Det var sjovt, så længe det varede… 7 års fremragende fjernsyn og fire spillefilm blev det til for den elskede “Star Trek: The Next Generation” besætning. Men alt tyder på, at “Star Trek: Nemesis” vil forblive den allersidste film med disse karakterer. Så efter i halvandet årti at have ”gone where no one has gone before,” må besætningen da uden tvivl gå ud med et storstilet, imponerende brag, ikke? Desværre er der nærmere tale om en gigantisk fuser, da “Nemesis” nærmest er indbegrebet af ordet antiklimaks.

Det hele starter ellers godt, på trods af, at manuskriptforfatter John Logan (“Gladiator”, “The Aviator”) synes at ignorere de sidste mange års Star Trek historie. Romulanerne ønsker fred med Føderationen, men man opfatter selvfølgelig øjeblikkeligt, at der ligger andre motiver bag. På romulanernes hjemplanet, Romulus, bliver Picard og co. mødt af den nye leder af det romulanske imperium (i filmens, uden tvivl, allerbedste scene): Shinzon, som er en ung klon af Picard og samtidigt hans ‘nemesis’. Shinzon kommer fra Romulus’ søsterplanet, Remus, hvis befolkning i lang tid har været undertrykt.

Men så begynder det hurtigt at gå ned ad bakke. Karaktererne mister deres tiltrækning og charme, og det samme gør manuskriptet, som hurtigt bliver utrolig forudsigeligt. Den øjeblikkeligt iøjefaldende skurk, Shinzon, ændrer sig hurtigt fra at være en sofistikeret og velskrevet karakter til en kedelig og endimensional personlighed, hvis eneste ambition er at udslette hele Jordens befolkning. Hvor originalt… Manuskriptet er også fyldt med plothuller og dårlig dialog. Humoren er et andet problem. Filmen satser på det humoristiske i de mest upassende situationer, hvilket har en negativ effekt på helhedsindtrykket, selv om et par af vittighederne ikke er helt utåleligt platte.

Men generelt føles humoren utrolig påklistret, i stil med humoren i den forrige Star Trek film, “Star Trek: Insurrection”. Man ved, at der bestemt er noget galt med filmens humor, når det humoristiske klimaks fremkommer, da filminstruktøren (og Star Trek fan) Bryan Singer dukker op på skærmen i to sekunder. Og så er der det med dialogen, som skifter uregelmæssigt mellem kedelig skrevet dagligdagssnak til metaforiske diskussioner på højtravende victoriansk engelsk, hvilket ofte har en ufrivillig komisk effekt.

Filmens tekniske side er dog særdeles imponerende, og bærer præg af en visuelt nydelig brug af farver. Lydsiden indeholder også særdeles mange interessante og positive overraskelser. Desuden fungerer Jerry Goldsmiths musik (som dog ikke når op på højde med hans andre fire Star Trek filmkompositioner) glimrende til billederne. Desværre er den berøvet de flotte temaer og signaturer, som har kendetegnet alle de andre Star Trek scores.

Men et af de absolut største problemer ved “Nemesis” er den åbenlyse mangel på egentlig ambition. Filmen drager dristigt hen, hvor alle andre allerede har været før. Den virker bange for at ignorere de typiske actionfilm-formularer og klichéer, og drukner derfor nærmest i dem.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Der er absolut ingen digital støj eller grums at finde, farverne er præcise, kontrasten perfekt, og billedet knivskarpt.

AudioLigeså imponerende som dvd’ens billedside er lydsiden. Et særdeles dynamisk orgie af lyd, som med lethed indkapsler seeren i filmens verden. Dialog er tydelig og ren, og Jerry Goldsmiths glimrende musik lyder smuk og effektiv. Dvd’en indeholder både et Dolby Digital 5.1 og et DTS lydspor. DTS-lydsporet er mere kraftfuldt og naturtro, og er helt klart den foretrukne lytteoplevelse.

EkstramaterialeDisc 1 indeholder et kommentarspor med instruktør Stuart Baird. Det er faktisk et relativt godt spor, og Baird kommer med en del interessante informationer omkring produktionen af filmen, inklusiv klipningen, lyden, Goldsmiths musik og om det at give “Nemesis” et unikt visuelt look i forhold til de tidligere Star Trek film. Desværre hvisker Baird ofte, så man næsten kommer til at tro, at Paramounts hovedbestyrelse overvåger ham og sørger for, at han ikke udtaler sig om det faktum, at filmen floppede gevaldigt, hvilket han desværre aldrig kommenterer eller diskuterer. Denne hvisken begynder hurtigt at gå en på nerverne og der er også en del (ofte lange) pauser i sporet.

Så indeholder discen også et helt nyt kommentarspor med producer Rick Berman. Det er desværre så kedeligt og tørt som ventet. Berman nægter stadigvæk at indse og indrømme filmens fejl og mangler, og derfor ender hans spor som én lang og kedsommelig glorificering af filmen. Der er mange pauser, både korte og lange, og når Berman endelig åbner munden af og til, er det enten retorisk nonsens eller billige undskyldninger, han lukker ud.

Et interessant tekstkommentarspor fra det altid informative Okuda-par er også inkluderet og var ikke tilgængeligt på den sidste udgivelse.

På disc 2 finder vi flere slettede scener at studere end på den tidligere udgivne dvd, men heller ikke de nyinkluderede slettede scener er egentlig noget værd. Mest interessant er nok Wesley Crushers tilbagevenden, som Rick Berman og co. oprindeligt fik en del hug for at have udeladt fra den endelige udgave af filmen. Men heller ikke den scene har været ventetiden værd, og virker mere som en påklistret eftertanke. Det er stadig kun den alternative slutning, som burde være blevet i filmen.

Så indeholder disc 2 naturligvis også en hel del dokumentarer. Og nogle af disse var også inkluderet på den sidste 1-disc udgave. De er, ligesom på de andre 2-disc udgivelser, placeret under forskellige overskrifter på hovedmenuen. Først støder vi på kategorien ‘Production’. Her venter dokumentarerne “Nemesis Revisited” (26 min.), “New Frontiers: Stuart Baird on Directing ‘Nemesis'” (9 min., også på den forrige udgivelse), “Storyboarding the Action” (4 min.), “Red Alert! Shooting the Action of ‘Nemesis'” (10 min., også på den forrige udgivelse), “Build and Rebuild” (8 min.), “Four-wheeling in the Final Frontier” (10 min.) og endelig Tom Hardys audition som Shinzon (6 min.).

Disse dokumentarer handler primært om tilblivelsen af et par af filmens største scener, såsom biljagten, der har fået sin helt egen dokumentar og som dominerer en stor del af “Red Alert!”-dokumentaren. Disse er alle generelt ret velproducerede, men man savner noget lidt mere nyt input. Mest interessant er “Nemesis Revisited”, hvor især Frakes og Stewarts kommentarer omkring det at vende tilbage til Star Trek er interessante at lægge øre til. Og så giver Hardys audition os også et fascinerende indblik i en films casting-proces.

En anden sektion af dvd’en er “The Star Trek Universe”. Her gemmer der sig dokumentarerne “A Star Trek Family’s Final Journey” (16 min., til stede på den forrige udgivelse), “A Bold Vision of the Final Frontier” (10 min., også på den forrige udgivelse) og “The Enterprise-E” (12 min.). Det er her lidt ærgerligt, at der kun er en enkelt ny dokumentar, og alle er desværre en anelse overfladiske. “Final Journey” indeholder en del retoriske bemærkninger fra filmens skuespillerhold, og “Bold Vision” handler en del om filmens visuelle side. I “The Enterprise-E” taler bl.a. designer Herman Zimmerman om designet af Enterprise, både internt og eksternt.

