Til verdens ende

I forhold til vores egen placering i universet virker det ofte til, at der kun er to mulige anskuelser: Enten opfatter vi os selv som enormt betydningsfulde, eller også bøjer man sig for det uundgåelige faktum, at vores kvaler, bestræbelser og udfordringer i bund og grund er komplet ligegyldige i det store perspektiv.

Der synes dog også at være en tredje synsvinkel, idet man indimellem kan få følelsen af, at det hele på sin vis er forbundet, og at den store og den lille historie i bund og grund er den samme. Og det virker, som om Terrence Malick er ude i et lignende ærinde med “The Tree of Life”, hvor en enkel fortælling om en familie forbindes med den store kosmologiske beretning.

Malick er uden tvivl en af filmverdens mest sky og besynderlige skikkelser, og selvom han har været aktiv gennem fire årtier, har han kun sølle fem film på CV’et – et faktum, der umiddelbart burde få hans filmskaberevner til at se ret så beherskede ud, hvis altså ikke lige det var fordi, at hver ny film er en oplevelse ud over det sædvanlige og blandt Malick-fans afventes med en begejstring, som var de manna fra himlen. Lad os blot allerede fastslå med det samme, at denne nye film også var ventetiden værd.

På sin vis er “The Tree of Life” både den mest simple og den mest komplicerede Malick-film til dato. Selve hovedberetningen følger en lille familie i det midtvestlige USA i 50’erne, hvor Brad Pitt spiller en kærlig, men samtidig også tyrannisk familiefar, der er fast besluttet på at skabe succes for sig selv og sine børn. Ambitionsniveauet for fortællingen er dog endnu større, og i lange stunder er filmen mere billeddigt end historiefortælling. Malick tager os fra den ene ende af jordklodens udvikling til den anden, og i bedste “Rumrejsen 2001”-stil ser vi både planeternes gang og fortidens dinosaurer vandre på jorden. I modsætning til den iskolde Kubrick er Malick dog en mere hjertevarm for ikke at sige sentimental størrelse, og han antyder i stedet optimistisk, at der måske allerede fandtes barmhjertighed i de tidligste tider. Jeg tvivler, men det er nu en sympatisk tanke.

At Malik formår at få den kosmologiske balletdans og den lille forstadshistorie til at hænge harmonisk sammen er på mange måder filmen største og mest forbløffende bedrift, men til gengæld kniber det lidt med den nutidige tidsfortælling, hvor vi følger Brad Pitt-figurens voksne søn spillet af Sean Penn, hvis side af historien desværre aldrig gives tid eller plads til at blive særlig vedkommende.