The Punisher

InstruktionSteve Lightfoot

MedvirkendeJon Bernthal, Ben Barnes, Amber Rose Revah

Længde50 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 18/01/2019 på Netflix

Anmeldelse

The Punisher – Sæson 2

4 6

 

Får den dejligt brutale Frank ‘Punisher’ Castle den slutning, han fortjener?

 

Det har jeg tænkt over, lige siden Netflix aflyste “Iron Fist”, “Luke Cage” og ikke mindst “Daredevil”, der endte med en fremragende tredje sæson, men ikke en tilfredsstillende slutning.

 

Netflix dropper sandsynligvis også “The Punisher” kort efter premieren på denne Sæson 2. I så fald sker det med en slutning, jeg kan leve med.

 

Sæson 1 endte med en Frank, der ikke ville mere. Ikke mere død. Derfor lod han undtagelsesvis sin bedste ven og værste fjende, Billy Russo, leve. En comic book-klassisk åbning til en ny sæson.

 

I denne ny sæson vender Billy ganske rigtigt retur som skurken, Jigsaw, som han dog aldrig direkte bliver kaldt.

 

Som en ægte filmskurk har han ar i ansigtet. Et arret ansigt, der dog stadig ligner et model-ansigt, hvilket ville være fair nok, hvis ikke alle hele tiden nævnte, hvor forfærdelige de ar ser ud. Der er altså langt til Jokeren.

 

Men trods det er han ikke en dårlig skurk. Han er derimod en ret interessant skurk med ar på sjælen, der er mere markante end dem i ansigtet.

 

Han har glemt, hvad han gjorde i Sæson 1. Ugerningen imod Franks familie. Nu må Billy samle fortidens brikker i et lidende Jigsaw puzzle. Dem, han kaldte brødre, hader ham, og det piner ham, hvilket gør ham overraskende sympatisk – som en Marvel-fætter til Bullseye fra “Daredevil”.

 

Også i de fedt koreograferede action-scener rammer den her Marvel-serie bullseye. Det er ikke for sarte sjæle, når Frank med alverdens tunge fitness-redskaber ødelægger arme, ben og ansigter på en gruppe stakkels russiske gangstere.

 

Død, drab og afstraffelse er selvfølgelig lidt pointen og den store forskel på antihelten Punisher og dengsedrengen Daredevil.

 

Forskellen forklarede Frank Castle til Matt Murdock i Sæson 2 af “Daredevil”. Skurkene rejser sig ikke op igen, når Frank først har haft fat i dem.

 

Det har selvfølgelig sine fordele. Men det er også et problem, når én person både bliver dommer og bøddel. “The Punisher” er ikke uden indre konflikt.

 

Netop selvtægt bliver ofte problematiseret i superheltefilm, men det bliver sjældent gjort på det unikke, mørke niveau, som her, hvor kriminalitet som regel straffes med døden, og både skurkene og (anti)helten dræber.

 

Frank har et meget ligetil syn på kriminelle, som hverken Homeland-agenten Dinah Madani eller Defenders-heltene har kunne ændre. Men måske kan teenageren Amy, der er cirka lige så gammel, som Franks dræbte datter. Hun får ham til at tvivle.

 

Hun har også en tragisk baggrund, der spejles rørende i takt med, at deres forskruede forhold udvikler sig til en slags far og datter-version af Bonnie og Clyde.

 

Det er både sort og sjovt, når hun overtaler Frank til at skåne en pædofil fotograf ved at foreslå, at han kan brænde børnelokkerens tilholdssted ned i stedet.

 

Amy får en anden side frem i The Punisher – både personen og serien. Og begge får den rørende og voldsomme afslutning, de fortjener.

 

The Punisher Sæson 2 anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer