Soldaternes navne dukker op på skærmen, efterhånden som de træder ind i billedet.

Gallegos. Keating. Carter. Og så videre.

Det skal nok understrege, at det skam er virkelige mennesker, som “The Outpost” handler om.

Rigtige soldater med rigtige navne, udstationeret på en uriasudpost i en afghansk dal, hvor Taleban lurer ned på dem fra alle de omgivende skrænter.

Sandt og autentisk.

Desværre får navnene på skærmen mig i stedet til at tænke på, at det er svært at skelne de mange soldater fra hinanden. Det er synd.

Uden navneskilte havde de været én stor, mudret camouflagemasse. Næsten lige så anonyme og ansigtsløse som talebanerne i bakkerne. Deres liv lige så billigt, deres skæbne lige så ligegyldig.

De amerikanske militærmænd bliver fremstillet som en flok bevæbnede frat boys. Når de ikke skyder, snakker de om at rive den af. Eventuelt til et billede af kammeratens kone.

Bedre lærer vi dem ikke at kende. Bortset fra det obligatoriske krigsfilmopkald hjem til kone/kæreste/mor/barn med et tamt ‘Jeg elsker dig’.

Det er ikke nok til at få mig til huske, hvem der er hvem i kugleregn og bombebrag.

Det kan godt være, at “The Outpost” er en sand historie om rigtige soldater, men de får ikke plads til at blive virkelige mennesker, før talebanerne begynder at buldre.

Sådan bliver de tarveligt forsømt i en film, der helt tydeligt har til formål at hylde dem.

“The Outpost” havde gjort sine soldater større ære ved at fokusere mere på det fuldkommen meningsløse i deres situation.

Udposten ligger et vanvittigt udsat sted. Som de afsluttende rulletekster forklarer, så førte begivenhederne i “The Outpost” til, at militæret lukkede alle ‘åbenlyst uforsvarlige’ udposter.

En rapport konkluderede, at udposten slet ikke burde have eksisteret til at begynde med.

Meningsløsheden skriger til himlen.

Mændene sætter deres liv på spil uden formål på et sted, der inviterer til nedslagtning.

Det er helt vildt, at “The Outpost” ikke er mere indigneret på sine soldaters vegne. I stedet hylder den deres loyalitet og lydighed. Militæret betyder mere end det enkelte menneske.

Soldaterne bliver altså hverken behandlet med psykologisk indsigt eller politisk udsigt.

I stedet bliver de belejrede af talebanere i det store slag, som det hele åbenlyst bygger op til.

Og jeg måtte kæmpe for at føle med de ansigtsløse soldater bag navneskiltene.

Med én undtagelse.

Caleb Landry Jones er med i en helt anden film end alle de andre – den ville jeg hellere have set.

Han spiller soldaten Carter med rødsprængte øjne, savl, fråde og en fortid som Navy Seal, inden et voldsomt temperament satte ham i kredsløb med jobkarrusellen.

Scenerne med Carter har noget, der minder om et menneske i centrum.

Han er outsideren i “The Outpost”, men ikke mere hovedperson end mange af de andre.

Alligevel er han den eneste, der bliver mere end sit navneskilt.