Et sæt godt brugte evner

Selv om jul og nytår stadig står nogenlunde frisk i hukommelsen, er vi allerede videre. På vej mod en efterhånden lige så ubrydelig tradition: Det (halv)gode samarbejde mellem Liam Neeson og instruktør Jaume Collet-Serra. Kun afbrudt af en enkelt effektiv bikinibabe-actionfilm, “The Shallows”, har de to plejet hinandens karriere med læderjakke-mandeaction. “Non-Stop”, som en af dem faktisk hed. Nu er den forpustede Neeson nået til “Sidste stop”. Én mand, ét tog og en historie lagt frem som efter en køreplan. Vi er ved at nå idéernes ende- og genbrugsstation.

Det er ikke første gang, en helt stiger på det forkerte tog. Eller helt rigtige, hvis man ser på hans slet skjulte evner udi problemhåndtering. At Liam Neeson altid spiller eks-betjent, eks-CIA eller eks-marinesoldat er jo hverken overraskende eller nyt. Det er en konvention, som Schwarzenegger, Stallone og ikke mindst Seagal jammede løs over i halvfemserne. Der er noget lidt tilbageskuende over den cheesy historie i “Sidste stop”. Vi er klar til at acceptere den dårlige motivation og de usandsynlige udviklinger, fordi vi alligevel aldrig har sat barren højere i ’ONE MAN!'-land. Lidt som bølgen af retro-computerspil, der ikke behøver være kunst, men bare skal præsentere en boss at skyde, før tiden løber ud.

Den simple mission i “Sidste stop” bliver serveret af en ildevarslende Vera Farmiga, der pakker sit farlige ultimatum ind i lommesociologi. Hvis Liam Neeson kan identificere en passager på toget og leve med at dømme ham til døden, venter 100.000 dollars i præmie. Michael MacCauley, som vores ‘almindelige’ mand hedder, har netop mistet sit arbejde og skal sende en søn på universitetet, så tilbuddet er ret tillokkende. Han tager det, og afviser det selvfølgelig igen med det samme, men Neeson indser hurtigt, at Farmigas telefonstemme har ubegrænset antal snydekoder. Hun kan slå FBI-agenter ihjel og hacke togsignaler på afstand. Hvorfor hun overhovedet har brug for at afpresse nogen til det beskidte arbejde, bliver derimod aldrig tydeligt.

Det bliver kun til en mudret forklaring om, at MacCauley pligtopfyldende har taget det samme tog hver dag i 10 år og derfor kan se, hvem der ikke passer ind. Hvorefter Collet-Serra gør ham til den ringeste Poirot, som nogen Orientekspress nogensinde kan have haft fornøjelsen af. Han vælter forvirret rundt mellem folk, han ikke har set før, men som vi kender ud og ind. Galleriet af medrejsende er en skønsom klichéblanding af suspekte punkere, slibrige børsmæglere og brede muskelfyre, som Roland Møller får lov til at lægge dansk accent til. Det værste og bedste ved en film som “Sidste stop” er understregningen af, hvor gode folk som Møller, Patrick Wilson og Florence Pugh har været i andre sammenhænge.

Det formulariske oplæg er svært at ryste meget. Collet-Serra viser sig lidt med en kvik montage af Neesons daglige rutine, hvor hvert klip på turen til togstationen byder på en ny årstid, skjorte og humør, men holder sig ellers til det sikre. Hvilket vil sige tempofyldt action og den allestedsnærværende ironiske distance til samme genre. ’Jeg er 60 år gammel!' lyder det fra Neeson, og det er jo skægt, fordi det både gælder inden og udenfor filmen, ik! Men jeg tager til hver en tid hellere den intense alvor i “Train to Busan” end en overkompliceret konstruktion af fangeleg og ‘Hvem er hvem’, der skilter med sin egen fjollethed for at samle nogle ekstra charmepoint.