker svinger mellem det fornemme (“Training Day”), det middelmådige (“Tears of the Sun”) og det ringe (“King Arthur”), og den 41-årige filmmagers seneste produktion, “Shooter”, er bare endnu ét stk. traditionel filmisk metervare – ofte underholdende, men fuldstændig forglemmelig.

Da Mark Wahlberg endelig fik en Oscar-nominering i foråret for sin ætsende præstation i Martin Scorseses “The Departed”, var det ikke overraskende. Den karismatiske skuespiller havde allerede bevist i komedien “I Heart Huckabees”, at han havde langt mere at byde på end kæk attitude og charmerende smil. “Shooter” giver aldrig skuespilleren mulighed for at mønstre nuanceret skuespil, men han får til gengæld rig lejlighed til at iføre sig dyre solbriller og gå/løbe/skyde (ofte i slowmotion) og overskygge de kluntede replikker og det banale drama med sin afvæbnende karisma. Takket være Wahlberg er den patriotiske snigskytte Bob Lee Swagger en sympatisk, om end firkantet helt.

Michael Peña er også god som en nybagt FBI-agent, der assisterer Swagger, mens Danny Glover hverken imponerer eller irriterer som fortællingens kedelige skurk. De seere, som “Shooter” forsøger at henvende sig til, har med garanti set alle de film, som Fuquas thriller (der er baseret på Stephen Hunters populære romaner) ynder at låne fra – især “Flygtningen” og “Bourne”-trilogien, som begge er “Shooter” overlegen. Swagger lyder som en karakter, der er blevet bygget i et laboratorium af dele fra andre actionfilmhelte. Han er en godhjertet, hjælpsom herre, som naturligvis er blandt verdens bedste snigskytter og bebrejder sig selv for sin soldaterkammerats død, mens han lever i ensomhed sammen med sin søde hund, der gerne henter øl fra køleskabet.

Ligesom samtlige amerikanske actionhelte er Swagger i første omgang afvisende, når han bliver bedt om at tage imod en allersidste opgave fra sine tidligere overordnede, som han beskylder for at have forladt ham og kammeraten, da de var bag fjendens linier. Af en eller anden årsag takker han alligevel ja, men bliver efterfølgende beskyldt for et mord, han ikke begik. På flugt fra både ordensmagten og dem, som fabrikerede beviserne imod ham, må Swagger nu lokalisere den enarmede mand… nej, undskyld, Glover og hans ondsindede slæng, så han kan vende tilbage til sit liv i fredfuld ensomhed.

Actionscenerne virker alle en smule påklistrede og ufærdige, men der er da nok eksplosioner og skuddueller til at fastholde ens interesse. Ligesom Fuquas andre film er “Shooter” ofte en nydelse for øjet, og selvom karaktererne har omtrent lige så megen personlighed som en amøbe, er de i det mindste sympatiske nok til, at man rent faktisk gider følge deres strabadser. Men man længes på ingen måde efter deres selskab, når filmens sidste, kluntede akt er overstået.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Der er ikke meget negativt at sige om skivens transfer, hvilket der naturligvis heller ikke burde være, da der er tale om en splinterny Hollywood-produktion. Farverne er forholdsvis nedtonede, men brune og grønne farver er markante. Under alle omstændigheder imponerer farvegengivelsen, og temperaturen og kontrasten er stabil. Både de dunkle nattescener og de sneklædte bjerge, som optræder sent i filmen, ser imponerende ud og plages ikke af støj. Billedet er som regel meget skarpt, men der optræder dog edge-enhancement i enkelte af filmens lyseste scener. Tag blot et kig på hangarscenen tidligt i filmen, hvor tynde, hvide glorier rundt om personernes sorte jakkesæt er en anelse markante. Men problemet optræder heldigvis yderst sjældent.

AudioDiscens eneste lydspor er et imponerende engelsk Dolby Digital 5.1 mix. Helt fra filmens start er alle kanalerne aktive, og både de stilfærdige og eksplosive scener gør indtryk lydmæssigt. Subwooferen giver både effekterne og musikken ekstra punch, og panoreringerne virker naturlige og aldrig forcerede. Det vækker især begejstring, når Swagger affyrer sin riffel, og lyden giver genlyd i de forskellige højtalere. Det eneste minus er dialogen, der af og til lyder en anelse flad. Dette er især tydeligt, når Danny Glover taler – der mangler lidt rumklang.

EkstramaterialeNår dvd’en er lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Transformers”, “Dreamgirls” og “Black Snake Moan”.

Antoine Fuqua har indtalt et nogenlunde kommentarspor. Han taler især om sit samarbejde med Wahlberg, som han tydeligvis nærer stor respekt for. Fuqua taler også om, hvordan thrillere fra 70’erne inspirerede ham, mens han lavede filmen, og det er især interessant at høre om, hvordan mange folk i Philadelphia gik lidt i panik, da de så adskillige statister løbe skrigende rundt i byen og militærhelikoptere, som fløj forholdsvis lavt rundt omkring byens højhuse. Desværre holder Fuqua virkelig mange pauser, og han gentager ofte sig selv, så kun fans vil formentlig være interesseret i at lytte sporet igennem fra start til slut.

Discen indeholder to featuretter: “Survival of the Fittest: The Making of Shooter” (22 min.) og “Independence Hall” (7 min.). Sidstnævnte er en bedøvende ligegyldig dokumentar om et af de bygningsværker, som optræder i filmen. Den anden dokumentar er overraskende interessant og omhandler primært snigskytteprofessionen og Wahlbergs skydetræning. Man savner dog at høre mere om filmens andre facetter.

Der er også ca. 11 minutters slettede scener, men man kan sagtens se, hvorfor de blev skrottet. De fleste af dem er simpelthen for lange.