Vellykket dansk film”Til højre ved den gule hund” er en vellykket tragikomisk dansk film med en forrygende Jesper Klein, om tre generationer som forsøger at lappe på livets mere eller mindre selvforskyldte fejltagelser.

Faderskikkelsen fra JyllandPhillip (Peter Gantzler) er en fortravlet og fraskilt alenefar, som knokler i sit succesrige arkitektfirma og som kun ser sin søn, den nybagte student David (Kaspertin Lønnberg), når denne kommer hjem for at få sin far til at skrive checks til cafépenge. En dag venter der en besked på Phillips telefonsvarer fra en plejehjemsforstanderinde i Jylland: Phillips far er død. Far og søn har ikke haft kontakt i 25 år, men Phillip tager troskyldigt til Jylland for at lægge den gamle i jorden. Ved begravelsen møder han en anden af plejehjemmets beboere, den lidt mystiske Karl (Jesper Klein), som påstår at han var en nær ven af Phillips far. Phillip vil gerne vide nogle ting om sin far, og inviterer Karl med hjem til Hellerup. Der går ikke længe før Karl føler sig hjemme i det velforsynede forstadshjem, hvor han tager godt for sig af Havanneser cigarerne og den gode rødvin. Og Phillip trives også pludselig. Han har fået den faderskikkelse ind i sit liv som han har manglet igennem 25 år, og selv David kommer til at holde af den gamle mand, som tilsyneladende er med på den værste. Men har Karl helt rent mel i posen?

Om at ryste fortiden af sig”Til højre ved den gule hund” er en historie om fædre og sønner, og om drømme og uopfyldte ambitioner – og om at rette op på disse sent i livet. Det er filmens fortjeneste at den ikke udpensler pointerne, men den sniger alligevel spørgsmålet ind: Er vi tilbøjelige til at gentage vores forældres fejl? Phillip blev selv forsømt af sin far – er han ved at begå samme fejltrin med David? Og hvor passer Karl ind i billedet? Den cigar-glade pensionist har tilsyneladende sin egen agenda og ting han må rette op på før hans dårlige hjerte siger stop. Men han kan måske alligevel hjælpe Phillip med at acceptere afsavnet af en faderfigur – og derigennem måske blive en bedre far for David? Det drejer sig om at ryste fortiden af sig og få det bedste ud af nuet. Hvad der skete for et kvart århundrede siden er ikke så vigtigt at det bør få indflydelse på fremtiden. Og vi får da heller aldrig at vide præcist hvad det var som førte til bruddet mellem Phillip og hans far, andet end at det var “en grim historie.”

Filmen formår heldigvis at dreje udenom den sentimentalisme, som den meget let kunne have forfaldet til, og historien bliver fortalt nøgternt og uden de store armbevægelser. De store følelser ligger – som de tit gør – og lurer lige under overfladen. Muligvis som kompensation for dette bruger filmen desværre et påtrængende og larmende lydspor, som passer dårligt til filmens ellers neddæmpede atmosfære.

Jesper Klein er fremragendeHistorien bæres frem af en række overbevisende skuespiller-præstationer (og det er et velkomment afbræk for en gangs skyld at se en dansk film uden hverken Paprika Steen, Nikolaj Lie Kaas eller Mads Mikkelsen på rollelisten). Især Jesper Klein er fremragende som livsnyderen Karl, som er hans bedste filmrolle siden “Skønheden og udyret”. Han er en af de få danske skuespillere som er i stand til at udspille sin figurs følelser alene via glimtet i øjet, og han er kilden til en lang række af filmens mere morsomme indslag, uden dog at lade humoren overtage styringen. Og samtidig så er der ingen der kan surmule som Klein! Han virker i starten af filmen lidt for ung som plejehjemsbeboeren Karl, men han lever sig så meget ind i rollen, at det glemmer man hurtigt. Han hjælpes også godt på vej af et vellykket make-up arbejde. Topmaven er vist hans egen.

Judy Gringer leverer et imponerende comeback i rollen som Karls veninde Lotte Nymann. Også hun gemmer på drømme og uopfyldte ambitioner, og Gringer spiller figuren hjerteskærende.

I den anden ende af generationerne giver Kaspertin Lønnberg rollen som Phillips sympatiske søn David den grad af sen-teenage realisme den har brug for. Der bliver røget hash og onaneret og drukket igennem – og tømmermændene plejes bedst med et måltid lasagne og en kold cola.

Peter Ganzler er en anelse for hjemme i rollen som Phillip – som muligvis har tjek på tilværelsen med som langt fra har tjek på følelseslivet. Det er en lidt mere velhavende variation over hans rolle som “Taxa-Mike”, og kun i glimt giver han figuren den ægte sårbarhed den også kræver.