The Witcher

InstruktionLauren Schmidt

MedvirkendeHenry Cavill, Freya Allan

Længde60 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 20/12/2019 på Netflix

Anmeldelse

The Witcher – Sæson 1

5 6

 

“Game of Thrones” er slut. Nu øjner Netflix chancen for at udfylde manglen på fantasy med en ny serie, som også er baseret på en højtelsket franchise.

 

En dyster franchise om monster-jægeren Geralt, der som en anden cowboy rider fra forheksede skove til korrupte og empati-forladte byer. Her møder han både egoistiske magikerlærlinge, en pengegrisk horekarl af en skjald og en hårdfør prinsesse på flugt.

 

Men “The Witcher” er ikke bare en ny “Game of Thrones” eller fantasy på formel, selv om der godt nok er både elvere, troldmænd og kongeriger i krig.

 

I de fem afsnit, jeg har set, er “The Witcher”-verdenen ikke så sort og hvid, som når Aragorn og Frodo kæmper imod Sauron og hans orker i “Ringenes herre”.

 

Ingen er kun gode eller kun onde. De fleste svinger nok mest mod det onde i denne verden, hvor en far kan sælge sin misdannede datter for fire mark for ikke at tale om den mishandlede tjener-dværg, som brutalt myrder sin herre, så snart muligheden byder sig.

 

Selv hovedpersonen, Geralt of Rivia, udfører egoistiske og onde gerninger, som Henry Cavill allerede viste, han kunne i den seneste “Mission: Impossible”.

 

Det mest tydelige eksempel på den side af Geralt er i den fedt koreograferede og brutale action-scene, der giver ham øgenavnet ‘The Butcher of Blaviken’.

 

I denne imponerende ‘one shot’-scene tvinges han til at bruge både magi og mere end et skarpt sværd til på fantasifuld vis at spidde den ene angriber efter den anden – inklusiv en, som han ikke havde ønsket. Sådan kan det gå i denne fantasy.

 

“Man of Steel”-stjernens skuespil er tydeligt inspireret af Doug Cockles spiludgave af Geralt. Han er også god og troværdig som følelseskold monsterdræber med en dyb og grynet stemme.

 

Selv om han egentlig helst bare vil dræbe det lokale monster og få sin belønning, så ender han altid med at blive trukket ind i menneskenes egoistiske magtkampe eller personlige problemer.

 

Det er sjældent bare et monster, der skal dræbes. Monstret har en årsag. En menneskelig årsag. Et incestiøst forhold, jalousi eller en forbandelse kan være den underliggende monster-gerning, der gør, at et konkret uhyggeligt monster begynder at hærge.

 

Det oprigtigt ulækre monster og intrigerne omkring det illustrerer meget godt, hvad “The Witcher” gør anderledes end både “Game of Thrones” og “Ringenes Herre”.

 

Her er både dystre gyser-elementer, som er væsentligt mere skræmmende end både orker og ‘white walkers’, samt body-horror og grindhouse-lignende vold, der sjældent ses i fantasy-verdener på film eller i serier.

 

Sammen med en verden, der ligesom Middle Earth føles, som om den eksisterer uden for de individuelle afsnit, og Game of Thrones-elementer med politisk magtspil og de realistisk skildrede karakterer, så er der for mig ingen grund til ikke at glæde sig til de sidste tre afsnit i denne første sæson.

 

Manglen på kvalificeret fantasy er slut – lad monsterjagten begynde!

 

The Witcher Netflix serie anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer