Skyfall
Udgivet 25. okt 2012 | Af: Outbound Sith | Set i biografen
Det kom som lidt af en overraskelse, da det i sin tid blev annonceret, at Sam Mendes (“American Beauty”, “Revolutionary Road”) skulle instruere James Bond-film nummer 23. Der var lagt op til noget særligt, fordi det i år er 50 år siden, det første kapitel i en af de længste filmfranchises nogensinde så dagens lys. Men Sam Mendes havde hidtil koncentreret sig om historier, hvor det gode skuespil var i højsædet, og man kunne have sine tvivl om, hvorvidt han også var en god actioninstruktør. Den tvivl findes ikke længere: Sam Mendes er en fremragende actioninstruktør!
Filmens hovedskurk, Silva (Javier Bardem), er f.eks. ikke ude efter verdensherredømmet i denne film. Han har i stedet et personligt regnskab at gøre op med efterretningstjenestens leder, M (Judi Dench), og hans udspekulerede plan indledes med et terrorangreb på selve MI6’s hovedkvarter i hjertet af London, som tvinger agenterne til at flytte ned i byens undergrund. Efter en indledende konfrontation med Bond, bruger Silva dog det meste af filmen på at løbe fra vores helt, og selvom der her og der er optræk til noget, der kunne minde om Jokerens psykologiske julelege i “The Dark Knight”, så bliver Javier Bardem aldrig en lige så mindeværdig skurk, som han var i “No Country for Old Men”. Mindre kan dog også gøre det, og han fungerer fint her i “Skyfall”.
Alt dette ville i sig selv være en solid omgang 007. Filmen løftes imidlertid op på et for franchisen hidtil uset kunstnerisk niveau takket være mesterfotografen Roger Deakins. Han bliver tit kaldt Coen-brødrenes hoffotograf, men han har også tidligere arbejdet sammen med Sam Mendes. Deakins har hele ni gange været nomineret til en Oscar, og i “Skyfall” har han særligt drysset sit tryllestøv ud over filmens actionscener. Især en enkelt, der foregår på en mørkelagt etage i en kontorbygning i Shanghai, skiller sig ud. Etagen er fyldt med glaspartier, og den bliver kun oplyst udefra af byens neonreklamer. Denne scene står som noget af det smukkeste og mest virtuose action, der er set i år. Alt sammen på grund af Deakins’ formidable leg med lys og skygge.
I det hele taget er “skygge” et tema, der gennemsyrer hele filmen. Fortidens skygger, efterretningstjenestens skjulte kamp mod en ukendt, ofte usynlig fjende, og helt overordnet en mørk film med kun få humoristiske indslag. James Bond får lov at lide både fysisk og psykisk, uden at det tager overhånd. Selv når filmen prøver nye ting af, mister den aldrig seriens særlige stemning og charme. Daniel Craig er også for alvor trådt ud af de skygger, som tidligere inkarnationer af agent 007 har kastet. Hans udgave er en tidssvarende version. En moderne mand, som kan vise følelser og have ligeværdige, kvindelige makkere, men som stadig kan fyre platte jokes af midt i en ildkamp. Alt sammen uden at tabe ansigt eller svigte den legendariske coolness, som nu har et halvt århundrede på bagen. Og man skal være et skarn, hvis den afsluttende scene ikke udløser en varm, nostalgisk følelse og høje forventninger til, hvad den 24. Bond-film vil bringe.
Se også: Filmz TV går til makronerne i EKSPLOSIV James Bond-hyldest!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet