Når en sømand går i land

Hvis du ikke allerede er bekendt med den franske filmskaber Claire Denis, er der faktisk ikke noget at sige til det. Trods et solidt output af film siden debuten “Chocolat” i 1988 er “Svinene” – Denis’ 11. spillefilm – den første til at opnå dansk biografdistribution uden for filmfestivalregi. Det er på tide. Veteranen Denis har for længst rundet de 60 år og er af flere blevet udråbt til en af sin generations skarpeste skildrere af den europæiske virkelighed med et postkolonialt blik.

“Svinene” ligner måske ikke flertallet af Claire Denis’ tidligere film, der ofte har kredset om Afrika. Født i Paris, men opvokset i Cameroun, giver det god mening. Filmuddannelsen tog hun dog tilbage i Paris og assisterede i den forbindelse både Wim Wenders og Jim Jarmusch op igennem 1980’erne, indtil hun drømmedebuterede i hovedkonkurrencen i Cannes med den føromtalte, ikke så lidt selvbiografiske, “Chocolat”.

Den labyrintiske, noirfatale fortælling i “Svinene” indledes med et silende, trøstesløst regnvejr, der er sløret og næsten abstrakt for øjnene at finde hvile i. En mand på en stiletfabrik efterlader et brev på skrivebordet og hopper ud af vinduet. Enken hidkalder sin bror Marco; en supertanker-sømand, der er flygtet fra stiletimperiet for flere år siden. Han, spillet med Jean Gabin’sk livstræthed og charme af Vincent Lindon, begynder at rasle familiens skeletter ud af skabene. Niecen Justine er blevet tortureret og seksuelt misbrugt, indtil hun blev fundet af politiet vandrende nøgen rundt; kun iført sylespidse stiletter og med blod sivende ned ad inderlårene. Det ubærligt grumme overgreb viser sig at trække tråde både til faderens selvmord og den rigmand, der bor i lejligheden under Marco i den mere mondæne del af Paris.

På papiret tager “Svinene” sig umiddelbart ud som en typisk hævnthriller. Onkel vender hjem fra de syv verdenshave, giver bøllerne bank og scorer endda en dame undervejs. Men den er ingen “Taken”, og Vincent Lindon er heldigvis en mere enigmatisk hævner end Liam Neeson. Claire Denis synes ikke interesseret i at præsentere en helstøbt historie med afrundede kanter, og karaktererne stikker alle som én ud som grove torne. Jeg følte mig sat på lige så hårdt opklaringsarbejde som Lindons Marco – i et forsøg på at finde hoved og hale i de mere og mere depraverede familieforhold, der sparsomt bliver hentydet til undervejs. Denis hopper unødigt abrupt fra scene til scene, og samtidig krydres der med flashbacks, drømme og cirkulære gentagelser af scener. En lidt mere regelret fortællestil havde klædt det i forvejen snørklede plot.

Blandt alle de liderlige svin som titlen henviser til, udspiller der sig imidlertid også en fåmælt kærlighedshistorie mellem Marco og kvinden Raphaëlle (spillet af Chiara Mastroianni), der er rigmandens elskerinde i lejligheden nedenunder. Det sætter Claire Denis med stor ømhed i scene med en blanding af to sårede dyrs forsigtighed og grådigt-erotiske tilnærmelser. Kemien mellem Lindons barkede sømand og den ypperlige Mastroiannis holdte elskerinde fornægter sig ikke. Havde jeg haft briller på, var de uden tvivl dugget til, når Lindon og Mastroianni (i øvrigt er datter af Marcello Mastroianni og Catherine Deneuve) kastede sig over hinanden.