Stroszek
Udgivet 30. mar 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Filmens rejse fortsætter derfor i den amerikanske stat Wisconsin, hvor Scheitz har familie, og de alle har mulighed for at starte på en frisk. Stroszeks musikalske drømmer hverves som mekaniker på et lokalt værksted, Eva tager arbejde på det nærliggende roadhouse, men hygger sig i fritiden også ganske frivolt med de hyppigt gennemrejsende langturschauffører. Og Scheitz, ja han lukker sig så bare inde i sin helt egen verden og dyrker det fænomenologiske i videnskabens uopdagede hjørner og afkroge. Fælles for dem alle er dog, at den amerikanske drøm ikke umiddelbart bliver som forventet, snarere tværtimod.
Forfølgelsen af den amerikanske drøm er selvsagt gået i vasken, og med den voksende bunke af regninger og rykkere samt de hyppige besøg fra banken med krav om omgående indbetaling, nærmer de tre tyske gæstearbejdere sig mere og mere bagsiden af den amerikanske drøm frem for forsiden. Ikke noget under, at Stroszek – også som følger af besværliggjorte sprogbarrierer – går i hundene, Eva stikker af til Canada med en langturschauffør, og Scheitz kaster sig ud i en bekymrende løbebane som professionel bankrøver.
Konflikterne lurer hele tiden under overfladen. “Stroszek” er en film om ensomhed, om at gribe nuet og forfølge sine drømmes mål, om at finde lykken og ja, naturligvis om at finde den rigtige kærlighed. Ingen af delene vil umiddelbart lykkes for karaktererne i denne depraverende rejse på tværs af atlanten og på tværs af livet. Enhver er sin egen lykkes smed i en afgrund af frihed. Men det garanterer ingenlunde succes. En fugls vinger kan nemlig sagtens være stækkede i frihed og egentligt baske ganske kvit og frit i fangenskab.
Genudgivelsen af Werner Herzogs “Stroszek” tilbyder et kærkomment gensyn med bagsiden af den amerikanske drøm. Instruktørens håndelag mærkes tydeligt i de skæve karakterer og de finurlig situationer. Mest problematisk er dog den indledningsvis sjuskede og ufokuserede fortællestil, som dog neutraliseres undervejs. Filmen rummer væsentlige budskaber og er et værdigt bekendtskab. Men til instruktørens bedste hører filmen altså ikke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet