Kaotisk er et svagt ord at bruge til historien om “The Hunt”.

Første kontrovers skete efter en testvisning. Publikum var utilpas med den politiske slagside i Blumhouse-satiren, som sætter dræbende lup for amerikanernes forhold til skydevåben – men den skyder faktisk på alle.

Derefter blev premieren udskudt på grund af filmens tema, der havde et uheldigt sammenfald med flere masseskyderier – “The Hunt” handler om menneskejagt for sjov. Filmskaberne modtog dødstrusler. Donald Trump blandede sig også

Til foråret skulle den kontroversielle jagt så skydes i gang, men biografpremieren i Danmark er blevet smittet med coronavirus. Derfor har jeg i dag set den i sikkerhed derhjemme.

At kalde “The Hunt” for politisk motiveret satire er en underdrivelse af dimensioner. Den er ikke andet.

En slags “Battle Royale”, hvor den venstreorienterede, højrøvede elite jager de konservative internetkrigere for at vise deres racistiske, dumme og skydegale personligheder sammen med deres skøre konspirationsteorier om venstrefløjen.

Selvom den næsten ikke nåede i biografen i USA, så kan jeg sagtens forstå det utrygge testpublikum. For den kommer til at skabe kaos på nettet.

Her er ingen gode. Kun idioter.

Ingen går fri. Alle bliver kastet under satirebussen. Ligefra de forvirrede højreorienterede, der vågner i en skov og opdager en stor kasse fyldt med våben og løber som glubske dyr mod deres patronfyldte rettighedsmaskiner. Våben er nemlig altafgørende i selvforsvar, som de selv siger.

Til de venstreorienterede, der sidder i en bunker og planlægger deres næste træk for at skille sig af med taberne, som Hillary Clinton kaldte Trump-supporterne under valgkampen for fire år siden. Alt imens de svælger i deres egen selvretfærdige politiske korrekthed, så det næsten er til at brække sig over.

Det er ikke til at se, hvem der egentlig er heltene. Den ene fløj synes, at de selv er de geniale. Jeg synes, at de alle er gale. Det er pointen. Ekstreme fløjdelinger bliver alles undergang.

Som sagt, den er politisk ustyrlig. Men det går ud over “The Hunt”.

Den starter ellers legesygt. De konservative vågner og finder kassen. Jeg tror, at hende den blonde collegepige er helten. Så bliver hun pløkket i hovedet. Så er det nok ham Hollywood-bøffen, der så hende dø, der er helten. Indtil han ryger. Sådan fortsætter det. I blod og splat.

Men alt derom er sølet til i politiske agendaer og stereotyper. Replikker kun skrevet, så folk kan sige ting som: ’Jeg har syv våben derhjemme, fordi det er min rettighed at kunne forsvare mig selv' eller ’Pas på! Sodavanden indeholder gift – der er nemlig vildt meget sukker i'.

Det slår mig undervejs, at det ikke er nogen historie bag historien om “The Hunt”. Ikke sådan for alvor. Kun den efterhånden fortærskede ‘sidste-person-overlever’. Kun igangsat, fordi så kan de lære det!

Historien om “The Hunt” kan koges ned til: Kaotisk.