Sonic the Hedgehog

InstruktionJeff Fowler

MedvirkendeJim Carrey, Ben Schwartz

Længde100 min

IMDbVis på IMDb

I biografen13/02/2020

Anmeldelse

Sonic the Hedgehog

2 6

 

Jeg er vokset op sammen med Super Mario fra den grå Nintendo NES, mens nabodrengen spillede på en sort Sega. Derfor har jeg ikke noget forhold til det blå pindsvin, Sonic.

 

Det får jeg heller ikke efter “Sonic the Hedgehog”, der er blevet en traditionel familiefilm uden den frækhed, som ellers kendetegnede Sega som konkurrent til den mere klassiske Nintendo.

 

Optakten til “Sonic the Hedgehog” har været katastrofal for Paramount, der måtte udskyde premieren, fordi fans ikke kunne fordrage Sonic i den første trailer fra 2019.

 

Siden da er benene og afstanden imellem øjnene blevet kortere, men det ligner stadig ikke helt Segas Sonic. Skide være med det.

 

I stedet vil jeg surmule over den manglende ambition for “Sonic the Hedgehog”, der begynder med en forhistorie fra Sonics hjemplanet, hvor nogle krigeriske fugle angriber, hvorefter unge Sonic med en pose portalringe bliver sendt til Jorden for at gemme sig.

 

Der findes mere baggrund til “Angry Birds”-filmene end i historien om Sonic, der er ensom og snart på flugt fra Jim Carreys onde Doctor ‘Eggman’ Robotnik.

 

Jim Carrey overspiller som var det “The Mask”, men hygger sig åbenlyst som den ikoniske spilskurk. Han vil fange Sonic, der løber så hurtigt som, nå-ja, Sonic.

 

Det er naturligvis for lidt til en rigtig biografbillet, hvilket gør landbetjenten Tom til hovedperson i skikkelse af all american James Marsden, der kalder Robotnik for Robotskid.

 

Tom tager på roadtrip med Sonic, men de er aldrig for alvor med i den samme film. Dertil minder Sonic-animationen for meget om “Space Jam” og for lidt om det bedre forbillede i form af sidste års “POKÉMON Detective Pikachu“.

 

Det har åbenlyst været ambitionen for Sonic-stemmen Ben Schwartz netop at ramme Ryan Reynolds’ Pikachu-humor med et væld af popkulturelle referencer fra “Men in Black” til “Speed”.

 

Men jeg grinte meget lidt af den forcerede Sonic-kækhed, hvilket ikke blev bedre, da det blå pindsvin begyndte at danse linedanse eller ride en rodeotyr.

 

Bedst er det, når man får lov at opleve verden som Sonic. Alt foregår i slowmotion, fordi han er så hurtig, men den effekt blev ærlig talt eksekveret mere detaljeret og bedre af Quicksilver i “X-Men”-filmene.

 

Derfor ender “Sonic the Hedgehog” blot med at være endnu et bevis på, at en populær spil-IP i sig selv ikke gør en god film. Jeg foretrækker stadig Nintendo, Robotskid.

 

Sonic the Hedgehog anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer