Fantastisk over hele linjen

Til tider kan to film med samme tema falde over hinanden. Det var i hvert fald tilfældet i 1998, da Terrence Malicks “The Thin Red Line” og Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” – begge film om USA’s indsats i 2. verdenskrig – udkom med blot få måneders mellemrum. Selvom de grundlæggende er vidt forskellige og på trods af gode anmeldelser til “The Thin Red Line”, blev den fuldstændig overskygget og indtjente blot en brøkdel af det beløb, som Spielbergs krigsfilm indkasserede. “Saving Private Ryan” blev nomineret til elleve Oscars og vandt fem. “The Thin Red Line” blev nomineret til syv statuetter og fik nul.

“Saving Private Ryan” vandt så at sige slaget om publikums gunst, men det store spørgsmål er, om det alligevel ikke ender med at blive “The Thin Red Line”, som vinder krigen om at få den største sektion i filmhistoriens leksika? Der er ingen grund til at spilde alt for megen spalteplads på at sammenligne de to værker. “Saving Private Ryan” er en ganske udmærket film, der lægger ud med et sensationelt sansebombardement, som sjældent er blevet matchet. “The Thin Red Line” er bare så overlegen – og ikke blot i forhold til sin jævnaldrende artsfælle, men i forhold til næsten alt, genren har leveret.

Det føles nærmest helt forkert – ja, endda en anelse nedsættende – at sætte “The Thin Red Line” i bås ved at betegne den som en krigsfilm, for filmen krydser konstant genrens barrierer. Jovist, her er grandiose kampscener på niveau med de allerbedste af slagsen, hvor soldaterne kæmper sig igennem et uhyggeligt troværdigt kaos af blod og flammer, men Malicks genistreg er så meget mere… Det er en decideret transcendent og hypnotisk filmoplevelse, der gennem smuk lyrik, lamslående lyd, musik i særklasse og flere af filmhistoriens flotteste naturbilleder understreger, hvad der står på spil i krig – vores forstand, vores menneskelighed og vores omgivelser.

Det lyder måske prætentiøst, og i en anden instruktørs hænder kunne “The Thin Red Line” let have endt som en fortænkt stiløvelse, for Malick bruger flittigt filmiske virkemidler, som kun få kan tøjle, såsom flashbacks og masser af voiceover. Soldaternes tanker gengives i indre monologer, der ledsager dvælende stemningsbilleder – ofte af den frodige, asiatiske jungle badet i sollys. Det lyder måske drønhamrende kedeligt, men det hele går op i en højere enhed, og flowet er samtidigt så perfekt (hvilket især er imponerende, når man tager de mange parallelle handlingsforløb i betragtning), at man nærmest ender i en slags trancetilstand, hvor filmen kryber ind under huden, ind i øregangene og bag nethinden, uden at tidens gang nogensinde kan mærkes undervejs.

Malicks dialog er samtidig simpel uden at være banal, poetisk uden at være højtravende og dybsindig uden at være belærende. Hverken visuelt eller i dialogerne forfalder Malick til tung symbolik eller moralprædiken, og soldaternes refleksioner over livet, døden og alt det imellem er immervæk tankevækkende. Malicks ord krydres med John Tolls Oscar-nominerede billeder, der trodser beskrivelse, samt Hans Zimmers majestætiske musik, som trumfer alt, tyskeren har lavet før og siden. Den skærende kontrast mellem filmens yndige æstetik og krigens skrækkelige rædsler slår Malicks hovedpointe fast med syvtommersøm: Krig er en naturstridig skændsel.

