Skønheden tæmmer filmudyret

“Tale of Tales” minder ikke om noget som helst andet, jeg har set i biografen de seneste par år. “Gomorra”-instruktør Matteo Garrones kitschede, kulørte og kaotiske folklore-filmatisering har i hvert fald én kvalitet: Den skiller sig ud. Det er ikke en ubetinget vellykket film. Men midt i den stadigt voksende grå masse af dokuer om døde stjerner og dramaer baseret på virkelige hændelser stikker den ud som en farverig napolitansk freak med sit mytiske mylder af loppe-elskende konger, forelskede bjergtrolde, slagtede søuhyrer og rødhårede skøger. Det lyder vildt. Men det burde have været endnu vildere, hvis de flippede fantasier for alvor skulle have været forløst.

De tre italienske folkeeventyr, der danner forlæg for “Tale of Tales”, blev indsamlet og udgivet helt tilbage i 1566. Inden nedskrivningen havde fortællingerne allerede floreret som mundtlige overleveringer i det sydlige Italien i generationer. Set i det lys, er det selvfølgelig ikke overraskende, at Garrones film er så utidssvarende. Det er heller ikke overraskende, at det er en italiensk instruktør, der står bag løjerne. De har en vis tradition for den slags på de kanter. Bedste eksempel er Pier Paolo Pasolinis “Decameron”-filmatisering fra 1971, som er et gennemført fjollet festfyrværkeri af liderlighed, religiøs satire og smådum slapstick.

Ligesom “Decameron” udfolder “Tale of Tales” en forskruet fortidsverden gennem en række små, groteske og bizarre optrin. På papiret er de to film lige meget over the top. Men hvor Pasolinis film var grim, løssluppen og fandenivoldsk, stivner Garrones galskab i sin stiliserede skønhed. Selv nøgenheden i “Tale of Tales” er fortænkt og iscenesat, så den passer perfekt ind i det samlede visuelle udtryk: Kaskader af dybrødt hår over snehvid hud. Den minutiøst komponerede pænhed tager pusten fra de rundtossede begivenheder. Selv om mange af billederne isoleret betragtet er ret vilde. Som når Salma Hayeks barnløse dronning mæsker sig i et kæmpemæssigt, blodigt søuhyrhjerte, der med sin iboende magi skal løse hendes frugtbarhedskvaler. Med blod op til begge ører og et sørgmodigt blik i de brune øjne.

Der er flere af den slags slående billeder. Men alt for ofte ender “Tales of Tales” med at svælge i sin egen oppustede renæssance-skønhed. For der er uendeligt mange billeder af frodige landskaber og enorme skove, som nok tjener til at tegne Garrones eventyrlige fortidsunivers. Det går desværre bare ud over tempo og fremdrift – det bliver i passager decideret kedeligt. Og det var det sidste, jeg forventede at sige om et så mærkværdigt projekt. Den klodsede dialog føles også som en, ja, klods om benet. Måske er den løftet direkte fra de gamle eventyr, jeg ved det ikke, men den højstemte tone klinger ufrivilligt komisk og akavet. Måske skulle Garrone have løsnet lidt på de fortidsbundne tungebånd i sin første engelsksprogede film? Medrivende bliver det kun i en række vilde flugtscener mod begivenhedernes slutning, hvor en smuk, ung prinsesse desperat forsøger at stikke af fra sin bjergtrolde-husbond. Som i øvrigt vandt sig gifteretten ved at gætte oprindelsen af et stort skind, som kongen havde taget fra ryggen af sit elskede kæledyr, kæmpeloppen…

Strukturen bærer også sin del af skylden for, at “Tale of Tales” ikke bliver det underholdende vanvidsridt, den burde have været. Så snart et handlingsforløb begynder at tage fart, så skifter fokus til en ny karakter. Som “Game of Thrones”, når det værst. Det kunne have været så vildt. Men det bliver det kun momentvis. De vilde historier bliver kyske og kastrerede i den kunstfærdige iscenesættelse.