Training Day Light

Både “Street Kings” og “Dirty Harry” omhandler kompromisløse ordenshåndhævere, og begge film er enten netop udkommet eller genudgivet herhjemme på dvd, hvorfor en sammenligning virker oplagt. “Dirty Harry” er snart 40 år gammel, men det siger en del om instruktør David Ayers “Street Kings”, at Don Siegels tidløse klassiker er langt mere vovet og intens end sin næsten nyfødte artsfælle. “Street Kings” er en rutinepræget thriller, der gentagne gange forsøger at understrege, hvor benhård og sej den er i forhold til de gængse politidramaer. Men så snart filmen nærmer sig sjældent udforsket genreterritorium, trækker den sig desværre tilbage med alarmerende hast.

Keanu Reeves nyder tydeligvis at spille en mere hårdkogt helt end sædvanligt. Den 44-årige canadier har hovedrollen som detektiven Tom Ludlow, der er tænkt som en moderne udgave af Harry Callahan. ”I har brug for mænd som mig, der tør at overtræde loven,” fastslår Ludlow over for en kollega. Men som karakter blegner Ludlow i forhold til mere tvetydige og dermed mere interessante figurer som Callahan og især betjenten Vic Mackey fra den fænomenale tv-serie “The Shield”, som “Street Kings” hyppigt tyvstjæler fra. Reeves fremhæver undertiden sprækkerne i Ludlows halvkedelige facade på spidsfindig vis, men Reeves kan intet stille op over for de mange replikker og usandsynligheder i manuskriptet, der gør Ludlow til en traditionel antihelt.

Persongalleriet er proppet med stereotyper – lige fra korrupte, velsoignerede strømere til horder af småkriminelle bandemedlemmer, som nyder at slynge bandeord ud, mens seeren stirrer utålmodigt på uret. Heldigvis har man hyret flere garvede skuespillere til at portrættere de omvandrende klicheer. Chris Evans, som brillerede i Danny Boyles “Sunshine”, får Reeves assistent, Diskant, til at virke ægte og interessant, selvom manuskriptet tegner ham som en næsten endimensional, godhjertet ungkarl. Hugh Laurie, der har vundet adskillige priser for sin indsats i tv-serien “House M.D.”, tilføjer tiltrængt humor som et højtstående medlem af Internal Affairs, mens rapperne The Game og Common gør positivt indtryk på trods af blot få minutters medvirken.

Forest Whitaker er desværre en stor skuffelse som den korrupte, opportunistiske politichef Jack Wander, der leder Ludlows afdeling. Whitakers påfaldende overspil er blot endnu en grund til, at det aldrig lykkes filmen at opnå den realistiske tone, den ivrigt stræber efter. Wander er en diametral modsætning til den ekstremt lovlydige betjent, Whitaker spillede i den førnævnte tv-føljeton “The Shield”. Og det virker nærmere, som om Whitaker har haft mere travlt med at skabe et synligt skel mellem de to fiktive personligheder end med at levere overbevisende skuespil.

Men Whitaker er trods alt ikke filmens største skuffelse. Det er derimod den banale fortælling, især fordi den bl.a. er skrevet af selveste James Ellroy – romanforfatteren bag den noget nær ultimative historie om korruption i magtens korridorer: “L.A. Confidential”. “Street Kings” er derimod en konventionel affære, der heller ikke er nær så tankevækkende som David Ayers manuskript til den undervurderede, spændingsmættede “Training Day”. Der er her tale om en mere eller mindre ordinær beretning om én mands forsøg på at komme korruption til livs og genfinde selvrespekten under strenge vilkår.

Værdiløs er “Street Kings” dog ikke. Visse twists overrasker vitterligt, især et uventet dødsfald. Hovedparten af disse glædelige drejninger i historien optræder dog før filmens midtpunkt, hvor man som tilskuer stadigvæk sidder med en forhåbning om, at det hele ikke vil munde ud i et forudsigeligt antiklimaks – hvilket det uheldigvis gør. Actionsekvenserne er derudover skruet godt sammen, Graeme Revells musik er ganske stemningsfuld, og der er flere skrappe og begavede replikker undervejs, der antyder, at “Street Kings” kunne have været meget bedre, hvis bare forfatterne havde været villige til at gå linen ud og virkelig løsrive sig fra genrens konventioner.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Kun få fejl plager dette transfer. Farvegengivelsen er helt i top, og det samme er kontrasten. Filmen er mere eller mindre splinterny, så derfor optræder der selvsagt aldrig snavs eller pletter. Billedet er dog tit en anelse sløret, og tydelige glorier optræder desværre i en håndfuld scener.

