Pete er undercover. Han skal nakke den polske mafia. Men en narkohandel går galt. En NYPD-betjent bliver dræbt. Nu må Pete gå endnu mere undercover i fængslet for at fuldføre sin FBI-mission.

Alt det sker, imens de onde polakker holder familien i et truende greb, FBI dækker over sine fejl og rapper-betjent Common forsøger at få retfærdighed for sin afdøde kollega.

Det er den mest undercover undercover-film, jeg længe har set. Det er hverken helt skidt eller særlig godt.

For det overordnede plot er egentlig godt nok skruet sammen. “The Informer” – som originaltitlen lyder –  balancerer fint mellem at være indviklet og simpel.

Der er meget at holde styr på, men det hele centrerer om én person: Pete.

Han skal fuldføre sin mission. Men der er både modstand fra polakkernes familietrusler og truslen på sit eget liv – i værste tilfælde fældes både familie, Pete og FBI, hvis NYPD får for meget information.

Det skaber bogstaveligt talt en løkke om halsen på Pete. Det skal lykkes. Ellers!

Men et ellers overordnet godt plot er ikke nok. Petes informant-mareridt bliver totalt anonymt – det går undercover.

Selv om de mange spillere i spillet har hver sin agenda og bevæger sig mellem hinanden, så mangler der simpelthen noget følelsesmæssig nuancering, der gør det spændende. Det bliver for forudsigeligt.

Det gjorde noget specielt, da Keanu Reeves var undercover i “Point Break” og måtte skyde op i luften i stedet for på Patrick Swayze. Han var splittet. Eller når Josh Brolin går over stregen i “Sicario” for at nakke kartellerne i Mexico.

Det er ikke tilfældet her.

Alle er enten gode eller onde. Polakkerne er onde. Pete er god. FBI-leder er ond. Det er kun Rosamund Pikes FBI-agent, der er splittet mellem at støtte Pete og beholde sit job. Jeg er dog aldrig i tvivl om, hvad hun vælger. Det havde klædt “Tre sekunder” at have nogle moralske skrupler. Bare i et par sekunder.

Det går også ud over karaktererne, der heller ikke bliver mindeværdige. Der er Pete, den gennemgode helt. Han er kedelig i hænderne på Joel Kinnaman. Han er ikke spændende som DiCaprios Billy, der er splittet mellem politiarbejdet og gadens orden i “The Departed“.

Mafiabossen Klimek bliver heller ikke charmerende og skræmmende som Jack Nicholsons “The Departed”-karakter, Frank Costello – sådan kan jeg blive ved med at nævne bedre informant-karakterer end dem i “The Informer”.

Måske skyldes anonymiteten den forholdsvis uerfarne instruktør, Andrea Di Stefano. Han har kun én anden film på sit instruktør-cv. Han tager ingen chancer.

“Tre sekunder” er skudt helt ordinært. Selv et på papiret fedt action ‘set piece’ i et fængselstårn ender uforløst omringet af ufarlig CGI-ild.

Derfor ender “Tre sekunder” med at gå ned i forhold til undercover-genrens bedste. Den bliver aldrig opdaget.