Star Wars - The Complete Saga

InstruktionGeorge Lucas

MedvirkendeMark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher, Peter Cushing, Alec Guinness, Anthony Daniels, Kenny Baker, Peter Mayhew, David Prowse, James Earl Jones, Phil Brown, Shelagh Fraser, Jack Purvis, Alex McCrindle, Eddie Byrne

Længde808 min

GenreSci-Fi, Action, Adventure

IMDbVis på IMDb

Anmeldelse

Star Wars – The Complete Saga

5 6
Alle tiders eventyr

Hvordan pokker indleder man en anmeldelse af Star Wars-sagaen? Det virker utilstrækkeligt – for ikke at sige fuldkommen umuligt – at beskrive så skelsættende film på skrift, for hvordan opsummerer man noget, der har haft en så markant effekt på millioner af os? Personligt er jeg ikke sikker, så tillad mig derfor at ty til en anden mands bevingede ord: ”Folk, som ændrer eller destruerer kunstværker eller dele af vores kulturarv blot for at generere profit eller udvise magt, er barbarer.” George Walton Lucas Jr. ytrede disse visdomsord i 1988. Ja, den samme Lucas, som i sin tid skabte Star Wars. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt…

Med denne nye Blu-ray-udgivelse har Lucas for tredje gang revideret Star Wars-filmene. Han gjorde det i 1997, da de blev genudgivet i biografen, han gjorde det igen, før de udkom på dvd i 2004, og nu har han atter justeret sit grandiose science fiction-epos. “Sit” er måske så meget sagt, for to af filmene har Lucas ikke instrueret, og han var ikke engang medforfatter på seriens bedste kapitel, “Imperiet slår igen”. Men eftersom de andre instruktører, Irvin Kershner og Richard Marquand, har stillet træskoene, kan Lucas uden protester (fra andre end os fans) indsætte alle de spritnye computereffekter, dansenumre og grinagtige brøl, han lyster. Og det har han gjort.

Personligt har jeg med årene lært at sluge mange af Lucas’ ændringer. Ja, flere af dem har endda været positive – visuelle fejl som uønsket snavs og gennemsigtige rumskibe er blevet fikset, og det gav god mening at erstatte kejseren i “Imperiet slår igen” med Ian McDiarmid, som har rollen i alle de andre film. Til gengæld var det fuldstændig tåbeligt at få dusørjægeren Greedo til at skyde først i duellen med rumpiraten Han Solo – først og fremmest fordi det svækker Solos forvandling fra en charmerende, men umoralsk lømmel til en vaskeægte helt, og havde vi virkelig behov for en lang dansesekvens til tonerne af horribel musik i “Jedi-ridderen vender tilbage”? Næppe. Og desværre skiller den nye computergrafik sig tydeligt ud fra de gamle, menneskeskabte effekter.

Værst er dog en af de helt nye tilføjelser: Darth Vader skråler nu ”no!”, når han kaster kejseren i “Jedi-ridderen vender tilbage”, og råbet er så højt og overgearet, at man øjeblikket bliver hevet ud af filmen lige dér, hvor historien (og til dels sagaen som helhed) når sit følelsesmæssige klimaks. De tre prequels er også blevet ændret i mindre grad (Yoda er nu 100% CGI i “Den usynlige fjende”), men ærlig talt… er vi ikke alle fuldkommen ligeglade med de justeringer? For mit vedkommende har Lucas’ ændringer efterhånden gjort mig så desillusioneret, at det tit er svært at se filmene uden at sitre af skuffelse. For mange af os var Star Wars en essentiel del af vores opvækst, men nu har serien udviklet sig til den barndomsven, man nød at hænge ud med, men nu er vokset lidt fra.

For hver gang Lucas manipulerer filmene, dræner han også en snert af den magi, der gør dem så fantastiske. Ligesom the force er den magi svær at beskrive, den er der bare, og heldigvis har Lucas ikke formået at fjerne den fuldstændigt, især fordi 90% af filmene er uberørte, og 90% af den gamle Star Wars-trilogi er stadig lig med filmhistoriens bedste føljeton. Jeg har altid betragtet Star Wars som et familiedrama maskeret som fabelagtig underholdning, og måske er det også en af grundene til, at den stadigvæk fortryller så mange. Det er spændende at se lyssværd slå gnister og rumskibe duellere, men det er først og fremmest det bag sagaens farverige facade – fortællingen om én søns kamp for at redde sin fars sjæl – der giver den et så enormt emotionelt punch. Vi ved måske ikke, hvordan det føles at være rumskibspilot, men vi ved, hvad det vil sige at værne om ens familie.

