Svindel på højt plan
Udgivet 10. nov 2011 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
I forbindelse med biografpremieren på det idylliske familiedrama “Family Man” tilbage i 2000 udtalte instruktøren Brett Ratner, at han egentlig allerhelst vil lave cool film med hurtige biler og kvikke bemærkninger. Han havde allerede forsøgt med “Rush Hour”-filmene, men først nu – 11 år senere – er det omsider lykkedes Ratner at lave en film, der både er cool og vellykket: Kupkomedien “Svindel på højt plan”.
“Svindel på Højt Plan” er en fantasifuld screwball-komedie, der er lavet efter tesen, at alle tørster efter hævn over de forretningsmænd, der er skyld i den aktuelle finanskrise. Det er et succesfuldt forsøg på at se dette seriøse dilemma fra en morsom vinkel. Plottet er simpelt, men passer perfekt ind i denne moderniserede fortolkning af Robin Hood-myten, der også bliver inddraget et par gange i filmen. Det var i øvrigt et kløgtigt træk at placere det meste af handlingen ved det forhenværende Trump Tower på Columbus Circle, som må siges at være ét af New Yorks største symboler på kapitalismen og dem, der har nydt godt af den. Dét er dog også så dybt, som “Svindel på højt plan” går under huden på verdensøkonomien undervejs. Underholdningen er trods alt det største punkt på Ratners dagsorden.
Resten af castet skal bestemt ikke glemmes. Ratner og filmens casting-ansvarlig, Kathleen Chopin, har taget nogle store chancer med næsten alle deres skuespillervalg ved at caste dem i uvante roller. Ben Stiller spiller for en sjælden gangs skyld ikke et surmulende offer, og 28-årige Gabourey Sidibe, der sidste år imponerede hele Hollywood i rollen som Precious i filmen af samme navn, spiller her en stuepige fra Jamaica, som ikke blot er ekspert i rengøring, men også i pengeskabe. Sidibe var et modigt valg, der har givet pote, idet Sidibe glimter i disse nye, anderledes omgivelser.
“Svindel på Højt Plan” er ikke ligefrem en skelsættende heist-farce, men det er god, gedigen underholdning fra Ratner, der for en gangs skyld (ja, måske endda for første gang nogensinde) ikke skuffer, men derimod leverer, hvad vi er blevet lovet af filmens PR-kampagne: 104 minutters tilforladelig spas. Mens “Svindel på Højt Plan” står på, føler man sig i godt selskab, og det er under alle omstændigheder beundringsværdigt, at en så udskældt instruktør har formået at lave en film om finanskrisen, som indbyder os til (og endda får os til) at grine frem for at græde eller græmmes.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet