Suspiria

InstruktionLuca Guadagnino

MedvirkendeDakota Johnson, Tilda Swinton, Chloë Grace Moretz

Længde153 min

IMDbVis på IMDb

I biografen15/11/2018

Anmeldelse

Suspiria

4 6

 

Det er en ballet. Seks akter og en epilog. Præsenteret sort på hvidt. Det er ikke “Suspiria“. I hvert fald ikke den klassiske storebror fra 1977. Dette er den kunstneriske lillesøster.

 

Det er dog igen på balletskolen, det uhyggelige sker.

 

I Dario Argentos original var det et mysterium forklædt i balletskolens farvestrålende gange. Nu er det selve balletten. Det er et ritual.

 

Olga nægter at danse. ’HEKSE!' råber hun efter Madammerne, der styrer stedet.

 

Susie tager over fra Olga i det andet rum. Susie hopper. Knæk, siger Olgas arm. Spring. Knæk, siger benet. Det er modbydeligt. Det er heksekunster.

 

Alt sammen til tonerne af endnu et fantastisk soundtrack. Men dog helt anderledes end det fra 1977.

 

Dengang hjemsøgte Goblin med prog rock. Nu springer balletpigerne rundt til Thom Yorkes balletvalsende musik. Det er smukt. Det er faretruende. Det er helt anderledes. Og dog samme effekt.

 

Det er det, instruktør Luca Guadagnino gør. Noget helt anderledes. Og dog noget helt genkendeligt. Som at gå fra Goblin til Thom Yorke.

 

Hvor Argento eksploderede farver i ansigtet på mig, så trækker Guadagnino farven ud af billedet. De er modsætninger. Begge fantastiske.

 

Men at gøre noget nyt i noget genkendeligt er ikke en balletdans på hekseroser.

 

På papiret ser det ellers ens ud. Amerikanske Susie Bannion tager fra USA til danseskolen i Berlin. Mystiske ting sker. Susie bliver mere og mere indblandet.

 

Denne nye “Suspiria” lægger dog aldrig skjul på mysteriet. De er hekse. Fra første minut. Ingen mystik om skolen. Ingen opklaring.

 

I stedet forsøger Guadagnino med stemning. Og den er mega klam. Det meste af tiden.

 

Handlingen er placeret i det delte Berlin. Skolen ligger lige op ad muren, der deler i øst og vest. Hekselærerinderne er også splittede. Billedsprog?

 

Ja. Og meget af det. Ny er også Susies mor. Og moderforhold generelt. Der er meget at tolke på. Det bliver faktisk for meget.

 

For ind i historien træder også psyko-terapeuten Josef Klemperer. Spillet af Lutz Ebersdorf… Eller faktisk Tilda Swinton. Hun kan spille splittet. Mand og kvinde – i øst og vest.

 

Josef har mistet sin kone under 2. Verdenskrig. Han fylder meget. Rigtig meget. Nu handler “Suspiria” pludselig også om skyld. Og ellers har han ikke den store indvirkning i mysteriet eller mangel på samme på danseskolen.

 

Det er ikke samme fokuserede historie som i 1977-udgaven.

 

Men det er Guadagnino helt ligeglad med. Han vil lave en hyldest, en homage – aldrig et remake. Stemning over historie. Og det lykkes.

 

Hvor Argento-spiria var et stramt prog rock-nummer på tre minutter, så er Guadag-spiria en abstrakt ballet på næsten tre timer.

 

Det er anderledes, men det bliver i familien.

 

Suspiria 2018 anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer