En titanisk udgivelse

James Cameron bliver ofte omtalt som en af actiongenrens største pionerer, og det er han bestemt også. Fra den trendsættende “The Terminator” over den nerveflænsende “Aliens” til den rekordsættende supersensation “Avatar”… Cameron er formentlig Vestens største koryfæ inden for genren. Men noget, instruktøren sjældent får anerkendelse for, er hans romantiske side.

Alle Camerons film har ellers en kærlighedshistorie i centrum. Arnold Schwarzenegger forsynede “The Terminator” med en puls, men den spirende romance mellem den stålsatte Sarah Connor og hendes tidsrejsende beskytter, Kyle Reese, støbte filmens hjerte. Kærligheden mellem børn og forældre var et kernepunkt både i “Aliens” (flirten mellem Ellen Ripley og elitesoldaten Dwayne Hicks gav også filmen ekstra pondus) og “Terminator 2: Judgment Day”, og kærlighedens forsonende kraft var omdrejningspunktet i “The Abyss” og til dels også i “Livsfarlig løgn”, hvor Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis slog gnister som hårdt prøvede og hårdtslående ægtefæller, og tilknytningen mellem en menneskelig officer og et blåt rumvæsen var central i “Avatar”.

Det ville altså være snæversynet at klandre Cameron, som han så ofte er blevet, for udelukkende at søsætte “Titanic”, fordi han håbede, at historien om turtelduerne Jack Dawson (Leonardo DiCaprio) og Rose Bukater (Kate Winslet) ville få alverdens teenagepiger til at tømme pengepungene. Jovist, Cameron er en snu forretningsmand, som godt ved, at det vil gavne omsætningen at gøre en film “date-venlig”, men “Titanic” rummer meget mere end én passioneret affære, og er filmen virkelig mere rørstrømsk end klassiske kærlighedseposser som “Borte med blæsten” og “Doktor Zhivago”? Camerons CV understreger, at han vitterligt tror på kærligheden, og selvom skuespillerne i “Titanic” indimellem har lige så svært ved at bunde i romantikgenrens klicheer som i det iskolde havvand, så har filmen unægteligt en enorm, emotionel slagkraft.

Den slagkraft skyldes ikke mindst DiCaprio og Winslet, som, allerede da de udveksler blikke for første gang, har en besnærende kemi. Cameron er ikke ligefrem en suveræn forfatter (det siger en del om filmen, at den vandt 11 Oscars, men at manuskriptet ikke engang blev nomineret), men han er en gudbenådet filmmager, som ubesværet manøvrerer igennem 194 minutters elskov, panik og uhæmmet kaos uden at miste grebet om tempoet eller overblikket. Og ofte dropper Cameron klogt nok replikkerne og opfordrer sine skuespillere til at skildre deres lidenskab gennem subtile bevægelser og blikke – en stor udfordring, som DiCaprio og Winslet håndterer med bravur.

Lige siden et tv-indslag om atombomber skræmte ham fra vid og sans som barn, har Cameron næret en stor mistro til teknologi (en anelse ironisk, eftersom den canadiske filmmager selv har fremskyndet flere af filmmediets største teknologiske fremskridt), og den mistillid skinner igennem i hans film: I “Terminator”-filmene spåede han en fremtid, hvor vor egne masseødelæggelsesvåben havde udryddet milliarder, og både i “Aliens” og “Avatar” hånede han menneskehedens blinde tiltro til teknologien, og det gør han i dén grad også i “Titanic”. Ingeniørerne bag det dengang største skib nogensinde fastslog, at det ikke kunne synke, men Cameron illustrerer fornemt, at det i lige så høj grad var hovmod som et kolossalt isbjerg, der kostede 1502 mennesker livet.

Cameron har altså tydeligvis meget andet på dagsordenen end at stimulere teenageres tårekanaler, og i filmens sidste halvdel fokuserer han fornuftigt nok mere på Titanics undergang end Jack og Roses fiktive flirt. En mere kynisk filmmager havde formentlig svælget i ofrenes pinsler, men Cameron forbliver en respektfuld fortæller, der aldrig forvandler katastrofen til en smagløs stiløvelse. Jo, Cameron gør ulykken til et gribende, gruopvækkende skue, men rædslerne suppleres af intime, rørende øjeblikke, som for alvor sætter tragedien i relief: Forældre, der kysser deres børn godnat for allersidste gang… Ægtepar, der grædende lægger sig til at dø i hinandens arme… Skibets legendariske musikere, der blev ved med at spille i et forsøg på at berolige folk. En gestus, der kostede dem livet.

Der er ganske vist flere computerskabte baggrunde, som fremstår markant kunstigere i dag, end de gjorde i 1997, og komponisten James Horners brug af et syntetisk synthesizer-kor ville selv have virket håbløst forældet i en film fra 1980’erne. Men Cameron, som var så indstillet på at gøre filmen autentisk, at han selv var med til at håndmale rekvisitterne og tilmed besøgte Titanics vrag 24 gange, har lavet en film, der ikke er meget langt fra at være et lige så spektakulært særsyn som Titanics rustende vrag.

Video

2D-transferet præsenteres i 1080p/AVC 2.35:1, 3D-transferet præsenteres i 1080p/MVC-3D 1.78:1 og byder således på mere billedinformation i top og bund end 2D-transferet (tjek ovenstående eksempel, som også illustrerer, at 2D-billedsiden indimellem har mere billedinformation i siderne). “Titanic” blev oprindeligt udgivet tilbage i 1997, mange år før Cameron selv kickstartede en 3D-renæssance med “Avatar”, så det siger sig selv, at “Titanic” ikke blev skudt i 3D, men at der er blevet føjet en tredje dimension til de oprindelige optagelser. Jeg var engang i Los Angeles for at høre Cameron tale om 3D, hvor han afskrev størstedelen af markedets 3D-konverterede film som ”bullshit 3D”, men der er ikke meget tyremøg over den 3D-konverterede udgave af Camerons egen “Titanic”. Dette er uden sammenligning den mest imponerende 3D-konvertering, jeg nogensinde har set.

Cameron brugte 10 millioner dollars og hyrede godt 100 grafikere til at bruge halvandet år på at give den oprindelige billedside ekstra dybde, og det kan mærkes. Her er ingen billige 3D-gimmicks, og billedsiden har en vidunderlig, troværdig dybde fra start til slut – skibets lange korridorer virker vitterligt endeløse, og man kan selv fornemme en dybdeforskel på personernes pander og deres pandehår – så præcis og plausibel er dybden. Filmen varer over tre timer, og jeg bemærkede måske fire-fem sekunders ghosting i alt – slet ikke nok til at forhindre en topkarakter. Derudover er billedsiden blottet for støj, glorier og banding, og der kan ikke sættes en finger på kontrasten eller farvegengivelsen.

Audio

Der går blot få sekunder, før det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix begynder at tryllebinde – nærmere bestemt da James Horners orkester begynder at spille komponistens Oscar-belønnede score. Tonerne kommer så klokkeklart igennem, at man vitterligt føler sig til stede i koncertsalen sammen med musikerne, og LFE-kanalen giver de dybe klange ekstra punch. Samtlige lydeffekter og replikker gengives med en lige så lamslående klarhed, og kanalnetværket disker konstant op med stemningsfulde lyde – lige fra brummende skibsmotorer og træ, der knager, til fjerne samtaler og bølgeskvulp. Panoreringerne er eminente, og når Titanic begynder at synke, går højtalerne for alvor amok, men der er orden i kaosset – ingen vigtige lyde eller replikker drukner nogensinde i virvaret.

Ekstramateriale

Ud over at rumme både 2D- og 3D-udgaven (3D-udgaven er i øvrigt klogt nok fordelt over to skiver) såvel som dvd-udgivelsen af filmen så indeholder BD-udgivelsen også timevis af glimrende ekstramateriale. Det meste blev produceret til den fantastiske dvd-udgivelse af “Titanic” tilbage i 2005, men her er også et kort 3D-uddrag fra “Avatar” samt to nye dokumentarer, “Reflections on Titanic” og “Titanic: The Final Word”, der begge præsenteres i HD, og som tilsammen varer omtrent 160 minutter. Filmens vigtigste bagmænd og skuespillere (med undtagelse af Leonardo DiCaprio, som er hårdt savnet) gennemgår alt fra de virkelige omstændigheder omkring Titanics forlis til Camerons kontroversielle ”I’m the king of the world!”-udbrud under 1998’s Oscar-ceremoni. Et par informative, velproducerede og særdeles underholdende dokumentarer.