Ja, ligesom i alle de bedste eventyr er der en masse under overfladen i Star Wars, og så hjælper det selvfølgelig også, at universet er så fornemt realiseret og spækket med mindeværdige figurer. Luke Skywalker er den perfekte helt – ikke nødvendigvis fordi han er så godhjertet, men fordi hans ungdommelige tvivl, entusiasme og naivitet øjeblikkeligt gør ham og hans kamp let at relatere sig til. Prinsesse Leia står for de velkomne romantiske ingredienser i Lucas’ pragtfulde pærevælling, mens Han Solo tilføjer den helt rette dosis humor, og så har vi selvfølgelig også Darth Vader – den grufulde psykopat, som vi alle elsker at hade. Alfred Hitchcock sagde engang: ”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen”, og Star Wars har skurken over dem alle.

Den gamle Star Wars-trilogi kammer lidt over til slut i “Jedi-ridderen vender tilbage” (i øvrigt har jeg aldrig været glad for den danske titel, da den engelske, “Return of the Jedi”, tydeligvis refererer til jedi-ordenens tilbagevenden og ikke nogen enkeltperson) takket være en overflod af glædestårer og nuttede bamser, men med “Et nyt håb” og “Imperiet slår igen” cementerede Lucas og Co. grobunden for en alt i at formidabel trilogi, der ændrede filmlandskabet for evigt. De første to film har absolut ingen unoder, og de bliver bestemt ikke mindre fornøjelige af deres nærmest slaviske overholdelse af eventyrgenrens skabelon. Trilogien runder samtidig af med det ultimative rumskibsslag og en følelsesladet dyst mellem Vader og Luke, der gør de få minusser lette at sluge.

I 1990’erne annoncerede Lucas så, at han ville lave tre nye Star Wars-film om hændelserne før de tre første film, og jublen ville ingen ende tage. Personligt husker jeg tydeligt, hvordan Lucas i et interview med kritikeren Leonard Maltin fastslog, at han kun ville instruere den første af disse tre såkaldte prequels og derefter overlade roret til andre. Åh, Lucas, hvorfor følger du ikke dine egne gode råd? Målet var angiveligt at fremhæve tragedien i Anakin Skywalkers fald fra en heroisk jedi til den uhyrlige Darth Vader via kraftens mørke side. Mange af os satte prompte snuden op efter en episk fortælling om Anakin og en jævnaldrende Obi-Wan Kenobis intergalaktiske strabadser, deres venskabs triste sammenbrud og Anakins traumatiske transformation.

Det, vi fik i stedet, var tre film, der skildrede Anakin som en forfængelig og egoistisk teenager, som valgte at blive massemorder på grund af et grumt mareridt (hvabehar?). I de gamle film blev Anakin ofte omtalt med ærefrygt som en karismatisk krigshelt, men vi får på ingen måde noget positivt indtryk af ham i de tre nyere film, og han ender helt med at fremstå mere sympatisk efter sin forvandling. I det mindste virkede Vader aldrig selvfed eller smålig… Garvede skuespillere som Natalie Portman, Ewan McGregor, Christopher Lee og Liam Neeson leverer varen, men selvom Hayden Christensen flere gange har bevist, at han altså har evner foran kameraet, så er han så stiv og udtryksløs i rollen som Anakin, at det ofte er svært at skelne ham fra den kære robot R2D2.

Alle tre prequels har dog deres øjeblikke. Podrace-løbet i “Den usynlige fjende” er en sensationel sekvens, som jeg personligt glæder mig til at se i 3D, når filmen genudgives i biffen til februar, og den har også sagaens mest intense lydssværdsdueller. “Klonernes angreb” runder af med et 30 minutter langt sansebombardement af format, og når “Sith-fyrsternes hævn” knytter trådene mellem de to trilogier i et forfriskende brutalt klimaks, opnår den en slagkraft, forgængerne har savnet. Men filmenes forcer har svært ved at kompensere for uoverensstemmelserne mellem de nye og gamle film, den lalleglade Jar Jar Binks, alt det pseudopolitiske ævl og det faktum, at Christensen og Portman slår færre gnister end to stykker pap. Prequel-trilogien er ikke forfærdelig, men den repræsenterer alligevel filmhistoriens største misbrugte mulighed. Et reboot ville være velkomment.

