Sidste udskænkning fra Simon Pegg og Edgar Wright

Jeg har altid været draget af filmtrilogier – lige fra Kieslowskis “Tre farver” til “Ringenes herre”. Ikke mindst i de endeløse diskussioner af, hvilken film i serien der er den bedste. Det kan diskuteres, om “Imperiet slår igen” virkelig på alle punkter er bedre end de to andre “Star Wars”-film (ja, selvfølgelig!), om “The Matrix Reloaded” har nogen positive kvaliteter (egentlig ikke) og om Blade er sejere i første eller anden del af trilogien (who cares…?). Der vil utvivlsomt være lige så lange og ophidsede diskussioner om Edgar Wright og Simon Peggs Cornetto-trilogi (der også kaldes “Tre smagsvarianter” som reference til Kieslowski). Det vil dog være detaljerne, der gør forskellen, for “The World’s End” lægger sig fint i sporet fra de to foregående film – “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”.

Alle tre film har efter sigende selvbiografiske elementer, men man håber for Simon Peggs skyld, at hans karakter, Gary, ikke er et af dem. Garys liv toppede med en famøst mislykket pubcrawl i den lille provinsby, hvor han og vennerne voksede op. De er kommet videre med deres liv, har fået familier og karrierer, men Gary hænger fast i ungdommen og ser ikke ud til at have planer om at blive voksen i den umiddelbare fremtid. Garys karakter, og ikke mindst hans forhold til sin (tidligere?) bedste ven, Andy, er noget af det bedste ved filmen. Her er nemlig tale om overdrevne, men ultimativt troværdige og genkendelige karakterer, der leverer en seriøs klangbund til filmens vanvittige humor. De andre film havde også elementer af alvor, men i denne film har Wright og Pegg opnået den perfekte blanding.

Gary overtaler med mere eller mindre acceptable midler sine fire venner til at mødes i barndomsbyen for én gang for alle at gennemføre den (i Garys hoved) legendariske pubcrawl. På én aften skal de besøge 12 pubs med afslutning i pubben med det passende navn, The World’s End. I starten går det godt, men efterhånden går det op for vennerne, at Gary har løjet for dem, og at byen tilsyneladende er blevet overtaget af aliens. Hvilken, der er værst af de to onder, bruger gruppen en del tid på at diskutere…

Det overordnede tema er, som i “Hot Fuzz”, ensretning og småborgerlighed. Gary er ikke alene et forstyrrende element i sine venners liv, men en direkte trussel mod den herskende orden. Det er måske en letkøbt pointe, men den sælges mestendels godt. Her er det som nævnt Gary og Andys forhold, der er i centrum, og jeg må indrømme, at jeg var imponeret over Nick Frosts spil som Andy. Jeg har tidligere kun lagt mærke til hans komiske talent, men han har potentiale til meget mere.

Filmen er fyldt med satiriske samfundskommentarer om livet i provinsen, den gradvise konvertering af lokale værtshuse til kædeejede konceptpubber, der alle ligner hinanden. Det er underholdende og godt forløst, men i filmens klimaks kammer det lige nøjagtigt over og bliver desværre for velment og kluntet. Det er så meget desto mere synd, da den pågældende scene bæres af Bill Nighy, der er en af mine personlige favoritter. Det reddes dog for mig med en vidunderligt grotesk slutning, der uden tvivl vil vække begejstring hos fans af makkerparrets tidligere samarbejder.