Derudover medfølger hele tre kommentarspor til filmen – det ene har James Cameron indtalt, det andet byder på udtalelser fra alskens medlemmer af filmholdet og skuespillertruppen, mens det tredje kommentarspor er indtalt af to Titanic-eksperter. Alle tre kommentarspor er fremragende, men jeg satte størst pris på Camerons 194 minutter lange monolog. Cameron virker altid enormt spændende og oprigtig i interviews, og han lægger ud med at indrømme, at han er lidt skeptisk omkring optagelsen af kommentarspor, fordi han egentlig mener, at film bør tale for sig selv (det er i øvrigt Steven Spielbergs argument for aldrig at indtale kommentarspor), men han tilsidesætter prompte sin mistillid og gennemgår på interessant og detaljeret vis hver eneste aspekt af filmens tilblivelse. Camerons angiveligt enorme ego skinner aldrig igennem.

Resten af ekstramaterialet stammer som sagt fra den gamle dvd-udgivelse, men meget af det præsenteres for første gang i HD: Otte biograftrailere og otte tv-reklamer, seks billedgallerier (som tilsammen indeholder over 1000 stills) og hele 58 minutters slettede scener, som Cameron også har indtalt kommentarer til, og som er fascinerende at studere, selvom man ikke savner nogle af dem i den endelige udgave af filmen – især ikke en forfærdelig, alternativ slutning. Her er også endnu flere dokumentarer (som alt i alt varer knap halvanden time), tre udvalgte “Titanic”-parodier og musikvideoen til Celine Dions Oscar-belønnede megahit “My Heart Will Go On”, som akkompagnerer filmens rulletekster. Her er altså alt, en “Titanic”-fan kunne ønske sig – og mere til.

En kluntet kolos

Da jeg var barn, var det ikke så usædvanligt, at der gik ældre film i biografen. Man havde trods alt knap nok fået mulighed for at leje videobånd, og det var endnu langt fra sikkert, at de film, man gerne ville se, blev vist i fjernsynet.

Der virker derfor også lidt som en tilbagevenden til tidligere tider, at det efterhånden er blevet en hverdagsbegivenhed, at ældre film sættes op igen med nyskabte 3D-effekter. Årsagerne til det kan være svære at gennemskue. Filmene var trods alt aldrig udført med 3D i tankerne, og når man nu kan anskaffe glimrende kopier på dvd, er det lidt overraskende, at der overhovedet er et publikum til den slags.

Nu er turen imidlertid kommet til “Titanic”, og det kan også godt undre i betragtning af, at det ikke ligefrem var en film, der i forvejen skreg på en ekstra dimension. Jovist, her er mange effekter – ikke mindst nær slutningen – men det er ikke nogen, der umiddelbart har behov for at blive konverteret til 3D. At den alligevel er blevet det skyldes utvivlsomt dels, at 3D-fortaleren James Cameron stod bag den og ikke mindst, at den – hvis inflation ikke er medregnet – var den mest omsættende film, indtil Camerons egen “Avatar” siden slog den af pinden. Det har selvsagt været fristende at bruge enhver undskyldning for at smide den tilbage i biograferne.

“Titanic” var ikke blot en film, men også en begivenhed, lidt ligesom “Avatar” siden skulle blive det, og set i bakspejlet er det imponerende, at Cameron slap så økonomisk godt fra de to film, der begge lignede store satsninger. Kort sagt var alle inde i biffen og se “Titanic”, og Céline Dions klæbrige “My Heart Will Go On” blev ligeledes en sællert. Allerede dengang var der dog også dem, der ikke var vildt imponeret over filmen til trods for de tekniske bedrifter, og ved dette gensyn synes dens svagheder blot endnu større.

Problemet med filmen ligger først og fremmest i selve historien og den måde, den fortælles på, som ikke ligefrem er blevet mindre kluntet med tiden. James Cameron er fremragende til at skabe hurtige skabeloner, som man øjeblikkeligt kan genkende – tænk blot på soldaterne i “Aliens”, der knap nok har mere end to replikker, men som alligevel alle gives unikke og mindeværdige personligheder. Til gengæld halter det gevaldig, når han skal følge figurerne over længere tid, og det bliver ikke mindst pinefuldt tydeligt i “Titanic”, hvor persongalleriet er lutter karikerede klicheer forsynet med en dialog af tomme fraser. Kate Winslet er stadig yndig som få, men hendes to bejlere er så flade som en øretæve. Billy Zane er så entydig ond og kujon-agtig, at det ligner en vits, og Leonardo DiCaprio fremstår som en slags parodi på en fattig i sine Armani-designede klæder og perfekt føntørrede 90’er-pophår.