Samlet set får sagaen (især i kraft af den oprindelige trilogi) følgende karakter:

Video

Alle seks film præsenteres i 1080p/AVC 2.35:1. Det ville næppe være en overdrivelse at betegne Star Wars på Blu-ray som den mest ventede hjemmevideoudgivelse i årevis, og med dét faktum og seriens popularitet in mente er det simpelthen for dårligt, at filmene ikke ser bedre ud i HD. “Den usynlige fjende” plages af et overforbrug af støjreduktionsfiltre (DNR), som har gjort skuespillernes hud voksagtig og givet hele filmen et meget fladt og digitalt look, som ofte er direkte distraherende. Det er måske gjort i et forsøg på at styrke den visuelle kontinuitet mellem de tre prequels, men resultatet er en klar forringelse af detaljerigdommen. Der er dog stadig tale om en klar forbedring ovenpå dvd-udgivelsens ringe transfer.

“Klonernes angreb” og “Sith-fyrsternes hævn” ser heldigvis langt bedre ud – ja, sidstnævnte film ser endda mere eller mindre upåklagelig ud. Billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er aldrig mindre end tårnhøj, kontrasten er solid, og farverne er fantastiske. Derudover forekommer hverken støj, snavs eller edge-enhancement. DNR plager også “Klonernes angreb”-transferet – dog i langt mindre grad end transferet til “Den usynlige fjende”. Heldigvis bliver ingen af de gamle film plaget af DNR, men pudsigt nok er “Jedi-ridderen vender tilbage” temmelig uskarp i flere passager – især da rebellerne skal til at lande på Endor-månen og i scenerne umiddelbart efter.

I lange perioder ser “Et nyt håb”, “Imperiet slår igen” og “Jedi-ridderen vender tilbage” også glimrende ud i HD. Man spotter tit visuelle detaljer, man aldrig har bemærket tidligere, selvom man har set filmene talløse gange. Der er enkelte slørede skud hist og her, men oftest er billedet skarpt, kontrasten stabil og farvegengivelsen fornem. Oftest er nøgleordet, for indimellem sniger der sig nogle frygtelige farveudfald ind i filmene – især i “Et nyt håb” og “Imperiet slår igen”, hvor skuespillerne ofte ser ud til at være blevet solbrændte, mens Vader åbenbart har anskaffet sig et nyt, pink lyssværd i “Imperiet slår igen”. Det rigtig irriterende er, at det er fejl, der også plagede dvd-udgivelserne fra 2004 og har fået masser af omtale siden da, og alligevel er fejlene ikke blevet udbedret. Det er altså uacceptabelt, især fordi det er så forstyrrende fejl. Ser filmene bedre ud, end de nogensinde har gjort i hjemmebiografen? Uden tvivl. Burde (og kunne) de have set bedre ud? Absolut.

Audio

Filmene måtte gerne have set bedre ud i HD, men udgivelsens seks DTS-HD Master Audio 6.1-lydspor er simpelthen uforlignelige. Kan du huske, hvordan John Williams musik druknede under angrebet på dødsstjernen i “Et nyt håb” på dvd’en? Det gør den gudskelov ikke længere. Både i de nye og gamle film bliver samtlige lydeffekter gengivet klokkeklart – især lyssværdene har en auditiv slagkraft, der siger spar to, fordi subwooferen får deres karakteristiske lyd til at runge med manér. Praktisk talt alle replikker er tydelige, og selvom det ofte er åbenlyst i de gamle film, hvornår replikkerne er fra optagelserne eller dubbede, bliver man aldrig tilnærmelsesvis distraheret af forskellen. Panoreringerne er også eksemplariske. Dette er et skoleeksempel på, hvordan man ændrer et gammelt stereolydspor til et gennemført surround-mix med bravur og respekt.