Hvis man markerer toppen af paladset i denne menu (tryk venstre på fjernbetjeningen mens “A Star Trek Family’s Final Journey” er markeret) og trykker ‘enter’, får man en ganske fin lille featurette (2 min.) omhandlende Bryan Singers meget lille føromtalte birolle i filmen. Her får vi desværre heller ikke mandens ene dialog-sætning, som efter sigende blev klippet ud af den endelige udgave af filmen.

Dvd’ens sidste store sektion, “The Romulan Empire”, omhandler det romulanske imperium, og her finder vi featuretterne “Romulan Lore” (12 min.), “Shinzon and the Viceroy” (10 min.), “Romulan Design” (9 min.), “The Romulan Senate” (9 min.) og “The Scimitar” (13 min.). De handler primært om romulanernes design – designet af deres hjemby, teknologi, skibe, ja, selv deres logo. “Romulan Lore” er nok den bedste af dem alle, hvor bl.a. de populære Reeves-Stevens forfatter-søskende og Manny Coto, som alle arbejdede på “Enterprise”, diskuterer racen og dens popularitet. I “Shinzon and the Viceroy” fortæller skuespillerne Hardy og Ron Perlman (som begge synes for dygtige og intelligente til denne film) om deres karakterer, og hvad ved dem der interesserede dem.

Af uransagelige årsager var trailerne til filmen ikke inkluderet i sidste omgang, men de er begge at finde her (sammen med traileren til Borg-forlystelsen i Las Vegas). Derudover indeholder disc 2 også en pæn mængde produktionsbilleder og storyboards.

FilmenStar Trek franchisen har nu kørt i en hel menneskealder – og har med den tiende film, “Nemesis”, nu nået pensionsalderen – og muligvis endda sit endeligt.

Ti film kunne det blive til, af mere eller mindre svingende kvalitet og med meget forskellig fokus, samt et hav af tv-serie episoder. Det har været ganske underholdende. Jeg har brugt utallige timer sammen med Kirk, Picard og Sisko og deres mandskab, men selv ikke alle de mange gode minder og stunder kan redde Picard og crewet – “Nemesis” er et flop af intergalakiske dimensioner. Jeg forsøgte først kort at fortrænge sandheden, men skuffelsen blev ved med at komme tilbage. Der var ændret så meget på formlen at eventyret var væk. Filmselskabets satsning på et ‘nyt’ og større publikum gav dem til deres store overraskelse kæmpe bagslag – og kostede dem i sidste ende måske en del af deres faste publikumsskare.

Skuffelsen var størst over at fundamentet i serien i den grad var blevet ‘forrådt’, og at filmselskabet havde forvandlet en af vor tids bedste sci-fi serier til en omgang mainstream lavkomik actiondrama. Ikke meget af tidligere tiders storhed var at fornemme. Historien – hvis man da vil gå så vidt og kalde den det – var stort set ‘lånt’ fra de 9 øvrige Star Trek film. Det er der såmænd ikke noget galt i (det har virket indtil videre for James Bond filmene), og det kunne med stor sandsynlighed stadig have holdt, havde det ikke været for manuskriptet, der i den grad er kedeligt og idéforladt, og instruktøren der så til mens universet blev mishandlet.

“Nemesis” er en langvarig affære. Filmen virker ikke speciel ambitiøs (det selvom at planen var at skaffe nye kunder) og instruktionen virker sammen med billedet rodet og forvirrende et langt stykke hen ad vejen. Det kombineret med manglen på en god historie og fede replikker gør det hele meget svært for skuespillerne. Selv Patrick Stewart, der normalt kan tvinge en anstændig mimik og præsentation ud af selv de tyndeste replikker, virker ikke overbevisende, men nærmere kedelig og uinspireret. Det hele hænger selvfølgelig ikke på skuespillerne, eller skuespillet for den sags skyldt. Det hænger derimod på instruktøren Stuart Baird, der kun har to halvlunkne actionfilm med i rygsækken, og slet ikke den nødvendige erfaring, samt John Logan, der ikke formår at levere et manuskript der kan bruges til noget, udover (groft sagt) at tænde op i pejsen med – med et plot og en historie der kun er en sæbeopera værdig.

