Super

Adskillige år før der var “Heroes”, var der “Unbreakable”. Den førstnævnte tv-serie, som startede rigtig godt, men hurtigt udviklede sig til en ufrivillig komisk sæbeopera, er blevet rost for at have skabt et plausibelt univers spækket med troværdige figurer, man sagtens kan relatere til på trods af deres overnaturlige evner. “Unbreakable”, som praktisk talt gør det samme, fik derimod hård kritik, dengang den oprindeligt blev udgivet for otte år siden – primært fordi instruktøren, M. Night Shyamalan, havde lavet en film, der slet ikke lignede hans foregående megahit, “Den sjette sans”.

“Unbreakable” er en på mange måder klassisk beretning om en superhelts herkomst. Den er også en fornem, hjertevarm cadeau til tegneseriemediet og en kærkommen påmindelse om, at man ikke behøver at tjene milliarder eller blive bidt af en radioaktiv edderkop for at opnå noget særligt her i livet. Nogle gange er det bare nok at være modig, ærlig og ærbødig. Men det, der virkelig gør “Unbreakable” unik, er Shyamalans inddragelse af tegneserien som et betydningsfuldt element i selve fortællingen. Filmen både anerkender og anvender kendte tegneseriekonventioner, hvorfor den på forbavsende sofistikeret vis blødgør skellet mellem tegneseriernes kulørte universer og den reelle verden.

Derfor kan “Unbreakable” vel nærmest betegnes som den ultimative superheltefilm, selvom den ikke tager udgangspunkt i en udgivet tegneserie… Fordi den i perioder overbeviser os om, at uransagelig magi kan krydse barriererne mellem tegneseriehæfternes rektangler og den skinbarlige virkelighed – og fordi filmen både hylder tegneserien som et kulturelt fænomen og dem, der dyrker det. Og ligesom genrens storværker kombinerer “Unbreakable” glimrende underholdning med en seriøs tilgang til evigt aktuelle emner som ensomhed, skyld, skilsmisse og den endeløse dyst mellem godheden og ondskaben. Hver eneste karakter føles overordentlig ægte og må både døje med særegne og almindelige dilemmaer, hvilket kun gør dramaet endnu mere vedkommende.

Bruce Willis leverer en af sit livs bedste præstationer i rollen som sikkerhedsvagten David Dunn, der overlever en frygtelig togulykke uden skrammer. Det er enormt fascinerende at overvære det skaldede ikon portrættere en karakter, der er overordentlig anderledes i forhold til de mange flamboyante figurer, han tidligere har spillet. Robin Wright Penn og Spencer Treat Clark henrykker som hhv. Dunns kone og søn. Og Samuel L. Jackson sætter alskens tanker og følelser i gang som Elijah Price – en fanatisk tegneserielæser, der er overraskende sikker på, at Dunn er en udødelig superhelt ligesom dem, han har tilbedt i årtier. Dunn mener selv, det er noget vås, men skæbnen vil ikke løsne sit greb om ham.

Shyamalans produktioner bliver sjældent rost tilstrækkeligt for deres opfindsomme æstetik, og “Unbreakable” er blandt instruktørens flotteste. Fotografen Eduardo Serra og Shyamalan anvender sjældent konventionelle midler, og brugen af spejle og visuel symmetri er simpelthen genial. Lydsiden er også sensationel, og James Newton Howard, der har skrevet flere af sine absolut bedste scores til Shyamalans film, har komponeret musik til filmen, der er nøjagtig lige så dybfølt som den fortælling, den understøtter.

Undertiden er den idérige film dog så alvorsfuld og dybsindig, at man trættes. Men filmens akilleshæl er slutningen. Fortællingens endelige, kontroversielle twist føles bestemt ikke påtaget og er ej heller den sidste akts problem. Slutningen synes i stedet at bremse filmens fremdrift, efter at den ellers for alvor er kommet op i gear, fordi konklusionen er så kort og kontant. Men det giver til dels også mening, eftersom filmen var tænkt som første del af en ambitiøs trilogi – en trilogi, som Shyamalan for nylig afslørede, at han stadigvæk er interesseret i at færdiggøre. Lad os håbe, auteuren snart tager tegneseriebladet fra munden og kommer i sving.

Video

Transferet har en attraktiv, celluloidagtig tekstur. Der er masser af dybde i billedet, hvilket også skyldes den imponerende kontrastgengivelse og det faktum, at billedsiden oftest fremstår knivskarp. Der er kun en beskeden mængde utilsigtet støj, og spinkle glorier optræder sjældent rundt om mørke objekter foran meget lyse baggrunde. Farverne er med vilje blevet tonet ned, men de virker aldrig for matte.

Audio

“Unbreakable” er ikke en film med mange højlydte actionsekvenser, men det er ikke ensbetydende med, at skivens engelske PCM 5.1-lydspor er kedeligt. Der foregår altid noget i kanalnetværkets afkroge, og hver eneste scene er proppet med stemningsfulde atmosfærelyde. Panoreringerne er eksemplariske – tjek f.eks. togene, der kører forbi Bruce Willis’ vindue i starten af filmen. Støj optræder aldrig, og LFE-kanalen giver alt fra James Newton Howards fænomenale musik til lyden af de førnævnte tog ekstra slagkraft. Replikkerne er altid tydelige og har en herlig rumklang, og mixets højeste toner er også krystalklare.

Ekstramateriale

“Behind the Scenes” (14 min.) er en interessant, men desværre også meget kort dokumentar, som indeholder interviews med Shyamalan, Willis og flere af deres kollegaer. Det er især ærgerligt, at man ikke har benyttet lejligheden til at diskutere oplagte emner såsom de potentielle fortsættelser og filmens modtagelse. “Comic Books and Superheroes” (19 min.) er også fascinerende, men desværre meget kort. Den indeholder interviews med flere velvidende, velartikulerede forfattere som Frank Miller og Dave Gibbons, der diskuterer tegneseriemediet.

Man har også mulighed for at studere en enkelt storyboardsekvens (4 min.) og næsten en halv times slettede scener, som alle introduceres af Shyamalan. Selvom instruktøren lovpriser flere af disse saksede sekvenser (og flere af dem er da også udmærkede), kan man sagtens forstå, hvorfor ingen af dem endte i den endelige udgave af filmen. Udgivelsen indeholder også en kortfilm, Shyamalan lavede som barn (2 min.). Den er forholdsvis munter, men ikke et gensyn værd. Ekstramaterialet præsenteres beklageligvis blot i 480p.