Nådesløse japanere

Grin aldrig ved synet af en knap så stor pik. Slet ikke hvis du er prostitueret. Det ved alle, der har set den måske sidste rigtigt gode western, Clint Eastwoods “De nådesløse”. Her bliver en glædespige skamferet for livet, hvilket en afdanket Clint tager ud for at hævne for penge. Lærte du ikke lektionen dengang, så gennemgås den nu igen i et japansk remake, hvor de fleste seksløbere er byttet ud med samuraisværd. Ellers er alt endog meget det samme.

I den japanske udgave af “Unforgiven”, som Clintens western originalt hed det, er det “Inception”-stjernen Ken Watanabe, der rider ud som afdanket, koldblodig killer sammen med en ung amatør og en gammel ven, som begge heller ikke er så bevendte med skyder eller sværd, som en normal western- eller easternhelt plejer at være det. Det gør Watanabe sammenbidt godt, til trods for at scenerne i flere tilfælde helt ned i dialogudvekslingen er en til en kopieret fra 90’er-klassikeren. Det er som efter 20 år at gense en gammel ven, der har boet i udlandet og påtaget sig en ny accent. Vedkommende fortæller de samme historier og bevæger sig som i gamle dage. Alligevel er det ikke helt det samme.

Det, der var så unikt fedt ved originalen, var, at den med sin handling placeret i den sene ende af 1800-tallet, i overgangen fra vildt Vesten til det mekanisk moderne med lov og orden, pillede westernmyten fra hinanden. Det var ufedt og grimt at dræbe, helten blev syg og makkeren fik dårlig dræbersamvittighed, og Gene Hackmans diabolske sherif afslørede, at fortidens westernkorifæer måske mere havde det i munden end i aftrækkerfingeren. Helt samme mytenedbrydende historieskrivning lægger den japanske udgave ikke for dagen. Her ridses der i stedet i samurailakken i forhold til, hvordan Japan blev moderne. Er nutidens Japan bygget på et folkemord? Det antydes.

Og apropos Gene Hackmans sherif, der næsten var højdepunktet i den amerikanske udgave med en rolle, som egentlig prædiker det gode – lov og ret, frem for øje for øje – men som udfører det ondt og urimeligt, ja, så var jeg ganske i tvivl, om Koichi Sato kunne løfte den arv i eastern-versionen. Det kan han. Med et sortsnoet overskæg, der må være frembragt i et sjælebytte med djævlen selv, så skriver Sato sig ind i frontier-genren som et af de ledeste sherifsvin. Og så tæller det bestemt ikke mindre på badass-kontoen, at han rydder op i den lille by med et sværd i stedet for en gun.

Så selv om historien er den samme, og de ledende roller er bemandet med Østens fineste, så er der alligevel et eller andet, der mangler. Det ubestemmelige X, som gør, at det hele er helt rigtigt. De bedste scener er dem, der er ændret mest i. De har en selvstændighed, som matcher sceneriet, den golde sne, der i øst-versionen erstatter den tungvåde regn fra vest-versionen. Det episke anslag er dog det samme. Det er ikke rå realisme det her, men en stilren myte om en mytologisk tid. Dengang der var ædle samuraikrigere i øst og ensomme Lucky Lukes i vest, som vi så ser den anden side af, den grimme side.