Sommersøndag
Udgivet 16. jul 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
“Sommersøndag” formår i sine bedste scener at leve op til sin dovenvarme, danske titel. Handlingen i franske Nicole Garcias ottende film udspiller sig for en stor del ved Sydfrankrigs solbadede strande, hvor det nærmere er reglen end undtagelsen, at man er sæsonarbejder og tager ret så let på tilværelsen. Og det er lige præcis dén stemning af noget sanseligt sorgløst – selv om der selvfølgelig er masser af sorger lige under overfladen – at den 68-årige skuespillerinde og instruktør lykkes med at formidle i dramaet “Sommersøndag”.
En på alle måder tiltrækkende og sprælsk mor, som Baptiste drages imod. Det er ikke så mærkeligt, idet hun spilles af det langbenede livstykke Louise Bourgoin, der kan charmere bukserne af de fleste. Og her altså også den ellers så forsigtige Baptiste. Og hvorfor er han egentlig så forsigtig? Hvad flygter han fra?
“Sommersøndag” byder på lidt for mange fortænkte scenarier til, jeg rigtig kunne føle og følge Baptiste og Sandras historie. Ligeledes er kontrasten mellem den sanselige, hårdtarbejdende underklasse og den golde, pengefikserede overklasse til at tage og føle på. Man er aldrig i tvivl om, hvor Nicole Garcia har sin sympati. Fremstillingen bliver alt for unuanceret, og den åbenlyse pegen fingre af penge som fordærvende faktor bliver hurtigt trættende. Bare fordi man spiller tennis, går i hyttesko og slynger en trøje hen over skuldrene og binder ærmerne sammen i en knude foran, er man ikke automatisk ondskaben inkarneret. Men det er tæt på, ifølge Garcia.
At “Sommersøndag” alligevel svinger sig over gennemsnittet af lavmælte dramaer, skyldes en række glimrende skuespilpræstationer og fotograf Pierre Milons stemningsfulde fotografering. Comediennen Louise Bourgoin overrasker som flyvsk sæsonarbejder med tatoveringer, tacky garderobe og tørst for triple whisky on the rocks. Man både tror og håber på, at den her alenemor, der bare har truffet ualmindeligt dårlige beslutninger, nok skal lande på begge ben igen.
Allermest overraskende, og et i øvrigt meget velkomment gensyn, er Dominique Sanda i rollen som Baptistes virkelighedsfjerne moderdyr. Sanda, hvem jeg husker som nærmest overjordisk skøn og tragisk i Jacques Demys sene og mørke mesterstykke “Un chambre en ville” fra 1982, er her både indtagende og afskyelig i al sin overklasseglans. Man kan ikke blive klog på, om den her kvinde er skyld i eller offer for Baptistes forvisning fra familien, og dét gør det bare endnu mere interessant at iagttage Dominique Sandas stadigt gådefulde, og nu også ældede ansigt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet