“Juno“-makkerparret Diablo Cody og Jason Reitman har åbenbart et eller andet med graviditeter. Især de uperfekte af slagsen.

Nu er det bare ikke længere et panisk ‘fuck jeg bliver teenage-forælder!’-chok, men et resigneret ‘kan vi egentlig magte barn nr. 3’-suk. Mor og far er blevet mere trætte i – og bag – “Tully”.

Den sitrende førstegangsoplevelse virker efterhånden langt væk.

Charlize Theron deler ellers fremragende ud af småbørnforældres udmattelse som den oppustede Marlo. Barnet i maven var ikke planlagt og ankommer lidt ubelejligt oven i to krævende børn og en mand, der er meget væk med arbejde.

Reitman iscenesætter barsel som en uendelig trummerum af bæ, savl og bræk. Det lange seje træk, der skal sandsynliggøre, at Marlo benytter sig af det sære (amerikanske selvfølgelig) koncept ‘natbarnepige’. En ung medhjælper, der pusler om hus og baby, indtil det er ammetid, og mor skal vækkes.

Det er lige så underligt, som det lyder, og for mig bliver scenerne med Mackenzie Davies’ livsglade Tully heller aldrig mere end pudsighed for pudsighedens skyld – rygstøttende kommentarer leveret med en smækbukset naivitet, som hvis Bubber holdt parterapi i badekarret.

Klichéerne har en slags forklaring i den sidste twistede tredjedel, men her er vi samtidig ude i et fortænkt psyko-dyb, der suger Cody og Reitman ned i mudrede vande.

“Tully” er en strittende afvej fra deres dramedy-rutine, men ender som en ujævn mellemting.

“Juno” var bedre dengang, end den er i dag, men den var Ellen Page, J.K. Simmons og Allison Janney værd.

Her lader det meste af attraktionen til at være smukke Charlize Theron, der har method-ædt sig til flommet maveskind og hængepatter. Lidt som alle os andre.

Hvad “Tully” til gengæld har taget med videre, er den gode, gamle og ‘nemme’ perfektionisme-satire. Hehe, Marlos douche-bror og hans arkitektvilla og dyre bil. Hihi, svigerinde-mokken som serverer trøffelpasta til børnene og udslynger ignorante fornærmelser med sin botox-mund.

Heldigt, at Indiewood er beboet af kloge rodehoveder, der kan skære igennem snobberiet med stand-upsk sarkasme.

Hvilket leder mod den anden trættende ting. Diablo Cody har både timing og karaktertegning i sin skarpe pen, men hun forfalder tit til kunstig ping-pong, der minder lidt Anders Thomas Jensen eller Kim Fupz Aakeson i deres mest rutineprægede 00’er-form.

’Skal vi tale sammen? Vi taler hele tiden sammen, vi lyder som en spansk tekstbog. Maria y Julio konverserer'. Er der nogen, der taler (eller konverserer) sådan?

Resultatet bliver i hvert fald, at man ikke kun ser Charlize Theron slynge en zinger ud, men lige så meget Diablo Cody flække sammen af grin ved skrivemaskinen.

Livets mirakel, der bliver til en slags forbandelse. “Tully” tager et par gange tilløb til at sige det unævnelige: At børn ikke kun er lykken, men også pisseirriterende små prinser, der styrer det hele.

Cody og Reitman fører det bare ikke helt igennem. I stedet forfalder de til endnu en ‘skæv’ hyldest til det anderledes, det knudrede, det flossede familieliv.

Der jo paradoksalt nok er det mest normale af alt.