At manuskriptet er dårligt er så én ting, men det er utrolig skuffende at Baird vælger at bruge det, og dermed tilfører filmen platte og upassende jokes, en grinagtig kærlighedsscene og et plot der kunne have været grundlaget for den næste Austin Powers film. Det handler om ‘god’ mod ‘ond’, og om at redde jorden fra total udslettelse, tilsat masser af platte jokes og billig aktion (Shinzon som Dr. Evil og Picard som Powers). Jeg havde foretrukket at se mere karakterskuespil, mere bitterhed fra Shinzon, og mere intergalakisk politik og krig.

VideoParamount er i den grad ved at have tjek på DVD mediet, og “Star Trek: Nemesis” er ikke en undtagelse. Det er en utrolig flot udgivelse, alt er som det skal være. Sort er sort, farverne står helt klare, kompressionen er upåklagelig og der er ingen snavs overhovedet – en noget nær perfekt overførsel. “Nemesis” bliver præsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen.

AudioLigesom på billedsiden er der heller ikke her noget at komme efter – det skulle da lige være manglen på et DTS lydspor, men Dolby Digital 5.1 lydsporet lever nu fuldt op til forventninger og resten af DVD’ens indhold. Der er masser af dynamik i lyden, og alle højtalere bliver brugt som de skal. Talen er klar og tydelig, og kan selv i scener med masser af action høres uden problemer. Udover det digitale engelske lydspor er der også et tjekkisk DD 5.1 lydspor på disken – det kunne man evt. godt have skippet, og så evt. lavet en udgivelse med udelukkende engelsk DTS fremfor en udgivelse med 2 DD lydspor.

Ekstra materiale”Star Trek: Nemesis” har masser at tilbyde når det gælder ekstra materiale, ikke ligesom de tre foregående ‘TNG’-film der stort set ikke indeholder noget ekstra materiale udover en trailer eller to. “Nemesis” er så spækket som en en disc udgave kan være.

“Kommentarspor med instruktøren Stuart Baird”

“New Frontiers: Stuart Baird om instruktionen af Nemesis”

“En stærk vision om den sidste grænse”

“En Star Trek-families sidste rejse”

“Red Alert! Filmning af action-scenerne i Nemesis”

“Deleted Scenes”

“Foto galleri”

All good things…Nå. Det var sgu sjovt så længe det varede… 7 års fremragende fjernsyn og 4 spillefilm blev det til for den elskede “Star Trek: The Next Generation” besætning. Men alt tyder på at dette seneste skud på stammen: “Star Trek: Nemesis”, bliver den allersidste film med disse karakterer, og at tro andet er simpelt hen ønsketænkning. Så efter i halvanden årti at have “gone where no one has gone before”, må besætningen da uden tvivl gå ud med et storstilet og elskeligt brag, ikke? Desværre er der nærmere tale om en gigantisk fuser, da “Nemesis” nærmest er indbegrebet af ordet antiklimaks.

Det hele starter ellers godt, på trods af at manuskriptforfatter John Logan (“Gladiator”, “Any Given Sunday”) tilsyneladende synes at ignorere de sidste mange års Star Trek historie (mystisk, eftersom at han skulle være en enorm fan af Star Trek). Men det er nok ikke noget, som vil irritere gennemsnitsfanen. Romulanerne ønsker fred med Føderationen, men man opfatter selvfølgelig øjeblikkeligt, at der ligger andre motiver bag, og måske er Romulanernes intentioner slet ikke så fredfyldte som først antaget. På Romulanernes hjemplanet, Romulus, bliver Picard og co. mødt af den nye leder af det romulanske imperium (i filmens, uden tvivl, allerbedste scene): Shinzon, som er en ung klon af Picard og samtidigt også hans “nemesis”, som filmens titel antyder. Shinzon kommer fra planeten Remus (søsterplanet til Romulus), hvis befolkning i lang tid har været undertrykt og dårligt behandlet.

