Op

InstruktionPete Docter, Bob Peterson

MedvirkendeEdward Asner, Christopher Plummer, Jordan Nagai, Bob Peterson, Delroy Lindo, Josh Cooley, John Ratzenberger, David Kaye, Jeremy Leary, Elie Docter, Mickie McGowan, Danny Mann, Donald Fullilove, Jess Harnell, Jerome Ranft

Længde96 min

GenreAnimation

IMDbVis på IMDb

I biografen02/10/2009


Anmeldelse

Op

5 6
Højt at flyve…

De senere års utallige animationsfilm har lavet mange krumspring og fiksfakserier. Selv om genren har mange år på bagen, så har den digitale tidsalders nye landevindinger afstukket nye rammer for filmenes indhold. Efter en årrække, hvor genren primært har excelleret i det visuelle know-how, er den blevet voksen. Det understreger den fabelagtige og eventyrligt velfortalte “Op”, der ganske vist har et stærkt visuelt udgangspunkt, men først og fremmest imponerer med en dyb og velartikuleret historie, det er svært ikke at lade sig rive med af.

Filmen har i første omgang to helte. Der er den aldrende ballonsælger Carl Frederiksen, som nys har mistet sin livslange partner, Ellie. Han er lidt af en gammel gnavpotte, for hvem timeglasset er ved at rinde ud. Men stadig drømmer han om at fuldføre sin afdøde vivs allerstørste ønske – at flytte til det isolerede Paradisvandfald i Venezuela. Men det er ikke en rejse uden besvær, og til alt held – om end han ikke helt har det syn til at starte med – får han følgeskab af den snaksalige og møgirriterende spejderdreng, Robert. Det skal siges, at det særlige ved deres rejse til Sydamerika er, at transportmidlet er noget så utraditionelt som Carls gamle træhytte fastbundet til et hav af heliumfyldte balloner. Nok til, at det lille hus sammen med de to eventyrrejsende er luftbåret for en tid.

Det bedste ved “Op” er filmens charmerende og originale tilgang til fortællingen om livet. Flyvende huse og talende hunde er blot et par af de særegne omstændigheder, der gør nærværende film til noget helt specielt. Samtidig er filmen så propfyldt med fortællende lag, at man bliver forpustet i forsøget på at følge med det stormfulde tempo. Det er en medrivende oplevelsesrejse, instruktør Pete Dochter her tager sine tilskuere med ud på, og særligt følelsesladede er de mange delfortællinger, hvor essensen af eksistentialismen og det enkelte væsens livscyklus er i højsædet. Filmen formår at indkapsle et helt menneskeliv på halvanden time. Og det er i sig selv imponerende.

“Op” er en film med højt til loftet (eller skulle man sige himlen?). Det er en film om venskaber og om mod, om eventyr og om at forfølge sine drømmes mål. Med en ikke helt usynlig inspiration fra de legendariske “Indiana Jones”-film møder de to rejsende bl.a. den lige så legendariske eventyrer Charles Muntz, som Carl altid har set op til og forgudet. Mødet bliver imidlertid knapt så idyllisk, som han havde turde at håbe på. Forhindringerne er i det hele taget mange, og både Carl og Robert må tage mange skæbnesvangre valg for at komme ordentligt og helskindet i mål. Men så er det godt, at den talende hund Doggi og den spraglede fugl Kenneth står klar til at assistere.

Bag de gakkede jokes, de stærke historier og det polerede look spores tilmed en vis kritik af det moderne samfund, som i hvert fald ikke har plads eller tid til de ældre samfundsborgere. Derfor må Carl tage sagen i egen hånd. Og det gør han så sandelig også. Han er klar til at gå hele vejen for at fuldende det brændende ønske for Ellie, der var hans livs kærlighed. “Op” er en smuk og poesifuld film, der kan få det allerbedste frem i mennesket. Der bygges bro mellem aldersgrupper, befolkningsgrupper, ja endda mellem dyr og mennesker. “Op” er en hjertevarm størrelse af de sjældnere.

Livet går ikke altid som forventet. Faktisk kan man med rette forvente, at det ikke gør det. “Op” flyver højt og fortæller netop den historie, mens Carl og Robert med følge skaber eventyr og historie i nuet. Filmen bliver aldrig kedelig, aldrig for lang og aldrig uinteressant. Dertil er dynamikken, originaliteten og spændingen trods alt for stærke drivkræfter. “Op” pirrer det nysgerrige, og lysten til hele tiden at vide, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne, er allestedsnærværende. “Op” må allerede nu kategoriseres som en af dette årtis absolut stærkeste satsninger, når det kommer til animationsfilm.
Video

Det er ikke kun filmen som sådan, der gør et godt indtryk. Det skarpe look imponerer tilsvarende. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og farvetemperatur og kontrast er desuden stabile faktorer. Et superflot transfer.

Audio

Også lyden gør sig imidlertid ganske godt. Udgivelsen tilbyder nemlig filmen på flere sprog, heriblandt dansk, svensk og norsk i Dolby Digital 5.1-format, mens engelsk som eneste sprog både findes i Dolby Digital 5.1- og DTS-HD 5.1 Master Audio-format. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens stemningsfuld underlægningsmusik holder tempoet oppe, og distinkte effektlyde, vellykkede lydpanoreringer og en detaljerig atmosfære sørger for resten.

Ekstramateriale

Også ekstramaterialet holder et højt bundniveau med sin fordeling af kræs på hele to skiver. På den ene findes selvsagt filmen i selskab med trailere, en alternativ scene, et par kortere animationsfilm og en længere dokumentar om filmens tilblivelse, valg af locations, research med mere.

På den supplerende skive er der flere trailere, en promo-montage, et geografisk betonet computerspil samt otte mindre indslag, der stiller skarpt på karaktererne, hundenes rolle, musikken og meget andet i “Op”. Et imponerende katalog, der dog lige mangler prikken over i’et for at opnå den fulde anerkendelse.

Det er svært at finde noget negativt at skrive om “Op”. Og hvorfor skulle man dog også det? Filmen er helt igennem fantastisk og understreger den skaberkraft, man indimellem kan være vidne til, når det legende menneske får helt frie tøjler. Samtidig er Pete Dochters guldæg en sanserig beretning, hvor de dybfølte lag er utallige, og nuancerne er larger than life. Et mesterværk er født.

Op

6 6
Op til himlen

Man kan ikke andet end være lamslået over de kreative mirakler, der strømmer ud fra Pixar i disse år. Med ubekymret hånd synes selskabet at strø det ene mesterværk ud efter det andet, og hvis man som undertegnede troede, at efter den fabelagtige “Wall•E” ville alt gassen uundgåeligt være ved at gå ud af ballonen, så har man en overraskelse i vente.

I en tidsalder, hvor alle andre animationsfilm synes at sætte tempoet op i et forsøg på at overdøve sit publikum med konstant action og slagsmål, er Pixars film af en ganske anden støbning og eftertænksomhed. Javist, der er også actionscener i “Op” og endda nogle ganske glimrende af slagsen, men filmens fokus er aldrig på dem. I stedet bliver de sekundære elementer i en film, der koncentrerer sig om sine hovedpersoner og deres udvikling, hvis kompleksitet ikke står tilbage for almindelige spillefilm.

Som titlen antyder, er filmen en opløftende fortælling, men der er mere på spil end sædvanligt i animationsgenren, og den verden, dens figurer bebor, er ikke skånet for hverken smerte eller død. Der er da heller ikke meget nuttet dyr over filmens hovedperson: Den 78-årige enkemand og tidligere ballonsælger Carl Frederiksen, hvis livshistorie fortælles gennem en ordknap indledning, som muligvis er det mest hjerteskærende, Pixar nogensinde har bedrevet. Som barn møder og forelsker han sig i den ligesindede Ellie, og sammen planlægger de et eventyr, der dog konstant må vige for hverdagens problemer. Som John Lennon berømt erklærede, er ”livet det, der foregår, mens man lægger andre planer.”

Deres fælles drøm om at tage til Paradisvandfaldet i Sydamerika bliver aldrig realiseret, og i stedet udvikler den engang så håbefulde Frederiksen sig til en bitter gammel eneboer, der spærrer sig inde i huset med sine minder. Da han står overfor at bliver sat ud af det hus, der nu er blevet hele hans verden, finder han på et sidste nummer, da han ved hjælp af utallige balloner svæver med huset med kursen mod Paradisvandfaldet. Med følger imidlertid en blind passager i form af en overvægtig spejderdreng, der ved et uheld kommer med på turen, og som viser sig at være mere kompliceret, end overfladen afslører.

Hvad, der herefter følger, skal ikke berettes her, selvom det næppe ville gøre den store forskel, om det blev afsløret i forvejen. “Op” er den slags film, hvor bestemmelsesstedet betyder langt mindre end rejsen, og filmen forlanger nærmest at blive oplevet på det store lærred, hvor dens filmiske kvaliteter kan sluges med hud og hår. Den er også et af de værker, der med al tydelighed demonstrerer filmens fortræffelighed som selvstændig kunstform. Intet andet medie kunne fortælle denne beretning med tilsvarende styrke. Hvor “Wall•E” tog en gevaldig chance ved at udspille så stor en del af fortællingen i tavshed, så løber “Op” en tilsvarende ved at angribe voksne temaer og ved ikke nødvendigvis at være morsom hele tiden, selvom der ikke desto mindre er steder, som hører til de sjoveste, Pixar har lavet. I en af scenerne omhandlende en hunds ustabile halsbånd ved jeg stadig ikke, hvad der blev sagt, eftersom publikummet lo så højt, at dialogen fuldstændig druknede i larmen.

De fleste af Pixars nye film følges med en strøm af tekniske bedrifter, men trods sine overdådige visuelle syn og rige farvepalet opnår “Op” sin sande styrke gennem sine hovedpersoners troværdighed og dens hjertelige fortælling. Det er en fuldstændig vidunderlig film og et fantastisk eventyr, der på trods af sin fantasifulde historie ikke opnår sin virkning ved at fornægte virkeligheden, men ved at ændre ens syn på den. Det er en af den slags film, der måske kan gøre en afgørende forskel for den rigtige person på det rigtige tidspunkt. Som alle de bedste eventyr har den måske nok sine balloner svævende højt oppe ved himlen, men dens grundlæggende fundament er solidt plantet på denne jord.


Kort om filmen

“Op” omhandler den 78-årige ballonsælger Carl Fredricksen, der i sit livs efterår opfylder en livslang drøm om det store eventyr. Han binder tusinder af balloner fast til sit hus, og så stiger han ellers til vejrs og sætter kursen mod Sydamerikas eventyrlige vildmarker. Men først da det er alt for sent, opdager han, at han har en blind passager med på rejsen – den voldsomt belastende 8-årige ‘opdagelsesrejsende’ Russell, der nok er den sidste, Carl ville have inviteret med på sin drømmerejse.