Walesa - Håbets mand

InstruktionAndrzej Wajda

MedvirkendeAgnieszka Grochowska, Robert Więckiewicz, Iwona Bielska

Længde127 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen12/06/2014


Anmeldelse

Walesa – Håbets mand

3 6
Fra elektriker til landsfader

Stort producerede film om ikoniske politikere er et evigt tilbagevendende fænomen i biograferne. Senest med “Mandela – Vejen til frihed” – og der er snak om en film om Martin Luther King til næste år. Idealet, som alle stræber efter, er Richard Attenboroughs geniale “Gandhi”, der, selv om den til tider har karakter af en helgenkåring, overlegent engagerer sit publikum. Samme engagement havde jeg betydeligt sværere ved at opdrive til “Walesa”.

Instruktøren Andrzej Wajda er en af de helt store koryfæer i europæisk film med sit imponerende katalog af film bag sig. Han har ofte beskæftiget sig med Polens nyere historie i sine film, så det var oplagt, at han skulle kaste sig over en skildring af den mest kendte polske politiker i det tyvende århundrede. Lech Walesa er en kompleks skikkelse i polsk historie, der ganske vist anerkendes for sin kamp imod kommunismen, men som siden blev en mere kontroversiel politiker. Wajda har valgt kun at beskæftige sig med arbejdet i den frie fagforening Solidaritet og kampen imod regeringen. Man kunne derfor frygte, at filmen ville blive et forherligende glansbillede af hovedpersonen, men Wajda insisterer på at nuancere Walesa.

Filmen er klar i mælet, når den skildrer Walesa som en autoritær og egenrådig mand med et imponerende ego. På den anden side gør den også tydeligt, hvorfor han af de grunde er så effektiv en leder. Nuancerne kommer særligt i spil i forholdet til konen, Danuta, der efterhånden får nok af at spille den opofrende hustru til en politiker, der, når han ikke sidder i fængsel, holder hof med modstandsbevægelsen i familiens lejlighed. Agnieszka Grochowska er imponerede subtil i rollen og kommunikerer hele karakterens følelsesverden i mimik og gestik. En af filmens bedste scener er, hvor Lech har inviteret et filmhold til at optage familien om morgenen. De konfronterer Danuta i køkkenet og udspørger hende om, hvordan det er at være gift med sådan en mand. I tre-fire sætninger får hun uden at sige det direkte kommunikeret præcis, hvor frustreret hun er.

Filmens problem er, at den ikke rigtigt får de to sider af Walesas historie, den offentlige og den private, til at gå op i en højere enhed. Hovedpersonen selv spilles brovtende og levemandsagtigt af Robert Wieckiewicz, hvilket måske er nøjagtigt, men det virker lidt overdrevet i filmen. Men hvad værre er, så afbrydes scenerne mellem ægteparret ofte, når vi lige er begyndt at kradse i overfladen. Så skiftes der til, hvad der sikkert er historisk vigtige, men for et internationalt publikum dybt intetsigende, redegørelser for de interne politiske forhold i det kommunistiske Polen og i Solidaritet. Det ville have klædt filmen med et mere entydigt fokus på et af aspekterne. Det ville også kærkomment have forkortet dens spilletid på to timer, hvilket føles alt for langt.

Jeg var til gengæld uforbeholdent begejstret for det tidsbillede, filmen giver. Scenografen fortjener stor ros for den gennemførte og dybt troværdige skildring af 80’ernes Polen. Filmen bruger regelmæssigt arkivoptagelser fra perioden, og billedkvaliteten er det eneste, der afslører brugen af dem. Walesas lejlighed (med et ufrivilligt morsomt helteportræt af ham selv på væggen), politiets forhørslokaler samt den berømte port og mødelokalet på skibsværftet i Gdansk er alle så imponerende realiseret, at man lever sig fuldstændigt ind i filmens setting. En særlig fin pointe er, hvordan Walesas personlige forhold faktisk forbedres i takt med, at hans politiske situation forværres. Parret flytter i ny og større lejlighed, og de mangler ikke længere mad.

Jeg havde forventet mig mere af Wajda. Modsat “Mandela” har Wajda ikke valgt at lægge sig så kraftigt op af Attenboroughs efterhånden velprøvede skabelon. Resultatet er desværre det samme: En film, der hverken er god eller dårlig; to timers underholdning i den bløde mellemgruppe. Jeg skal ikke afvise, at et polsk publikum kan værdsætte detaljer og nuancer i filmen, som kommenterer på eller inviterer til debat af nyere polsk historie, men den er for (Kom)intern til mig.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Walesa – håbets man”’ afslutter veteranen Andrzej Wajdas dramatiske trilogi om den anti-kommunistiske opposition i Polen. Emnet er tidligere behandlet af Wajda i filmene “Marmormanden” (1976) og “Jernmanden” (1981), der blev belønnet med Guldpalmen i Cannes. “Walesa – håbets mand” skildrer Lech Walesas liv i årene fra det første arbejderoprør i 1970 og frem til Solidarnosc-sejren ved det første frie valg i Polen i 1989.