Audio

Skivens Dolby Digital 5.1-mix er (som ventet) aggressivt, bombastisk og virkelig godt. Man efterlyser til tider mere opfindsomme og stemningsfulde lydeffekter under filmens få stilfærdige scener. Men den slags er næppe noget, de fleste forventer at høre under en film som “Street Kings”, og actionsekvenserne lyder glimrende. Dynamikområdet er stort, og der er adskillige effektive panoreringer. Replikkerne er altid tydelige, og ingen former for auditiv støj optræder nogensinde. Musikken folder sig også godt ud, og subwooferen får lokalet til at ryste.

Ekstramateriale

David Ayer diskuterer filmen på et nogenlunde kommentarspor. Instruktøren taler om alt fra historien og arbejdet med skuespillerne, til brugen af kamera og farver. Han holder desværre en del pauser undervejs, og han har det med at bruge for meget tid på bare at lovprise sine kollegaer. Men den velformulerede instruktør giver lytteren en ganske detaljeret indsigt i, hvordan filmen blev skruet sammen. Der er 21 minutters dokumentarer på dvd’en, som desværre indeholder alt for mange klip fra filmen og (ligesom Ayers kommentarspor) mønstrer lige lovlig megen verbal rygklapperi. Sjovest er det at se skuespillerne gennemgå rigtig polititræning.

Filmens trailer medfølger også, og det samme gør 12 minutters slettede scener, som Ayer også har indtalt kommentarer til. Mange af disse er fuldstændig overflødige, men få af dem ville bestemt have tilføjet “Street Kings” ekstra slagkraft, hvis de ikke var blevet fraklippet. 10 alternative udgaver af diverse scener fra filmen ligger også på skiven, og disse varer tilsammen knap 30 minutter. Her er også et par interessante øjeblikke indimellem, men også mange ligegyldige.

Gadens skrappe drengeTom Ludlow er politibetjent i Los Angeles – oven i købet en meget effektiv betjent på trods af, at han dagligt dulmer sorgen over tabet af sin kone med alkohol. Ludlow er spydspidsen i de forskellige operationer, hans afdeling står for. I det kriminelle miljø går Ludlow hårdt frem, nogle gange lidt for hårdt, hvilket betyder, at han må ‘pynte’ på gerningsstederne, så der ikke fattes mistanke imod ham.

En dag bliver Ludlows tidligere makker dræbt, og Ludlow bliver mistænkt, fordi makkeren for nyligt havde anmeldt Ludlow for korruption. Normalt plejer Ludlow ikke at afvise en let måde at løse tingene på, selvom det ikke er helt lovligt. Men da hans kollegaer med hans chef i spidsen giver ham et tilbud, som kan fjerne mistanken fra ham, afviser han. For det er ikke nok, at han slipper af med mistanken – de rigtige gerningsmænd skal findes og dræbes. Handlingen i “Street Kings” er baseret på et forlæg af forfatteren James Ellroy, som også stod bag den mesterlige “L.A. Confidential”. Både handling og persongalleri er i store træk meget lig med “L.A. Confidential”, blot rykket frem til nutidens L.A.

Desværre er filmens handling slet ikke lige så spændende som i “L.A. Confidential”, og på trods af, at persongallerierne i de to film er meget lig hinanden, når man aldrig at komme ordentlig ind under huden på personerne i “Street Kings” på samme måde som i “L.A. Confidential”. Det, at “Street Kings” har så meget tilfælles med “L.A. Confidential”, fjerner den originalitet, som filmen kunne have haft. “Street Kings” kompenserer dog lidt for det via den stemning, den byder på. I særdeleshed skal nævnes de lidt dystre aften- og nattescener, men scenerne i de lokale gangsterkvarterer er dog heller ikke helt uden charme.

Filmens primære fejl er, at man ikke har kunnet bestemme sig for, om der skulle være fokus på spænding eller action, hvilket er endt i en blanding, der ikke giver tilstrækkelig af nogen af delene. Hvad, der derimod er opløftende at se, er, at vores helt ikke skal fremstå som moralens vogter i sin jagt på retfærdighed, hvilket ellers er normen for denne type film. Ludlow tager ikke hensyn til, om folk er bevæbnet eller ej – han skyder, når han får muligheden, uanset fjendens tilstand, og han skyder for at dræbe.

Udover, at det bringer et friskt pust ind i genren, er Ludlows nådesløshed og manglende respekt for loven i sin søgen efter retfærdighed også med til at fokusere på de metoder, som politiet benytter sig af, og den korruption, som hærger i politiet, hvilket er med til at gøre filmen interessant. Der er ikke længere forskel på politi og forbrydere – de er alle ens.