Findes der nogen anden historie, der er så medrivende i sin blodrus som historien om Bonnie og Clyde?

De to elskende bankrøvere, der blev superstjerner i den økonomiske depressions USA ved at røve de stenrige banker og skyde alle, der stod i vejen.

Unge, forelskede, morderiske. Et vildt romantisk dødsridt. Den lille mands blodige hævn på systemet.

I filmhistorien blev de udødeliggjort i skikkelse af Faye Dunaway og Warren Beatty i “Bonnie and Clyde” fra 1967. Og de har siden sat deres mytologiske aftryk på film som Terrence Malicks “Badlands”, Oliver Stones “Natural Born Killers” og David Mackenzies “Hell or High Water”.

Bonnie og Clyde er et par fandenivoldske arketyper, som filmverdenen nægter at lade dø.

Makkerparrets fascinerende tiltrækningskraft er dog ikke til at få øje på i Netflix-originalen “The Highwaymen”. Og det er netop den dødssyge pointe med den her genfortælling af den velkendte historie.

Denne gang handler det i stedet om de to gamle mænd, der slog Bonnie og Clyde ihjel.

Woody Harrelson og Kevin Costner spiller betjentene Maney Gault og Fred Hamer. De to tidligere Texas Rangers bliver trukket ud af pensionisttilværelsen for at sætte en stopper for forbryderbandens hærgen i de amerikanske sydstater.

Med deres dårlige kondi, konstante nattisseri og øvrige gammelmands-skavanker er de ikke de mest oplagte kandidater til at nedlægge tidens mest eftersøgte banditter.

Fisefornemme FBI-agenter griner af de to oldtidslevn, der ikke engang ved, hvad en telefonaflytning er for noget.

Men hvis man stiller sig på det rette sted og venter, behøver man ikke at kunne løbe hurtigt for at fange nogen. Og da slet ikke, hvis man skyder uden at spørge først. Så det gør Gault og Hamer.

“The Highwaymen” er ikke en medrivende, højintens jagt på to forbryderlegender. Den tøffer stille og roligt ud ad landevejen med den evigt godmodige Harrelson og den mere forsagte, mere skydegale, men dog hyggelige Costner – sidstnævnte egenskab kommer dog primært til udtryk gennem hans kælegris.

De to hovedrolleindehavere er det bedste, “The Highwaymen” har at byde på.

Især Woody Harrelson er nem at holde af som betjenten med den varme Woody Harrelson-humor og tilbagelænede facon. Det vækker varme minder om de mange bedre film, hvor han leverer den samme præstation.

Ellers er der ikke mange lyspunkter i denne lyseslukker af en film, der mest af alt føles som en frelst formaning fra en af moralens mange vogtere: Bonnie og Clyde var slemme mennesker, og fascination af dem er derfor også slem.

Måske er det derfor, at de er skildret så anonymt og kedsommeligt i “The Highwaymen”. Oftest er de ikke mere end et par silhuetter i horisonten, og de få scener, hvor vi kommer tættere på, er livløse og kedelige som rekonstruktioner i andenrangs true crime-tv.

Her er de blottet for personlighed. Det føles forløjet. For det var de jo ikke. Uanset hvad man så ellers mener om dem.

“The Highwaymen” er én lang vrissen over dyrkelsen af Bonnie og Clyde-fænomenet, men den gør intet forsøg på at forstå, hvorfor 15-20.000 mennesker troppede op til deres begravelser. Det bliver ved den løftede pegefinger.

Jeg skammer mig nu stadig ikke over at holde af hverken “Bonnie og Clyde”, “Thelma og Louise”, “Badlands” eller andre forbryderfascinerede fortællinger.

Og jeg skammer mig heller ikke over at skrive, at det er forbløffende, at historien om verdens vildeste blodrus nu er blevet til så blodfattig en film.