Steppeulven
Udgivet 18. feb 2015 | Af: paideia | Set i biografen
Efter at “Steppeulven” havde fået lov til at ligge og vende i mit kranium et stykke tid, kom jeg efterhånden til den konklusion, at hvis man havde lavet en lineær og traditionelt spundet film om Eik Skaløe, så havde man nok misforstået ham. Men så kom jeg alligevel til at tænke på, at filmen jo netop insisterer på, at Eiks eksistentialistiske budskab er så simpelt. Eller gør den? Måske er den en satire over 60’ernes psykofarmakologisk selvudvikling med forskellige småfilosofiske lån fra østerlandsk tankegods? Eller også er den helt genial ved at koble Eiks kontrære og sarkastiske personlighed til filmens fortællestil? Eller… Åh pis, jeg har røget for lidt til at kunne rumme det her. Vi tager den lige forfra.
Det foregår i hippietiden. Eller det gør det så ikke rigtigt, for det meste af “Steppeulven” foregår før 1967. Men den rummer alle de traditionelle elementer af hippiekulturen. Eller måske snarere beat-traditionen.. Der er i hvert fald en masse sex og stoffer og nogle folk, der får tæsk af politiet. Faktisk er det nogle gange, som om filmen bevidst parodierer perioden. Måske fordi den ofte balancerer på kanten af folkekomedie. Det er absurd morsomt, når pladedirektøren (i en syret stuntcasting af Nikolaj Hübbe) hyrer Steppeulvene, fordi Eik har narret ham til at tage LSD. Men den er ikke fotograferet som en folkekomedie. Men som et episk drama med store naturtableauer og superprægnante shots, der tydeligvis inviterer til dybe og filosofiske fortolkninger.
Pointen er i hvert fald, at det er en sær film. Som eksempel på det er det først, da det bliver mest psykedelisk, at “Steppeulven” rigtigt hænger sammen. Nemlig da Iben og Eik vender tilbage til Danmark efter deres bevidsthedsudvidende rejser, og Eik i en massiv tåge af LSD, hash og så videre stifter Steppeulvene. Her samles alle trådene pludseligt til et overordentligt kulørt kludetæppe, som så efterfølgende rives op, da Eik forsvinder ud i den indiske ødemark. Det stritter i alle retninger på samme tid, men det gør Eik Skaløe også som person, så måske giver det alt sammen god mening. Måske.
“Steppeulven” er muligvis for forelsket i perioden og soundtracket bliver næsten anmassende nostalgisk til tider, men det er forbløffende nemt at tilgive. Det er i sidste ende et superfedt trip. Den er sin egen og kan ikke besværes med småborgerlige filmkonventioner. Det hjælper unægteligt, hvis ens hjernekroge er godt indviklede og kaotiske i forvejen. Er de ikke det, må man sikkert gribe til lidt kemisk assistance. ”Det’ da ellers ikke særlig svært at forstå, når man har sine violette snabeltyrkersko på.”
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet