’Der kan umuligt komme noget godt ud af at isolere to mænd i en gigantisk fallos.'

Sådan har Robert Eggers sagt i hvert eneste interview om instruktørens nye film, hvor Wake og Winslow er fanget på en ø med kun hinanden og arbejdet i fyrtårnet som selskab.

Eggers har ret. Det bliver ikke godt for de to fyrpassere. Men det bliver godt for mig.

For endnu en gang hiver Eggers mig ind i et vanvidsmareridt, ligesom han gjorde det med heksegyseren “The VVitch“.

Bedst som jeg troede, at Eggers ikke kunne overgå sit heksemareridt i gennemført stilistisk og sproglig autenticitet, så kaster han dette fyrtårnsmareridt i hovedet på mig.

Det lykkes han med, fordi Eggers er en filmskaber, der laver sin research. Endnu en gang har han dykket ned i historiske tekster og logbøger fra livet til søs for at skabe et autentisk sprog. Med alt fra beretninger om Neptun til at sige ‘ye’ – og ikke ‘yes’ – som en rigtig søulk.

Denne gang går han endnu mere stilrent til værks med billeder i sort og hvid i et nærmest kvadratisk billede skudt på kameraer fra begyndelsen af 1900-tallet. Det er som at blive flået tilbage til Maines maritime liv i 1890. Det er smukt.

Men det er aldrig stil over indhold. For Eggers forstår stadig, hvordan man laver en gyser, der gyser.

Det gør “The Lighthouse” ikke lige så rendyrket som det paranoide mareridt i “The VVitch”. Denne gang er det absurd vanvid.

For det er meningen, at jeg både skal grine og gyse af vanvidsspiralen, som Wake og Winslow, spillet til perfektion af Willem Dafoe og Robert Pattinson, tvinges ned i.

Drevet af deres seksuelle frustrationer og isolation skifter de mellem at elske og hade hinanden. Grine og gyse.

Det er absurd sjovt og skræmmende, når Wake badet i skygger, skumsprøjt og storm i endnu en omgang dødsdruk forbander Winslow, fordi han ikke kan lide hans madlavning.

Eller når en måge forfølger Winslow. Det er sjovt i momentet. Men samtidig skræmmende. Eggers forstår at bruge sine dyr som ildevarslende tegn på undergang. Først i en skov med en ged, en hare og en ravn. Nu med en måge svævende omkring et fyrtårn.

“The Lighthouse” er som mågen. Svævende. For Eggers udfordrer. Han giver ikke svar. Hvem er egentlig sindssyg af de to fyrpassere? Hvor lang tid har de været på den forbandede klippe? Hvad er der med lyset i fyrtårnet? Krydret med tentakler og havfruer er det ren H. P. Lovecraft.

Derfor kan jeg heller ikke give Robert Eggers helt ret. For der er kommet noget godt ud af at isolere to fyrpassere på en ø.

Robert Eggers demonstrerer og understreger nemlig, at han med “The Lighthouse” lyser som et fyrtårn over de fleste andre, der laver horror.