…must come to an end.Men så begynder det hele hurtigt at gå ned ad bakke. Karaktererne mister deres tiltrækning og charme, og det samme gør manuskriptet, som hurtigt bliver utrolig forudsigeligt. Den øjeblikkeligt iøjefaldende skurk Shinzon ændrer sig hurtigt fra værende en sofistikeret og velskrevet karakter (hvis forhold til Picard i starten er særdeles interessant), til en kedelig og 2-dimensional person, hvis eneste ambition er (og her afslører jeg virkelig ikke noget særlig stort) at udslette hele Jordens befolkning. Ikke nok med, at vi har hørt dette adskillige gange før i talløse andre sci-fi film, så er Shinzons egentlige motivation for at gøre dette slet ikke eksisterende! Da Picard på et tidspunkt ganske rigtigt fortæller Shinzon at “intet af alt dette har noget at gøre med mit rumskib eller Føderationen”, svarer Shinzon forudsigeligt: “åh jo! Det har det!”, og så er den ikke meget længere.

Resten af karaktererne lider omtrent den samme skæbne. Shinzons højre hånd (blot kaldt for “Viceroy”) bliver spillet af Ron Perlman, som er én af verdens bedste karakterskuespillere når det kommer til at spille skurke, men hans rolle i Nemesis er særdeles ineffektiv og ligegyldig. Ingen af de 7 regelmæssige skuespillere formår at levere noget specielt, måske bortset fra Jonathan Frakes (Riker) og LeVar Burton (Geordi), og disse to er nærmest ikke med i filmen! Forudsigeligt nok er der mest fokus på seriens to mest populære karakterer: Den retskafne kaptajn Picard og androiden Data, og det fungerede også meget godt i de sidste par film, men her har skuespillerne alt for lidt at arbejde med, i en film, hvor der er lagt langt mere fokus på eksplosioner og avanceret make-up end personlige konflikter og interessante emner.

To boldly go…”Nemesis” er en hul og kedelig affære, og det er underligt at instruktøren Stuart Baird, med en fortid som professionel klipper, ikke har formået at gøre filmen mere helstøbt. Personligt glæder jeg mig da til at filmen kommer på DVD, så jeg kan komme til at se nogle af filmens mange slettede scener (omkring 45 minutter blev beskåret af det oprindelige rough-cut, før filmen blev udgivet i biograferne), men havde “Nemesis” været længere, havde det nok været for meget.

Så er manuskriptet også fyldt med plothuller og mystiske detaljer, for slet ikke at tale om en masse dårlig dialog. For det første: Shinzon er en ung klon af Picard, som tilsyneladende er blevet skabt ud fra noget af Picards blod, som romulanerne fik fat på mange år tidligere. Dette skete lang tid inden, Picard overhovedet var blevet kaptajn, for ikke at tale om at det var før, han havde fået kommandoen over Føderationens flagskib: U.S.S. Enterprise. Hvordan kunne romulanerne ramme så godt plet? Var “Nemesis” ikke gået hen og blevet sådan et stort kommercielt flop, kunne John Logan måske have skrevet om dette i en fortsættelse…

Filmens humor er et andet problem. Filmen satser på det humoristiske i de mest upassende situationer, hvilket har en negativ effekt på helhedsindtrykket, selv om et par af vittighederne ikke er lige utåleligt platte. Men generelt føles humoren utrolig påklistret, i stil med humoren i den forrige Star Trek film: “Star Trek: Insurrection”. Man ved, at der bestemt er noget galt med filmens humor, når filmens humoristiske klimaks fremkommer, da filminstruktøren (og Star Trek fan) Bryan Singer (“The Usual Suspects”, “X-Men”) dukker op på skærmen i knap et sekund. Og så er der det med dialogen, som skifter uregelmæssigt mellem kedelig skrevet dagligdagssnak til metaforiske diskussioner på storstilet victoriansk engelsk niveau, hvilket ofte har en ufrivillig komisk effekt.

