Vaiana
Udgivet 2. feb 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det er Disney Classic. En ung prinsesse må tage ud for at finde sig selv. Sådan har Ariel, Belle og Elsa alle gjort det. Imens de sang på en catchy melodi. Det gør Vaiana også. Ud på Stillehavet for at finde halvguden Maui – og sit coming-of-age-selv – til tonerne af nyheden, Auli’i Cravalhos lækre Disney-stemme, der garanteret gør “How Far I’ll Go” til det næste klassiker-hit. Jeg kunne i hvert fald omkvædet efter første lyt.
Formen minder mest af alt om “Find Nemo”, hvor havet udforskes på vej frem mod et mål. Her skal Maui findes og en slags lava-bandit skal have sit hjerte tilbage, så alt kan blive godt igen. Men som med alle gode rejser, så er det selve turen, der er det sjove, og ikke destinationen. Det er møderne med et piratskib med kokosnødder, der først ser søde ud, indtil de tegner krigeransigt på den blanke nød. Nu er de ikke søde mere! Ligesom mødet med den bling-bling-glade krabbeskurk dybt nede i monstrenes rige, der djævelsk synger shiny med signatur-sjov stemme af Jemaine Clement fra “Flight of the Conchords”.
Erik og Udyret ville heller aldrig have gjort opmærksom på, at deres damer var (Disney-)prinsesser, fordi de var udstyret med en talende krabbe eller tepotte. Det gør Maui. Han peger selvreferende på, at Vaiana er en prinsesse med et dyr, som hun taler til/med. Hun benægter, det er hun i hvert fald ikke. Og det har hun næsten ret i. Hun er i hvert fald ikke Disney-prinsesse, som de var engang. Hun er handlekraftigt sin egen.
I den original-udgave af “Vaiana” med engelske stemmer, som jeg så, var der både gammelt og nyt. Prinsesser, sang og søde dyr, men også Marvel-meta-humor og ‘kan selv’-attitude, som måske i højere grad gør “Vaiana” til en nyklassiker fra Disney i stedet for en decideret classic.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet