Trolls
Udgivet 12. okt 2016 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen
Troldene i “Trolls” er hverken dem, der hærger på internettet, eller dem, der lever under en bro. I stedet er de baseret på de plastiktrolde med neonfarvet hår, man som barn fik skubbet i hånden efter et tandlægebesøg. Nu har de været på besøg hos DreamWorks, der har forvandlet dem til hyperaktive og plyssede smølfekloner, som sprudlende danser til energiske covers af gamle pophits.
For Poppy er glad, og Kvist er sur. Meget mere er der ikke til de to hovedpersoner. Og hvis man synes, at de perifere karakterer i smølfeuniverset er flade, skal man ikke glæde sig til at møde trolden Guy Diamond, hvis væsentligste personlighedstræk er, at han prutter glitter. Plitter? Men “Trolls” løftes alligevel af humoren. Som da de to hovedpersoner på rejse finder, at den umiddelbart idylliske skov faktisk er et farligt sted. Alle de nuttede og plyssede væsner viser sig at være fanget i en evig darwinistisk kamp for overlevelse, hvor de store æder de små, og de største æder alle andre. Her kommer du ikke langt med plitter.
Alt fra Edvard Griegs “In the hall of the Mountain” til Earth, Wind and Fires “September” fortolkes med et mere nutidigt fokus på hurtige rytmer og tung bas. Det lyder ikke så godt som originalerne, men lydsiden ender med at harmonere godt med den sukkersøde animationsstil. På dansk har man sørget for at få de verificerede popstjerner Stine Bramsen og Christopher til at lægge (sang)stemme til Poppy og Kvist. Det gør det godt, selv om Lionel Richies “Hello” nok aldrig bliver et hit på oversat dansk.
Instruktør-parret Walt Dorhn og Mike Mitchell har tidligere arbejdet på flere af “Shrek”-filmene. “Trolls” lykkes aldrig med noget nær så sjovt og interessant som at vende hele den vestlige eventyrtradition på hovedet. Til gengæld giver de termen Trolls et bedre rygte.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet