Unbreakable
Udgivet 20. sep 2008 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Adskillige år før der var “Heroes”, var der “Unbreakable”. Den førstnævnte tv-serie, som startede rigtig godt, men hurtigt udviklede sig til en ufrivillig komisk sæbeopera, er blevet rost for at have skabt et plausibelt univers spækket med troværdige figurer, man sagtens kan relatere til på trods af deres overnaturlige evner. “Unbreakable”, som praktisk talt gør det samme, fik derimod hård kritik, dengang den oprindeligt blev udgivet for otte år siden – primært fordi instruktøren, M. Night Shyamalan, havde lavet en film, der slet ikke lignede hans foregående megahit, “Den sjette sans”.
Derfor kan “Unbreakable” vel nærmest betegnes som den ultimative superheltefilm, selvom den ikke tager udgangspunkt i en udgivet tegneserie… Fordi den i perioder overbeviser os om, at uransagelig magi kan krydse barriererne mellem tegneseriehæfternes rektangler og den skinbarlige virkelighed – og fordi filmen både hylder tegneserien som et kulturelt fænomen og dem, der dyrker det. Og ligesom genrens storværker kombinerer “Unbreakable” glimrende underholdning med en seriøs tilgang til evigt aktuelle emner som ensomhed, skyld, skilsmisse og den endeløse dyst mellem godheden og ondskaben. Hver eneste karakter føles overordentlig ægte og må både døje med særegne og almindelige dilemmaer, hvilket kun gør dramaet endnu mere vedkommende.
Shyamalans produktioner bliver sjældent rost tilstrækkeligt for deres opfindsomme æstetik, og “Unbreakable” er blandt instruktørens flotteste. Fotografen Eduardo Serra og Shyamalan anvender sjældent konventionelle midler, og brugen af spejle og visuel symmetri er simpelthen genial. Lydsiden er også sensationel, og James Newton Howard, der har skrevet flere af sine absolut bedste scores til Shyamalans film, har komponeret musik til filmen, der er nøjagtig lige så dybfølt som den fortælling, den understøtter.
Transferet har en attraktiv, celluloidagtig tekstur. Der er masser af dybde i billedet, hvilket også skyldes den imponerende kontrastgengivelse og det faktum, at billedsiden oftest fremstår knivskarp. Der er kun en beskeden mængde utilsigtet støj, og spinkle glorier optræder sjældent rundt om mørke objekter foran meget lyse baggrunde. Farverne er med vilje blevet tonet ned, men de virker aldrig for matte.
“Unbreakable” er ikke en film med mange højlydte actionsekvenser, men det er ikke ensbetydende med, at skivens engelske PCM 5.1-lydspor er kedeligt. Der foregår altid noget i kanalnetværkets afkroge, og hver eneste scene er proppet med stemningsfulde atmosfærelyde. Panoreringerne er eksemplariske – tjek f.eks. togene, der kører forbi Bruce Willis’ vindue i starten af filmen. Støj optræder aldrig, og LFE-kanalen giver alt fra James Newton Howards fænomenale musik til lyden af de førnævnte tog ekstra slagkraft. Replikkerne er altid tydelige og har en herlig rumklang, og mixets højeste toner er også krystalklare.
“Behind the Scenes” (14 min.) er en interessant, men desværre også meget kort dokumentar, som indeholder interviews med Shyamalan, Willis og flere af deres kollegaer. Det er især ærgerligt, at man ikke har benyttet lejligheden til at diskutere oplagte emner såsom de potentielle fortsættelser og filmens modtagelse. “Comic Books and Superheroes” (19 min.) er også fascinerende, men desværre meget kort. Den indeholder interviews med flere velvidende, velartikulerede forfattere som Frank Miller og Dave Gibbons, der diskuterer tegneseriemediet.
“Unbreakable” er en undervurderet og forfriskende sober superheltefilm, der respekterer sit publikum og belønner seerens tålmodighed med fornemt skuespil og forbløffende twists. Denne Blu-ray er udstyret med et strålende transfer og et eksemplarisk lydspor, men der medfølger ikke meget ekstramateriale, og det er i øvrigt identisk med det, der fulgte med den gamle dvd-udgivelse. Fans kan med god samvittighed investere i skiven, og hvis man endnu ikke har givet filmen en chance, er det oplagt at gøre det nu, hvor den er blevet tilgængelig i HD.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet