Det ligner en boksefilm

Jake Gyllenhaal bevæger sig som og ligner en bokser, men slår flere slag i en omgang, end de fleste boksere når i en hel kamp. Den sorg han oplever oven på konens pludselig død ligner også sorg – han råber og græder, som det sikkert står i manuskriptet, han skal. En sidste kamp imod mesteren Miguel skal nu redde æren, bankkontoen og datteren ud fra børnehjemmet. Alligevel oplevede jeg Antonie Fuquas boksefilm som et overfladisk jab, hvor det hele ligner det, det skal, men uden nogen form for dybe stød.

50 Cent ligner også en slesk promotor med skarp barbering, hat og hvide tænder. Han ligner bokserens ven, men er der kun for pengene. Modsætningen til ham er Forest Whitakers boksetræner. Han tror på hårdt arbejde frem for nemme penge. Han har pjusket skæg og er naturligvis modvillig i forhold til at træne den derouteramte bokser i den autentiske boksekælder, der er fyldt med drenge, der ligner rigtige kids fra New Yorks slumbund. Naturligvis ender Whitaker med sine 50 armbøjninger pr. bandeord med at træne Gyllenhaal. Hans bokser hedder jo Billy Hope, så der er håb til de sidste sekunder af omgang 12.

“Southpaw” ved, at boksning på film bare er en metafor for en indre kamp. “Rocky” og “Million Dollar Baby” handler også om boksning, men mest om så meget andet. Hope bærer på en dyb sorg. Det kan man se på nakketatoveringen i gotiske bogstaver, hvor der står hendes navn. Hun er med ham. Men hun mangler også, det kan man se på det tomme sæde ved ringside. Dengang hun sad der, så vandt han. Nu er stolen tom, så taber han. Det ligner næsten en rigtig filmmetafor for en indre kamp.

Hopes problemer skyldes ikke kun uheld – hans vrede er skyld i det meste. Ingen ved, hvorfor han er så vred. Men den skal tøjles, vreden, så han kan vinde boksekamp og datter tilbage. Det fortæller den livsvise træner over en whisky. Datteren fortæller, at farmand er fraværende efter mors død ved at skrive en sms. ”Hvor er du?” står der pludselig på skærmen med sms-tekst. Det er sådan “Southpaw” fortæller. Så tydeligt, at selv Mike Tyson nok ville fange det meste. Ja, det staves endda. Da Hope har besøgstid hos datteren på børnehjemmet skal han hjælpe hende med at øve sin diktat. Stav til håbløshed. H-Å-B-L-Ø-S-H-E-D. Håbløst.

Det fortælles også flere gange, at Hope selv er fra bunden af samfundet. Opvokset på børnehjem. Han er en fighter i alle livets forhold. Men vi ser ham aldrig ude i det samfund, kun når han løber iført hættetrøje i en træningsmontage, så det stadig ligner en boksefilm. Bare nu ikke alle odds er imod ham til den sidste kamp. Åh jo, 50 Cent og en tidligere træner skifter side til den lede Miguels hold. Han er en skidt fyr. Provokerer med kommentar om den døde kone. Sådan en latino.