Undtagelsen
Udgivet 2. jul 2020 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
“Undtagelsen” lyder af og til som en lærebog i psykologi.
Andre gange føles den mere som en plot-twistende knaldroman.
Egentlig er den en filmatisering af Christian Jungersens murstensroman af samme navn fra 2004.
Det vil sige: Den er begge dele. En slags illustreret videnskab, ligesom en anden Jungersen-filmatisering, “Du forsvinder”, hvor Nikolaj Lie Kaas med hjernetumor skulle illustrere neuropsykologien.
I “Undtagelsen” er det en anden gren af den psykologiske videnskab, der skal illustreres.
Romanen var et kæmpehit for seksten år siden, men det er først nu, det er lykkes instruktør Jesper W. Nielsen at omsætte fortællingen til film.
Den handler om ondskab.
Det gjorde det også i Jesper W. Nielsens forrige, “Der kommer en dag”. Her spillede Lars Mikkelsen ond skoleforstander med nazi-slikhår, fordi sådan ser ondskab ud på film, når man vil være helt sikker på, at alle fanger den.
Så enkel er verden selvfølgelig ikke. Onde mennesker ligner ikke hinanden.
Selv nazibødler kan have meget lidt tilfælles, fortæller Danica Curcic’ voiceover i indledningen. Den læser højt fra en artikel om ondskabens psykologi, som Curcic’ karakter Iben har skrevet sammen med Malene, hendes kollega på forskningscenteret for folkedrab.
Ondskaben kommer i mange former og fra mange steder – der er ikke én personlighedstype for ondskab.
Det lyder klogt, og ved første blik er det da også en klar fremgang fra ondskabsklichéen fra “Der kommer en dag”. Men inden længe havner “Undtagelsen” i den modsatte grøft – alle er onde. Folkemorderen. Mobberen. Den mobbede. Der er knapt nok nogen forskel.
Det er lige så fladt som en spytslikket nazi-sideskilning.
“Undtagelsen” prøver at bygge bro mellem de små hverdagsspydigheder, voksenmobning på arbejdspladsen og helt over til vold og folkemord.
Vi skal se lighederne mellem kollegaen, der ikke gider at grine af en YouTube-video, og en bloddrivende bøddel.
Lærebogen i psykologi bliver lige lovligt enkel.
Nuancerne forsvinder et sted på vejen. Måske fordi plottet twister og drejer helt forrykt i jagten på den person, der har sendt trusselsbreve til Iben og Malene – er det en fornærmet krigsforbryder? En kollega? En ven?
Alle er mistænkte i “Undtagelsen”, hvor menneskesynet siger, at ondskaben er reglen.
Det skulle sikkert være både chokerende og tankevækkende. Jeg synes bare, begrebet om ondskab bliver bredt så meget ud, at det bliver en flad omgang.
Det eneste sted, hvor ondskaben rammer mig, er på kontoret, hvor Iben og Marlene fryser Sidse Babett Knudsens Anne-Lise ude.
Hun gør sit bedste for at passe ind, men når hun kommer med sjove YouTube-videoer om mandagen, bliver hun bare mødt med kulde og ligegyldighed. Av.
De små hverdagsperfiditeter gør ondt. Meget mere end den store ondskab, som folkemordsforskerne arbejder med.
“Undtagelsen” ender som en blanding af forenkelt psykologibog og overdrevet krimiknaldroman.
Lunken, illustreret videnskab.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet