Will Ferrell i højeste gearIngen er bedre til at spille dum end Will Ferrell. I film som “Anchorman” og “Elf” har han formået at gøre tåbelige og på mange måder stupide karakterer til enormt karismatiske og nærmest elskværdige helte. Manden har også demonstreret sin evne til at spille seriøse roller via den mageløse “Stranger than Fiction”. Men komedie er uden tvivl den genre, hvor Ferrell hører mest hjemme, og det kan diskuteres, om han nogensinde har været bedre (eller sjovere), end han er i den forrygende “Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby”.

Ferrell spiller racerkøreren Ricky Bobby, som bogstaveligt talt blev født i en bil. Som dreng fik han at vide af sin alkoholiske og næsten konstant fraværende far, at ”hvis man ikke kommer først, kommer man sidst!” Med det mantra in mente har den yderst selvoptagede og kompromisløse herre satset alt på at nå helt til tops på Nascar-løbenes eftertragtede podier. Hans bedste ven og holdkammerat, Cal Naughton Jr., hjælper Ricky med at vinde sejrene, men må selv nøjes med at være nummer to. Men pludselig dukker den franske Formel 1-kører Jean Girard op. Girard er homoseksuel og gift med Gregory, som er professionel hundedressør. Parrets allerstørste drøm er at tæmme Sri Lankas komodovaraner og lære dem at opføre “Hamlet”.

Men før da vil Girard gerne være Amerikas allerstørste racerstjerne. Ricky kommer ud for en forfærdelig ulykke, konen skrider, vennen overtager hjemmet, og Ricky må tage til takke med et job som pizzabud. Som man nok kan høre, er “Talladega Nights” en uhyre absurd affære. Men hvor Ferrells forkærlighed for primært improviseret absurditet ofte blev en anelse anstrengende i nogle af hans tidligere film (selv i den morsomme “Anchorman”), så løber “Talladega Nights” aldrig virkelig tør for benzin. Instruktør Adam McKay og Ferrells talløse gudbenådede replikker rammer plet gang på gang, og et himmelsk ensemble leverer dem fornemt.

John C. Reilly er en evig trussel for lattermusklerne, men næstefter Ferrell er Sacha Baron Cohen (bedst kendt som Borat) klart bedst. Scenerne, hvori de begge medvirker, er blandt filmens sjoveste. Især en kort diskussion om kultfilmen “Highlander” (som ifølge Ricky vandt Oscaren for ‘Bedste film nogensinde’) og en sammenligning af hhv. Frankrigs og USA’s bidrag til verdenssamfundet får latteren til at nå et tårnhøjt lydniveau. Men det er den fabelagtige slutning, der imponerer mest.

Godt nok er filmen forholdsvis forudsigelig, en tand for lang og i besiddelse af lige lovlig mange sideplots. Men “Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby” inkorporerer effektivt konventionerne fra den klassiske, populære fortælling om den slagne helts tilbagevenden til rampelyset. Filmmagernes største triumf er, at de har formået at gøre så ekstreme, virkelighedsfjerne figurer så elskelige og sympatiske, og tilmed en så typisk og på mange måder tynd fortælling så gribende.

Video”Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby” så i forvejen godt ud på dvd, men Blu-ray’ens transfer er mærkbart bedre, også selvom det benytter sig af det efterhånden forældede MPEG-2 codec. Til tider virker farverne en tand for dunkle, og beskedne mængder utilsigtet gryn optræder også til tider. Men billedsiden er for det meste pletfri, og billedet står oftest knivskarpt. Alt fra de mindste bogstaver på bilernes reklameskilte til arrene i ansigternes hud er tydelige. Kontrasten er god, og edge-enhancement optræder aldrig.

AudioSkiven indeholder både et traditionelt Dolby Digital 5.1-mix og et ukomprimeret PCM 5.1-spor, der naturligvis er at foretrække. Især de hæsblæsende væddeløbsscener er fornøjelige – bilerne synes at suse forbi seeren, idet alle panoreringerne er både effektive og naturtro. En troværdig auditiv atmosfære skabes under flere af filmens mere stilfærdige scener, dialogen er krystalklar hele vejen igennem, og overstyring optræder aldrig. Brugen af subwooferen er velovervejet, og især de musikalske indslag lyder dejlig distinkte.

EkstramaterialeBlu-ray’en indeholder nøjagtig det samme ekstramateriale som dvd’en. De slettede scener og fraklippene præsenteres i 1080p, mens featuretterne præsenteres i 1080i.

Kommentarsporet med instruktøren Adam McKay og skuespilleren Ian Roberts er særdeles morsomt, men naturligvis ikke særlig seriøst. McKay lægger ud med at beskrive filmen som et værk så monumentalt, at det er utilstrækkeligt at klassificere den som værende kunst – den er næsten på niveau med pyramiderne. Så er tonen ligesom lagt an. Der er ikke tale om det samme kommentarspor, der er at finde på den amerikanske udgave af udgivelsen, som byder på kommentarer fra flere af filmens skuespillere. Det påstår coveret ellers fejlagtigt.

Der optræder nogle få minutters fraklip under rulleteksterne, og dvd’en indeholder yderligere to minutter af slagsen. Der er en halvanden minut lang montage, som viser Ricky Bobby reklamere for diverse produkter. “Line-O-Rama” (5 min.) viser flere af filmens skuespillere improvisere foran kameraet, og for Nascar-entusiaster er der et enkelt minuts flotte optagelser af biler i fuld fart. Der er seks minutters ekstra optagelser af de to unge knægte, som spiller Rickys spydige sønner, klip fra en lille håndfuld auditions og tre grinagtige interviews med skuespillerne (som deres karakterer).

I den morsomme “Adam McKay’s Video Diaries” (12 min.) fortæller instruktør McKay om optagelserne af flere af filmens scener, som vi også får lov til at se tilblivelsen af via en del fine klip. I “Will Ferrell Returns to Talladega” (5 min.) ser vi bl.a. Ferrell besøge Talladega og tale med pressen og nogle rigtige racerkørere.

De ni slettede/forlængede scener er alle fornøjelige. Amy Adams’ karakter må siges at have lidt under beskæringerne. Michael Clarke Duncans monolog om at klæde sig ud som sangerinden Donna Summer er intet mindre end genial, og det samme er en forlænget samtale mellem Ferrell og Reilly om brugen af levende kaniner under racerløbene og Ferrells forsøg på at imponere sin mor ved at prutte diverse sange.

Trailere til “Zoom”, “The Benchwarmers”, “Click” og “Open Season” runder skiven af.

Ingen er bedre til at spille dum end Will Ferrell. I film som “Anchorman” og “Elf” har han formået at gøre tåbelige og på mange måder stupide karakterer til enormt karismatiske og nærmest elskværdige helte. For nylig demonstrerede manden også sin evne til at spille seriøse roller via den mageløse “Stranger than Fiction”. Men komedie er uden tvivl den genre, hvor Ferrell hører mest hjemme, og det kan diskuteres, om han nogensinde har været bedre (eller sjovere), end han er i den forrygende “Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby”.

Ferrell spiller racerkøreren Ricky Bobby, som bogstaveligt talt blev født i en bil. Som dreng fik han at vide af sin alkoholiske og næsten konstant fraværende far, at ”hvis man ikke kommer først, kommer man sidst!” Med det mantra in mente har den yderst selvoptagede og kompromisløse herre satset alt på at nå helt til tops på Nascar-løbenes eftertragtede podier. Hans bedste ven og holdkammerat, Cal Naughton Jr. (John C. Reilly), hjælper Ricky med at vinde sejrene, men må selv nøjes med at være nummer to.

Men pludselig dukker den franske Formel 1-kører Jean Girard (Sacha Baron Cohen) op. Girard er homoseksuel og gift med Gregory, som er professionel hundedressør. Parrets allerstørste drøm er at tæmme Sri Lankas komodovaraner og lære dem at opføre “Hamlet”. Men før da vil Girard gerne være Amerikas allerstørste racerstjerne. Ricky kommer ud for en forfærdelig ulykke, konen skrider, vennen overtager hjemmet, og Ricky må tage til takke med et job som pizzabud.

Som man nok kan høre, er “Talladega Nights” en uhyre absurd affære. Men hvor Ferrells forkærlighed for primært improviseret absurditet ofte blev en anelse anstrengende i nogle af mandens tidligere film (selv i den morsomme “Anchorman”), så løber “Talladega Nights” aldrig virkelig tør for benzin. Instruktør Adam McKay og Ferrells talløse gudbenådede replikker rammer plet gang på gang, og et himmelsk ensemble leverer dem fornemt.

Reilly er en evig trussel for lattermusklerne, men næstefter Ferrell er Cohen (bedst kendt som Borat) klart bedst. Scenerne, hvori de begge medvirker, er blandt filmens sjoveste. Især en kort diskussion om kultfilmen “Highlander” (som ifølge Ricky vandt Oscaren for ‘Bedste film nogensinde’) og en sammenligning af hhv. Frankrigs og Amerikas bidrag til verdenssamfundet får latteren til at nå et tårnhøjt lydniveau. Men det er den fabelagtige slutning, der imponerer mest.

Godt nok er filmen forholdsvis forudsigelig, en tand for lang og i besiddelse af lige lovlig mange sideplots. Men “Talladega Nights” inkorporerer effektivt konventionerne fra den klassiske, populære fortælling om den slagne helts tilbagevenden til rampelyset. Filmmagernes største triumf er, at de har formået at gøre så ekstreme, virkelighedsfjerne figurer så elskelige og sympatiske, og tilmed en så typisk og på mange måder tynd fortælling så gribende.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen. Filmens generelt gyldenbrune billedside præsenteres fornemt på denne udgivelse. Der er en lille smule utilsigtet gryn, og billedet er ikke knivskarpt hele vejen igennem, men i det store hele er det et glimrende transfer. Farverne er godt gengivet, kontrasten er god, og der er ingen spor af edge-enhancement eller digital støj.

Audio”Talladega Nights” er enormt godt mixet, og de mange pulserende musiknumre og de hæsblæsende væddeløbsscener sætter i den grad ens anlæg på prøve. Subwooferen er aggressiv uden at være enerverende, dialogen er krystalklar, og hele kanalnetværket er aktivt og med til at skabe en fin atmosfære og levere en masse glimrende panoreringer.

EkstramaterialeKommentarsporet med instruktøren Adam McKay og skuespilleren Ian Roberts er særdeles morsomt, men naturligvis ikke særlig seriøst. McKay lægger ud med at beskrive filmen som et værk så monumentalt, at det er utilstrækkeligt at klassificere den som værende kunst – den er næsten på niveau med pyramiderne. Så er tonen ligesom lagt an. Der er ikke tale om det samme kommentarspor, der er at finde på den amerikanske udgave af udgivelsen, som byder på kommentarer fra flere af filmens skuespillere. Det påstår coveret ellers fejlagtigt.

Der optræder nogle få minutters fraklip under rulleteksterne, og dvd’en indeholder yderligere to minutter af slagsen. Der er en halvanden minut lang montage, som viser Ricky Bobby reklamere for diverse produkter. “Line-O-Rama” (5 min.) viser flere af filmens skuespillere improvisere foran kameraet, og for Nascar-entusiaster er der et enkelt minuts flotte optagelser af biler i fuld fart. Der er 6 minutters ekstra optagelser af de to unge knægte, som spiller Rickys spydige sønner, klip fra en lille håndfuld auditions og tre morsomme interviews med skuespillerne (som deres karakterer).

I den morsomme “Adam McKay’s Video Diaries” (12 min.) fortæller instruktør McKay om optagelserne af flere af filmens scener, som vi også får lov til at se tilblivelsen af via en del fine klip. I “Will Ferrell Returns to Talladega” (5 min.) ser vi bl.a. Ferrell besøge Talladega og tale med pressen og nogle rigtige racerkørere.

De ni slettede/forlængede scener er alle fornøjelige. Amy Adams’ karakter må siges at have lidt under beskæringerne. Michael Clarke Duncans monolog om at klæde sig ud som sangerinden Donna Summer er intet mindre end genial, og det samme er en forlænget samtale mellem Ferrell og Reilly om brugen af levende kaniner under racerløbene og Ferrells forsøg på at imponere sin mor ved at prutte diverse sange.

Trailers til “Zoom”, “Gridiron Gang” og “Open Season” samt en reklame for kommende Blu-ray udgivelser runder skiven af.