Statisk, dramatisk, Stratos

Billedet står nærmest stille. Man når at blive i tvivl om, hvorvidt skærmen er frosset ved en fejl, indtil en lille ensom skygge bevæger sig gennem buskirkegården. Desværre for skyggen er dens tur gennem det tørt stivnede græske landskab slut på et minut. Dens hjerne bliver trykket ud af et pistolskud, og en mand med dødstrætte øjne sletter metodisk sine spor og kører væk. Landskabet står igen stille og upåvirket tilbage. Stenene, sandet og de stikkende buske har set demokrati og humanistisk filosofi opstå og ser det nu langsomt opløses igen. Og lige som “Stratos” og alle dens karakterer virker de revnende ligeglade.

Manden, der dræber, sætter sig i en bil og får en kuvert med penge. Hans navn er det samme som titlen, og han sværger, som de fleste andre filmlejemordere, til den filosofiske retning: ’pas dig selv, indtil du ikke gider passe dig selv mere'. Den ensomme ulv, lige fra “Yojimbo” til “Leon”, ser verden gå i opløsning omkring sig, men vælger at lade stå til og tavst indkassere lidt penge for beskidt arbejde. Indtil den dag han knækker, og verden får at se, hvorfor han har ry som en fandens karl. Sådan er “Stratos” også bygget op, men den tager udspændingen af den dramatiske elastik til nye længder.

Stratos vil væk fra det hele, men bliver konstant trukket ind i en verden af vold og fordærv. Han prøver at arbejde på en kagefabrik, men hans fængslede boss vil befries. Han forsøger at hjælpe sine naboer og deres miljøramte datter, men de skylder penge til en gangster, som ikke lige vil afvises. Den græske tragedie er opdateret med pistoler og bandeord. Plottet virker underordnet til fordel for studiet af mennesker, der næsten velvilligt drager mod undergangen. Grundtonen er trøstesløs og håbet er kort som tålmodigheden hos en dansk turist, der har fået et grimt hotelværelse og forresten skulle vente 20 min., før guiden hentede dem i Kreta Airport.

Mange scener består af én indstilling. Mange dialoger af én sætning til hver, der gentages og gentages og gentages… Hovedpersonen med det grimsmukke, posede ansigt sidder ofte helt stille og bliver bandet af. ”Røvhul, røvhul røvhul. Svin, svin, svin, Gør lige det her for penge! Svin, svin svin!” Og sådan er næste scene også. Scener med folk, der gentager sig selv, bliver gentaget til en gang gentagelses-ception. Der må være en pointe. Muligvis har idéen været at fremhæve det absurde i en gangsters liv, den udsigtsløse repetition af død og ødelæggelse. Muligvis er det stik til det finanskriseramte land og politikerne bag den fastlåste situation. Det eneste sikre er, at det virker langt og fremmedgørende.

Et gennemgående virkemiddel er vekselvirkningen mellem stoisk ro og eksplosiv vrede. Der er en djævelsk dobbelthed i de frosne, ubevægelige bygninger, der befolkes af desperat skrigende mennesker. Sjovt at tænke på, at den demokratiske civilisation er opstået blandt folk, der har så meget spruttende, gal vrede i sig. Hele tiden op og ned i intensitet og lydniveau. Man venter bare på at antihelten, som vi jo fra starten ved, er den eneste med en smule moral, smider sin spinattærte og forsvarer de svage. Stratos må udløses på et tidspunkt, det kan ikke komme som en overraskelse, det uventede ligger i hvornår. Men på et tidspunkt begyndte jeg at kigge på mit ur og være ligeglad.