Den amerikanske heltDer er unægteligt blevet indspillet utallige amerikanske krigsfilm. Der er stort set ikke en krig der har undgået filmmaskinen Hollywoods søgelys, ikke et berømt slag der ikke er blevet foreviget på film. Nogle af filmene har haft en historisk indfaldsvinkel, mens andre bare har benyttet sig af lejligheden for en god gedign omgang action, og så er der dem der oser af amerikansk patriotisme.

Genren har fostret mange krigshelte (og anti-krigshelte), men kvaliteten af både film og “helte” har været svingende – nogle mere troværdige end andre, og nogle mere seriøse end andre. “Heltene” tæller fra enmands-hæren John Rambo til den lidt specielle J.T. ‘Joker’ Davis (“Full Metal Jacket”), og ligesom hovedpersonerne, er temaerne i filmene også varierede. Det spænder fra de mere realistiske som “Saving Private Ryan” til “Apocalypese Now”, hvor krigen også raser inde i hovederne på de deltagende – film der forsøger at vise krigens sande ansigt.

“Tears of the Sun” står og vipper lidt uden helt at kunne finde fæste. Den starter som værende en seriøs film, og er det også et meget langt stykke henad vejen, men slutter desværre med at være et klichéfyldt actionbrag uden et specielt vigtigere statement – hverken politisk eller moralsk. En historie der måske ville have været bedre havde den været udlagt som den i “Black Hawk Down” – kold og kynisk – som krig nu engang er. Eller som en beretning om de grufulde forhold i de afrikanske borgerkrige – krige der ikke synes at optage eller interessere resten af verdens befolkning. I stedet drejer filmen sig mere om ære og om at have gode værdier. Det er selvfølgelig også vigtige dyder – men når man nu er i gang…

Det er Antoine Fuqua der står bag filmen. Han er uden tvivl bedst kendt for filmen “Training Day” med Denzel Washington, der sendte ham direkte i det finere selskab. Han er ligeledes en af hovedårsagerne til at man ikke forlader biografen grinende efter at have set “Tears of the Sun”, for den kunne have endt som en ret grinagtig affære. Det er en smuk film – rent visuelt. Flot instrueret, fremragende casting og en fantastisk stemning hele vejen igennem.

Selvom at historien er en anelse tynd, så glemmer man det gang på gang – til dels fordi at Fuqua har lavet en flot film, og til dels fordi han har castet action veteranen Bruce Willis til hovedrollen. Det har virkelig en stor effekt. Hans blotte tilstedeværelse og kølighed løfter filmen til et højere niveua, og i scener hvor man burde have trukket på smilebåndet over den pladderromantiske og patriotiske stemning, sidder man og nærer respekt for Willis’ karakter, A.K. Waters. Helten der trodser sine overordnede og kæmper for retfærdighed og medmenneskelighed.

Man bliver grebet af stemningen i filmen, og når actionen bryder løs, så er det meget troværdige og velkoordinerede kampscener, lig med dem i “Black Hawk Down”, og den store gidselsbefrielsesaktion i “Proof of Life”. Derfor er det desto mere irriterende at filmen ikke udnytter denne realisme og troværdighed til noget bedre, så den ikke bare ender med at være en typisk Hollywood film.

Der er normalt også mere fyld på karakterne i denne her slags film – i hvert fald hvis den stiler efter at være i den seriøse ende af skalaen. Persongalleriet og karaktererne i f.eks. “Full Metal Jacket” er noget mere nuancerede og komplicerede. Det samme er gældende i “Platoon”, “Apocalypse Now”, “Casualties of War” og “Deer Hunter” – hvilket involverer seeren mere følelsesmæssigt i filmen. I “Tears of the Sun” mangler man lidt mere indblik i Willis’ karakter og psyke, hvorfor han handler som han gør, velvidende at det måske koster ham både karrieren og hans soldater og ham livet. Det er trods alt det eneste rigtige manden har gjort i sit liv.

“Bag enhver stor mand står en kvinde”, lyder et gammelt ordsprog. Her i filmen spilles den kvinde af skuespilleren Monica Bellucci. Hun er lægen Lena Kendricks der bringer det bedste frem i Willis’ karakter, der derefter satser liv og lemmer for at redde hende og hendes patienter. Deres forhold til hinanden er en vigtig del af handlingen, og egentlig årsagen til at det hele udvikler sig som det gør, men det er overfladisk, alt for klichéfyldt, og det virker derfor ofte anstrengende.

Hun spiller kvinden der ikke makker ret, og Willis manden der får hende til at makke ret – men for det meste på hendes præmisser. Hun er lægen der redder liv, og han er soldaten der tager liv – 2 modsætninger der mødes, og udvikler et måske lidt uvirkeligt forhold. Det får mig af en eller anden årsag til at tænke på filmen “The African Queen” (Hepburn og Bogart) fra 1951 – som på mange måder minder om denne.