Malicks tanker ville selvfølgelig ikke komme ordentligt til udtryk, hvis han ikke havde en gruppe exceptionelle skuespillere til at udtrykke dem foran kameraet. Rollelisten taler sit eget klare sprog: Nick Nolte, Sean Penn, Woody Harrelson, John Cusack, Adrien Brody, John Travolta, George Clooney… Ja, filmen er mere stjernespækket end Mælkevejen, og alle leverer varen. Især Nolte brillerer i rollen som en arrig oberst, der udkæmper sin egen indvendige og indædte krig mellem sin medmenneskelighed og sine tårnhøje ambitioner. Men det er mindre kendte talenter som Jim Caviezel, Dash Mihok og Elias Koteas, der for alvor sætter sig igennem og forankrer filmens menneskelige vinkel, der mirakuløst aldrig forsvinder i Malicks mægtige mosaik af billeder, historier og karakterer.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. For et års tid siden udgav selskabet Criterion en fuldkommen fantastisk BD-udgivelse af “The Thin Red Line” i USA. Jeg var spændt på at se, om filmselskabet Fox ville bruge det samme blændende transfer til denne udgivelse af filmen, og lykkeligvis skulle jeg ikke bruge lang tid på at sammenligne de to skiver, før svaret viste sig at være ”ja”. Dette er simpelthen et af de mest detaljerige og filmlignende transfers, jeg nogensinde har set. Billedet er konstant knivskarpt, og transferets celluloidagtige tekstur er lige så forbløffende og forførende som de smukke farver. Kontrasten er fuldstændig solid, og sortniveauet er upåklageligt. Selv ikke en håndfuld utilsigtede støvkorn kan forhindre transferet i at score topkarakter.

Audio

Heldigvis har man også “lånt” det fremragende DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor fra Criterion-udgivelsen. Moderne krigsfilm lyder som regel fantastisk, og “The Thin Red Line” er ingen undtagelse. Hver eneste subtile lydeffekt i junglen, hver eneste replik og hver eneste tone i Hans Zimmers sublime score kommer klokkeklart igennem. Zimmers musik folder sig godt ud i baghøjtalerne og omslutter især seeren på fornem vis under det grufulde opgør mellem amerikanerne og japanerne i kapitel 19. Hver eneste panorering er eksemplarisk og fungerer fortrinligt – især under slagscenerne, hvor subwooferen får gulvet til at skælve. Dette er et uhyre nuanceret mix spækket med auditive detaljer, som det tager adskillige gensyn at opfange.

Ekstramateriale

Den danske Blu-ray rummer altså både det samme transfer og det samme lydspor som den amerikanske Criterion-udgivelse, men hvad med ekstramaterialet? Tjo, de fleste godter fra den amerikanske skive er også her på den danske, men visse ting er blevet undladt, og videomaterialet præsenteres desværre blot i 480i, hvor det præsenteres i knivskarp 1080p på Criterions disk. Heldigvis er her stadigvæk rigeligt med informative og bramfri interviews. Tre dokumentarer fra Criterion-udgivelsen mangler: Én om hyringen af skuespillerne, én om komponisten Hans Zimmers arbejde med et kor og én om datteren til forfatteren James Jones, der skrev den selvbiografi, som filmen tager udgangspunkt i.

Terrence Malick er en af filmbranchens mest sky instruktører, så helt som ventet dukker han aldrig op i noget af ekstramaterialet. Til gengæld har produceren Grant Hill, scenografen Jack Fisk og fotografen John Toll indtalt et udmærket kommentarspor til filmen. Alle tre mænd har spændende anekdoter i ærmerne, men trioen holder en del pauser undervejs, og de formår ikke helt at kompensere for Malicks fravær. Instruktørens første gennemklip af filmen var i øvrigt seks timer langt, og scener med skuespillere som Gary Oldman, Billy Bob Thornton og Viggo Mortensen blev frasorteret fuldstændigt, mens andre handlingsforløb blev beskåret markant. Desværre er her kun 14 minutters slettede scener, men de er alle ekstremt interessante, især scenen med en veloplagt Mickey Rourke, som ikke optræder i den færdige film.

I “The Thin Red Line: The Actor’s Perspective” (24 min.) diskuterer skuespillerne Thomas Jane, Kirk Acevedo, Elias Koteas, Dash Mihok og Jim Caviezel produktionen af filmen. Det er uhyre interessant at høre dem debattere Malicks gådefulde arbejdsmetoder, men af uransagelige årsager er interviewet med Sean Penn, der var med i den amerikanske udgave af dokumentaren, sakset her. “The Editing of The Thin Red Line: Shaping a Terrence Malick Film” (25 min.) gransker det legendariske redigeringsarbejde på filmen, og i “Hans Zimmer on The Thin Red Line” (17 min.) gennemgår Zimmer grundigt sit arbejde på det, der stadigvæk er hans absolut bedste soundtrack. Ydermere er her filmens trailer og 15 minutters gamle nyhedsindslag fra krigen. Fascinerende.