Træk vejret

InstruktionMélanie Laurent

MedvirkendeIsabelle Carré, Radivoje Bukvic, Anne Marivin, Joséphine Japy, Lou de Laâge

Længde91 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/06/2015


Anmeldelse

Træk vejret

3 6
Et studie i kærlighedens fejlbarlighed

Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå, hvorfor folk bliver i dårlige forhold. I forhold, hvor der er følelsesmæssige, verbale eller fysiske overgreb. “Træk vejret” skildrer nogle af de mekanismer og handlemønstre, der findes i et sådant forhold, men det lykkedes aldrig at få mig til at forstå karaktererne. Det er i den grad muligt, at det er min fejl. Men jeg forstod aldrig dem og deres kærlighed.

De to unge skuespillere er ellers begge fantastiske. Joséphine Japy er den forsagte men omsorgsfulde og vellidte Charlie, der er en næsten stereotypisk ‘pæn pige’. Indtil der kommer en ny elev i klassen. Sarah, spillet med imponerende karisma af Lou de Laâge, er alt det, Charlie ikke er: fandenivoldsk, rygende, drikkende, kosmopolitisk, rap i kæften, sensuel og bare uendeligt spændende. Charlie forelsker sig hovedkulds i hende, men det går der lang tid, før hun selv opdager. Japy spiller underspillet og kommunikerer det meste af tiden kun med sine store dådyrøjne. Da den indre tumult endelig bobler over, er det derfor meget virkningsfuldt.

Billedsiden er inspireret af den engelske køkkenvaskrealisme, men giver sig lov til at lege med modlys og overeksponering i enkelte øjeblikke af pludselig skønhed, som da Sarah og Charlie er på ferie med Charlies mor og går ture ved stranden badet i et gyldent lys. Det smukke undergraves dog effektivt af et velkonstrueret lydspor, hvor underlige mislyde konstant smadrer den gode stemning. Overgang i højtalere, bankelyde, hurtige hjerteslag og svage hyletoner fremhæver det foruroligende, hvor en doven instruktør måske blot havde nøjedes med violiner på soundtracket. Dygtigt sammenfatter musik og billeder det overordnede tema om den tiltrækkende overflade, der dækker over det voldelige og farlige.

Der, hvor det går galt for mig, er, at jeg aldrig forstår, hvorfor Charlie forelsker sig i Sarah. Hun er da uden tvivl smuk og rebelsk, men samtidig så ulideligt påtaget og højspændt, at jeg ingen sympati kan mønstre for hende. Samtidig irriteres jeg uendeligt over Charlies passivitet, da de to veninders forhold begynder at krakelere, og Sarah bliver mere og mere modbydelig. Jeg kan forstå, hvad filmen vil, men jeg kan bare ikke overgive mig til den.

Det hjælper heller ikke, at pointerne skæres ud i pap og bøjer dem i neon. Da Charlie efter bruddet med Sarah sidder i klassen og ser en film om slyngplanter og andre parasitter, der ender med at dræbe deres passive værtsorganismer, kunne jeg ikke lade være med at rulle med øjnene. Den slags staveplade-symbolik er normalt forbeholdt Hollywood, når man desperat prøver at vinde en Oscar. Anderledes dygtigt forholder det sig i skildringen af den sociale dynamik blandt Charlies venner. Her er føles det ægte. Det går kun langsomt op for publikum, og det udpensles aldrig, at vennen Lucas er håbløst forelsket i Charlie. Men han har ikke en chance.

“Træk vejret” efterlod mig kold. Jeg fandt ingen af hovedpersonerne sympatiske eller troværdige. Det er synd, da der ellers er mange gode kræfter på spil. Hvis man selv har prøvet at være i et sådant forhold, så har man måske en anderledes forståelse for personerne. Det har jeg ikke. Det kan jeg så være glad for.


Trailer

Kort om filmen

Sarah er ny pige i klassen. Hun er selvsikker, smuk, fandenivoldsk og fascinerende.
Hun er alt det, Charlie gerne vil være.

Sarah er flyttet hjem til Frankrig for at tage sin eksamen og fortæller, at hendes mor arbejder for en NGO i Nigeria. Hun knytter sig hurtigt til Charlie, som smigret og forblændet sætter alt til side for Sarah.

De to piger udvikler et intenst venskab og bliver hurtigt uadskillelige. Men Sarah er lunefuld og ikke nem at være veninder med. Balancen mellem venskab og fjendskab er hårfin og det sætter begge piger på prøve.