Desuden er det særdeles tydeligt at se, at “Nemesis” har stjålet en del af sine ideer fra henholdsvis den 2. (en fremtrædende skurk… brugen af stjernetåger i rumdueller… mange andre ting som ikke bør afsløres her) og den 6. Star Trek film (en race ønsker fred, men har egentlig en helt anden dagsorden… skurkenes rumskib), og det er ofte ganske morsomt at spotte disse steder. Men Nemesis når aldrig disse to film til sokkeholderne. De to film havde komplekse karakterer og historier, og desuden masser af interessante og overraskende twists.

…where everybody has gone before.Noget af det der ofte kendetegner Star Trek, er seriernes og filmenes fremragende kombination af spænding, humor og tunge emner, men i dette tilfælde er man fuldstændig gået væk fra det sidstnævnte. “Nemesis” har absolut intet meningsfuldt at sige. Og at påstå, at filmen handler om det unikke ved individet, er simpelthen for letkøbt. “Nemesis” synes at være en film, som er kreeret for at bygge bro mellem fans og den almene befolkning, hvilket ironisk nok ikke lykkedes. Sjovt nok er den Star Trek film som burde have appelleret mest til Star Trek fans, præcis den film som henvender sig mere til det typiske popcorn-spisende actionfilm publikum.

“Men hvad er så forskellen på “Nemesis” og “First Contact”? – er der måske nogle, der vil spørge, eftersom de begge er hovedsageligt action-orienterede Star Trek film. Svaret er let: “First Contact” har alt det, som Nemesis mangler… god dialog, god oprigtig humor og gode skurke (hvilket er utrolig vigtigt i sådanne typer film). Desuden var “First Contact” en film, der faktisk havde noget at sige, også selv om der uden tvivl var lagt hovedvægt på filmens action-sekvenser. Men hvor “First Contact” er en mesterlig og beundringsværdig science-fiction film, er “Nemesis” blot en relativt underholdende og særdeles kold og kommerciel affære.

Filmens tekniske side er dog særdeles imponerende, som specielt bærer præg af en visuelt nydelig brug af farver, og lydsiden indeholder også særdeles mange interessante og positive overraskelser. Men hvor kunne det dog have været fedt, hvis Dante Spinotti havde været fotograf på filmen, som der engang var stærke rygter om, at han skulle være. Desuden fungerer Jerry Goldsmiths musik (som dog ikke når op på højde med hans andre 4 Star Trek film kompositioner) glimrende til billederne, på trods af desværre at være berøvet de flotte temaer og signaturer som har kendetegnet alle de andre Star Trek soundtracks.

En bitter svanesang”Nemesis” er den eneste Star Trek film nogensinde, som er floppet. Alle de andre film tjente deres budget ind igen, og – i de fleste tilfælde – meget mere endda. Pga. dette har der i løbet af de sidste mange måneder været en del debat om “hvad fanden gik der egentlig galt?”. Både folkene bag filmen og folkene hos Paramount (produktionsselskabet som udgiver Star Trek filmene) mente, at de havde en rigtig god film. Kunne det være fordi den var blevet markedsført dårligt? Fordi den blev udgivet næsten samtidigt med storfilm som “Ringenes Herre: De To Tårne” og “Die Another Day”? Jeg tror der er en meget mere simpel grund: “Nemesis” er virkelig en ringe film, og en film som er så monoton og kedelig i sin struktur, at det ikke er en film der kan ses flere gange. Selv den relativt tåbelige (men dog underholdende og ofte morsomme) “Star Trek V: The Final Frontier” kunne man se igen og igen.