Ekstramateriale

Desværre medfølger næsten intet af dvd-udgivelsernes ekstramateriale i denne ombæring, så du kan ikke skille dig af med de gamle skiver endnu. Det havde været herligt, hvis det hele (især trailerne og dokumentarerne) var blevet samlet i denne nye udgivelse i 1080p. Til gengæld er her en masse nye, ekstra godter – ikke mindst et væld af hidtil usete slettede scener. De godt 50 minutters slettede scener fra de tre gamle film er uden tvivl udgivelsens største trækplaster, og her er flere ekstremt interessante sekvenser, deriblandt flere scener med Luke og hans venner på Tatooine i “Et nyt håb” og en scene, hvor Luke konstruerer sit grønne lyssværd i “Jedi-ridderen vender tilbage”. Billed- og lydkvaliteten svinger meget (flere af dem præsenteres i sort/hvid), men alene denne guldgrube af glemte scener gør udgivelsen til et must.

Der medfølger også adskillige slettede scener fra de tre prequels, hvor mange af dem har ufærdige computereffekter og animationer, men flere af disse er også ganske interessante – især en sakset samtale mellem Yoda og Liam Neesons karakter, jedi-ridderen Qui-Gon Jin. Derudover er der blevet produceret to kommentarspor til hver film: Ét med Lucas og udvalgte kollegaer (det eneste ekstramateriale, der også befandt sig på dvd-udgivelserne) og ét, som er blevet sammensat af lydbidder fra talløse interviews med seriens skuespillere og bagmænd. Hvert kommentarspor er spækket med fascinerende anekdoter og blottet for pauser og verbalt rygklapperi. Desuden er her hobevis af koncepttegninger, adskillige gennemgange af filmenes forskellige kostumer, modeller og rekvisitter samt utallige ultrakorte interviews med diverse mænd og kvinder, der arbejdede på filmene.

Udgivelsens 9. disk indeholder en række fremragende dokumentarer – både gamle og nye af slagsen – hvor flere af dem fokuserer på filmenes effekter, mens én af dem, “Star Wars Tech” (46 min.), byder på interviews med flere respekterede forskere, der gennemgår forskellen på virkelighedens teknologi og den i Lucas’ univers. Fascinerende. Endnu bedre er “A Conversation with the Masters” (30 min.), hvori Lucas, instruktøren Irvin Kershner (få måneder før sin død), komponisten John Williams og manuskriptforfatteren Lawrence Kasdan diskuterer skabelsen af sagaens bedste del. ”Jeg er ikke ligefrem entusiastisk omkring mine egne evner som forfatter”, konstaterer Lucas. Amen. I øvrigt er her en montage på i alt 98 minutter, som består af adskillige muntre Star Wars-parodier fra andre spillefilm, tv-serier og YouTube. Ekstramaterialet (bortset fra enkelte ældre dokumentarer) præsenteres i 1080p.

Star Wars er Star Wars, og uanset hvor mange kræfter George Lucas bruger på at maltraktere den oprindelige, klassiske trilogi, kan han ikke fravriste den dens titel som alle tiders største filmeventyr. Det er ærgerligt, at de oprindelige biografudgaver af filmene ikke medfølger (og de bliver næppe nogensinde udgivet i HD), men udgivelsen kompenserer for det minus med et væld af fremragende dokumentarer og slettede scener, som fans formentlig kan bruge ugevis på at nærstudere. Nå ja, de tre prequels medfølger også, og selvom de ikke når de gamle film til sokkeholderne, så er de ikke helt uden meritter. En mangelfuld, men uundværlig udgivelse.

Se også: Filmz TV ser stjerner – “Star Wars” anmeldes på Blu-ray!

Kort om filmen

Genoplev de uforglemmelige øjeblikke, og hop ombord i det spektakulære eventyr med STAR WARS – The Complete Saga i helt ny Blu-ray-kvalitet. Denne fantastiske samling forener alle seks episoder for første gang i imponerende High Definition og med den reneste digitale lyd i galaksen. Boksen indeholder 9 Blu-ray discs.

Med over 40 timers gribende ekstramateriale – inklusiv helt nyt materiale skabt specielt til denne udgivelse – kan du dykke dybere ned i STAR WARS-universet og opleve mere end nogensinde før. Mærk Kraften med STAR WARS – The Complete Saga på Blu-ray!